Trap Them lader efter flere års stilhed høre fra sig. Men er det godt nyt?
Arch Enemy har skiftet forsanger, da den tidligere ikke længere gad. Nu introducerer de så den nye på 'War Eternal', der ikke byder på mange overraskelser.
Få elementer peger mod, at Vader gerne vil prøve noget nyt, men i sidste ende er det bare klassisk Vader, og dermed klassisk dødsmetal. Man kan savne, at musikken rykker sig fra solidt og sikkert til stærkt og vovet.
Amerikanerne kan også spille black metal. Black Anvil udsender deres tredje album 'Hail Death', hvor de viser, at de både har styr på og tør udfordre genren.
The Oath havde kun lige smidt deres debutplade på gaden, inden de gik i opløsning igen. Det er en skam, for deres blanding af pøllet knallertrock og det okkulte swinger ganske godt.
Det britiske band IQ disker op med endnu en solid gang neo-prog, der dog desværre ikke rigtig bringer de store overraskelser.
Med 'A Hatred Manifesto' vil Narbeleth ud over øen Cuba og videre mod internationale kyster med dyster black metal, der minder noget om de norske pionerer.
Sabaton genvinder formlen og storformen og vil med nyeste udspil begejstre fans, men måske heller ikke så mange andre.
The Body var ikke helt så ondskabsfulde i live-regi, som de er på plade, men imponerede alligevel med arrig musikalsk nysgerrighed samt en dyster vokal fra mørke kroge af eksistensen.
Fredag eftermiddag leverede finske Oranssi Pazuzu en af festivalens bedste koncerter, der samtidig var så sadistisk høj, at band og lydmand skulle have haft lov til at tygge på hinandens ørepropper som straf.
Det var sådan set en fin og velklingende aften med Vintage Caravan, Stonebird og The Socks, men musikken var en tand for retro til at komme helt op at ringe.
Primordial-frontmands sideprojekt løftede sig ikke før til sidst.
Svenske Portrait kan spille firsermetal til perfektion. Men der mangler lidt originalitet i materialet.
Der var funeral doom og episk doom metal på programmet i tirsdags på KB18. Koncerterne var gode, men publikums mangel på gejst lagde en dæmper på begejstringen.
Death Destruction spiller tungbundet groovy heavy med solidt vredne guitarriffs.
Nothing har netop spillet på Roadburn Festival og albumdebuterer med en støvet og drømmende plade, hvor de med stoisk ro burde fjerne blikket fra skoene og skue ud over den rockverden, de er en del af.
Inter Arma leverede sent lørdag aften en dynamisk koncert, som transcenderede grænsen mellem det storladne og primitive. Havde det ikke været for opstartsvanskeligheder, så havde koncerten stået som en af årets bedste.
Yob er med årene blevet et husorkester på Roadburn. Det blev understreget i i år, hvor de foran savlende doom-tilbedere igen indtog Main Stage to aftener i streg.
Rendestenens allstar-band, Corrections House, levede op til de ulmende forventninger og leverede en Main Stage-koncert, der udlangede soniske øretæver.
Torsdag aften ved midnatstid lukkede tysk/tyrkiske Mantar Roadburns mindste scene med en sund feberudladning af metal-energisk kraft.