Myles Kennedy er lige så letfordøjelig solo, som når han indspiller med Alter Bridge, og den smertende personlige debutplade kommer mest til at fremstå som halvment klynk og teatertorden.

Stone Temple Pilots er startet forfra med frontmand nummer tre i rækken og har lavet en forudsigelig, sikkert spillet og flot smurt plade, hvor den nye forsanger Jeff Gutt går i ét med tapetet.

Muse har sjældent skudt så meget ved siden af, som de gør på deres 8. studiealbum. En plade, der mangler originalitet, rød tråd og gode melodier.

Forums sorte boks dannede en passende ramme for aftenens to dystre indslag, der begge glimrede med excentrisk sortsind og stoisk stilstand. 

Tenacious D fortsætter med at hælde fortænkte ligegyldigheder ud over deres publikum og markedsføre det som ”rock” og ”humor”. Det er lige knap nogen af de to dele, der bliver serveret på duoens fjerde plade.

Nyt album, nye medlemmer og nye visuals. Alt for få publikummer fik fornøjelsen af de nye rammer for showet, da Uncle Acid & the Deadbeats bragte deres psykedeliske horrorrock til hovedstaden.

Det seneste opus fra Billy Corgan og hans gamle kumpaner lyder, som lovet, skinnende pænt. Mindre højglanspoleret havde været at foretrække.

Chris Cornell erindres med en opsamling, der fokuserer mere på sangerens eminente stemme end på det gode materiale, han skrev ind i rockhistorien.

Biffy Clyro bød på en anderledes oplevelse, da de gæstede DRs Koncerthus med et unplugged-sæt. Bandet var velspillende, men der manglede den særlige "Mon the Biff"-stemning. 

Slash serverer sammen med Alter Bridge-frontmand en spand rock’n’roll-klicheer, der sådan set er acceptabel generisk guitarrock, men mest af alt gerne vil lyde som Guns N’ Roses og aldrig rigtig kommer til det.

Clutch leverer en leverpostejfarvet plade, man ikke kan tillade sig at hade, men som heller ikke gør sig fortjent til ægte kærlighed.

Der blev gravet godt ned i gemmerne, og med en påfaldende stærk lyd og Nick Mason i smitsomt højt humør var mandagskoncerten en storladen og syrevædet totimers tidsrejse gennem Pink Floyd-legendens gryende år.

The Vintage Caravan har udviklet både lyd og sangstrukturer siden de foregående album, og resultatet er nydeligt uden at overbevise endegyldigt 

I’ll Be Damned kommer til at blive kæmpestore med deres anden plade. Det er uundgåeligt, men det er også en skam, at publikum ikke kræver mere end dette.

Trods regn og tåge står musikken i Alice in Chains stadig tydeligt, som vi kender den. ’Rainier Fog’ virker som en naturlig udvikling for bandet, og lyden er umiskendelig.

Orange Goblin galopperer mageligt ud over stepperne på deres niende album, der trods gode øjeblikke mangler liveformatets kant

Roger Waters gjorde ikke meget væsen af sig, men lod visuals, fyldig orkestrering og politiske budskaber danne rammen om et sansemættet show, der fik tid og rum til at forsvinde 

Ghost havde det helt store sceneshow til fredagens natlige koncert, hvor der blev opfordret til uterlighed, mens musikken var lav og ikke rigtig fængede.

Paul Roland var en af de få kunstnere, der afveg fra det metalliske på årets Metal Magic. Men festivalarrangør Martin Jørgensen er kæmpefan af den ærkebritiske sanger og sangskriver og tog chancen med ham alligevel. Det var en fremragende satsning.

Der har været masser af både god og dårlig omtale af de canadiske post-punkere Preoccupations– tidligere kendt som Viet Cong. På Pavilion fandt de ikke deres egen personlighed, selvom leveringen var skarp.