Green Jelly skrabede bunden, medens Lucifer, Slayer og Dizzy Mizz Lizzy sikrede, at årets svenske rockfestival igen blev en succes for vor hårdt prøvede fotograf. Resultatet af en besynderligt ædruelig festival følger her.
Sweden Rock Festival rundede af med Green Jellÿ i toppen som det totale absurdteater, mens Ritchie Blackmore's Rainbow i den anden ende havde strafbart få regnbuer i ærmet.
Nostalgi og retrorock vægtede tungest på vores første dag på Sweden Rock, hvor Lucifers uforfalskede okkulte 70'errock og Slayers magiske afrunding af karrieren på svensk grund var dagens højdepunkter.
ZZ Top lirede den sikre hitmaskine af med underspillet elegance og reddede aftenen hjem på støvet charme og svedige licks på trods af lidt indledende snavs i maskineriet.
Ritchie Blackmore's Roots havde været et mere passende navn for den halvhjertede levering af Purple- og Rainbow-travere, Blackmore fandt berettiget til et genbesøge i fortidens skatkammer.
Visse koncertoplevelser vil altid stå klart i ens bevidsthed på grænsen mellem det gale og det geniale. Green Jellÿs anarkistiske totalteater var så dumt og upassende, at man kun kunne enten elske eller hade det.
Kiss leverede showet, ZZ Top ånden og Dizzy Mizz Lizzy nerven på en fredag med 13 timer i marken, mange middelmådigheder rigere.
Mere fyrværkeri! Mere tunge! Mere ild i guitaren! Mere horrorcirkus! KISS' stadionrock fik fuld skrue på alle parametre, og Paul Stanley havde stadig folket i sin hule hånd.
Slayer spillede deres sidste koncert i Sverige nogensinde på Tom Arayas fødselsdag, og rundede af med både svundne perler og æren i behold.
Det er de velkendte slagere fra for 30 år siden, der vægtes, når Def Leppard spiller op til dans. Hitmaskinen fra dengang får energi fra den underkendte guitarhelt Phil Collen, men sangeren Joe Elliott trækker det desværre ned.
Med festivalsæsonen så småt i gang går turen i næste uge hinsidan, når Sölvesborg atter indtages af læderveste og garvede rockrotter, der står klar til at hylde fortidens store idoler.
Med portvin og whisky som benzin gennemførte fotografen igen en Sweden Rock Festival. Se her, hvad kameraet fangede.
Selv ikke et hjertestop undervejs i koncerten kunne holde magien tilbage. Nerven var intakt, og selv med de sidste 40 års svingende kvalitet in mente stod Uriah Heep for et af årets store øjeblikke på Sweden Rock.
Årets mest omfattende dagsprogram. Med flere overlap undervejs var det ofte nødvendigt at dele tropperne op. Dark Funeral og Uriah Heep leverede dog to af festivalens stærkeste oplevelser i hver sin ende af spektret.
Sidstedagen af Sweden Rock bød ikke just på et stærkt musikprogram, men hist og pist var der alligevel gode koncertoplevelser.
Nutidens svar på Bathory kom, spillede og sejrede. Primordial var et tiltrængt navn på sidstedagen af Sweden Rock, der bragte den grumme side af metallen med sig.
Kiske, Deris & Hansen viste os vejen til Helloweens tidlige sangskat, og generalprøven til sommerens Pumpkins United-festivaltour vandt på partystemning og stærke schlagere på stribe.
Rotting Christ, Body Count, Kreator og Coven var nogle af de navne, der fyldte i vores første alkoholpåvirkede dag på årets Sweden Rock Festival.
Black metal i bragende solskin midt på eftermiddagen er sjældent en succes, men legenderne Dark Funeral beviste, at ren ondskab kan besejre alt.
Der blev kæmpet til stregen mod sol, varme, vind og en ustyrlig røgmaskine, da Rotting Christ lagde vejen forbi Sverige med deres sataniske kampmusik.