3rd Tsunami Agency og Nationalmuseet havde på hyggelig vis slået pjalterne sammen om en dobbeltkoncert med Essence og Electric Hellride i Palægårdens smukke omgivelser.   

Mens armbåndskøen på stadig var lang udenfor, åbnede Fossils for et støj-inferno, man skulle tro kom fra flere musikere end det to mand høje band.

I forhold til punkens oprindeligt anti-indstilling til alt, så bød Bad Religions show ikke på meget, der føltes som en protest - det skulle da lige være til metallens (og festivalens) flirt med "det onde", for det var en svært hyggelig koncert.

Den danske dødsmetalsupergruppe viste flotte takter, men fik aldrig tilstrækkelig luft under vingerne

Heidra udfyldte ikke deres potentiale på Copenhell, hvor de leverede en lidt usikker optræden.

Aphyxion er ovre konfirmationsalderen og ved at finde deres plads på hylden.

Taake er kendt for at hylde vreden, smerten, det uforsonlige og det ubehagelige. Det er blevet en stilart, der afdæmpet blev fremført sent torsdag aften.

Obituary beviste på Copenhell, at de er dødsmetallens svar på Iron Maiden eller Slayer. Garant for kvalitet, har et fedt logo, og de afviger ikke fra den udstukne kurs.

Suicide Silence er gået en del igennem de seneste år, men de fik i den grad rejst sig selv fredag aften og introduceret Copenhell for deres nye forsanger.

Supergruppen Kill Devill Hill var et sympatisk og hårdtslående indslag fredag eftermiddag. Men bandet, der inkluderer tidligere medlemmer fra Pantera og Type O Negative, ligner nogle, som har svært ved at finde et nyt og seriøst ståsted i karrieren.

IAmFire har på ganske kort tid fået vind i sejlene. Musikken berettiger det, men der mangler lige det sidste live.

Det var med lethed, at Of Mice & Men dirigerede det talrige publikum, der åd bandets spilleglæde råt og forgabte sig i festen.

Finntroll havde styr på alt, undtagen vokalen, og leverede en fin omgang effektiv polkametal fra De Tusind Søers Land. 

Black Label Society leverede sådan set, men var ikke glohede.

At løfte arven fra Angela Gossow på en scene er ikke nogen nem opgave. Alissa White-Gluz gjorde det dog ganske godt, og resten af Arch Enemy bakkede flot op.

Leif Edlings nye doomprojekt spillede uden bagmanden, men leverede alligevel en mere end godkendt indsats.

Monster Magnet var i velspillende og imødekommende hopla, da de på festivalens førstedag fik en stram og psykedelisk og dansevenlig fest smidt ud over scenerampen.  

Rigtig mange mennesker var klar på at feste med Blackie Lawless til rockguruens mange hits. Frontmandens  svingende humør og et lydanlæg, der gik i stykker, lagde en dæmper på herlighederne.

Black metal-legendernes første fremførelse af hovedværket ’In the Nightside Eclipse’ var præget af et band, der endnu ikke virkede helt sammentømret. Koncertens ekstranumre fra det første demobånd gik dog rent ind. 

Kvelertak spillede lige på og hårdt med kraft som en raketmotor, men det rakte ikke til at fylde Sweden Rocks hovedscene ud.