Dance with the Deads dødedans var mere præget af fitnessfistpumping end af dødens gravitas i en uselvstændig omgang tomtøndebuldring.
Heriot indviede skovscenen med hidsig hardcore og brutale breakdowns til formiddagskaffen – en ualmindeligt stærk en af slagsen.
”Everybody talks about the war, but nobody talks about the ´gasm”, lød speaket, inden Wargasm åbnede årets udgave af Copenhell til electro-punkede toner og parolerne udenpå tøjet – eller fraværet af samme.
Bombus leverede som forventet en rockfest flankeret af en stærk parade af seje numre, som lidt for få festivalgængere valgte at opleve.
Sangene gør ikke meget for at bide sig fast, men stemningen er alfa omega, da High Command hærger sig igennem 45 minutters bølle-thrash, som deres fædre sikkert også havde skåret den.
Katla spyede sin dræbende ild udover et feststemt publikum
Blood Incantation viste Copenhell, hvordan dødsmetallen lyder ude i rummet og fremtiden. Publikum på Gehenna var med på rejsen.
Orm fik æren af at lukke og slukke for dette års Copenhell, og det var det helt rigtige valg. Cirklen blev sluttet derude i skoven, hvor Orm fik det sidste ord.
Horndal sørgede for en glimrende festivalmorgenstund i den beskidte metals tegn.
Gatecreeper gav os dødsmetal af den groovy slags – helt uden dikkedarer.
Junkyard Drive indtog Gehenna kl. 15.30 i bagende varme og strålende solskin, og gav os en næsten sikker opvisning i disciplinen motorcykel-rock 'n’ roll
Vreid gav alt, hvad de havde, til sen aftenkoncert fredag på Copenhell. Det var næsten nok.
Stilige svenskere skabte tidlig fredagsfest med kapper og progget orgelrock.
Lifesick havde hældt kul på alle fyr, og kedlerne var brandvarme, efter at intromusikken, Eddie Noacks ’Psycho’ var gået i hak på ordene ”I killed … I killed … I killed”.
Nerved åbnede sidstedagen på Gehenna med synthpower og Evanescence-vibes.
Var der så overhovedet nogen, der havde efterspurgt det?
Svartsot fik den ulykkelige tjans at spille Gehenna op, mens D-A-D stadig havde en fest på hovedscenen, men gjorde ikke rigtig noget for at holde fast i dem, der trods alt var dukket op.
Et velspillende Withering Surface sendte bud efter nostalgien, men pegede også frem mod den næste generation, da bandet skulle fyre den af på den største scene siden gendannelsen.
Gehenna viste sig fra sin bedste side, godt hjulpet på vej af et flot, velspillende danske band. Fremtiden er knapt så mørk, som den danske højskolesang ellers varsler.
Hætteklædte Nyredolk gik på scenen til røg og dystert dronende intromusik. Der er ingen tvivl om, at bandet har styr på mytedannelse og performance.
Den blide musik føltes som et antiklimaks ovenpå Metallicas netop overståede koncert, men Soen fik spillet en stor stemning op, der var smuk at lukke første festivaldag af på.