Det er et af de allerstørste scoops i festivalens historie, når festivalen offentliggør Tool som headliner til næste år.

Copenhell offenliggør de første 7 navne til næste års festival, og der er bestemt noget for enhver smag.

Første danske orkester er offentliggjort til årets Copenhell. Ikke overraskende er det de århusianske himmelstormere Baest, der vender tilbage efter et års fravær og med en debutplade under huden siden sidst.

Trods manglen på død og helvede kæmpede fotografen sig igennem endnu en Copenhell. Billederne blev elsket af alt fra Arch Enemy til Steel Panther, og der er minsandten også her, et par hoppebilleder.

En næsten udsolgt festival lader til at have fundet et ekstra 1UP, for nu at blive i Jacob Stegelmanns spilunivers. Her får du fem årsager til, at Copenhell 2018 blev afviklet i en forbedret udgave.

Red Warszawa spillede udelukkende covernumre og leverede den fjollede fest, som folk var kommet for. Kønt var det ikke.

Natjager beviste én gang for alle, at de er alt andet end en gimmick, da bandet leverede et højenergisk og festligt show tidligt fredag.

Zeal & Ardor gjorde, hvad de kunne for at indlemme publikum i deres aparte black metal-univers, men vinden spillede dem et alt for stort puds.

Kellermensch gav en mesterligt medrivende og indlevende koncert lørdag eftermiddag, hvor blodet til sidst dryppede ned af scenen.

Bersærk brølede, buldrede og skabte fællessang meget som ved bandets første show på festivalen og leverede den forventede sejr.

Endnu engang stod Steel Panther klar til at minde os om, at bagdøren stadig kan være den nemmeste vej ind. Bagstive på sidstedagen var det også lige præcis denne slags lumre metalshow, folket havde brug for.

Torsdagen på Copenhell var dagen, der trak forventningerne helt ned, for blot at overvælde dem de næste to dage. Det var stilheden før stormen og tomrummet før ”the big bang”.

Det blev en underligt blandet førstedag både med fæle skuffelser, tåbelige covers og et af Copenhells absolutte højdepunkter. Og øl. Mange øl.

Festivalens næstsidste koncert var en fest for de få, men ikke desto mindre var Tsjuder og deres 90’er-prægede norske black metal en tiltrængt mangelvare.

De tunge, atmosfæriske lag trodsede sidevinden og foldede sig fortræffeligt ud i kontrast med solens bagen – så længe man gik tæt nok på scenen.

Lørdagen blev af flere årsager beviset på, at Copenhell stadig er besøget værd. Efter fire dage på den hårde beton lukkede Sodom en festival af, hvor der for første gang i ni år ikke slap én regndråbe gennem skyerne mens musikken spillede. 

Dedikation til rockens store ikoner eller ej, så manglede Tainted Lady både ånd og drive. Det blev hurtigt til en opvisning i unødvendigt pertentlig professionalisme.

De politiske paroler blev aldrig forløst. Et fravær af scene-pondus og dynamik gjorde The Last Internationale til et af årets mindre mindeværdige øjeblikke.

Lyden på Pandæmonium blev strammet gevaldigt op til fejringen af Mustaschs 20-årsjubilæum, og bandet viste topform med et bredt arsenal af hårdtpumpede klassikere fra hele bagkataloget.

Fraværet af vokal gjorde desværre L7 til en lidet mindeværdig affære, der ikke kunne reddes hjem instrumentalt.