’Class of 2020’ er fyldt med referencer til (Hed)pes ikoniske andet album. Det er nostalgi-lækkerier, men pladen ville indiskutabelt stå stærkere uden associationerne til ’Broke’.
Efter at have ligget i skuffen i 12 år er quebecske Atramentus’ funeral doom-opus i tre akter endelig udkommet.
Ugens top 5 handler ikke om metal, og det vil vi gerne undskylde for, men der kan opstå situationer, hvor du alligevel får brug for synth wave, og derfor har vi samlet fem af de bedre navne i genren.
Det er først i næste uge, at store kanoner som Phil Anselmo og Zakk Wylde skyder efterårets pladesæson igang. Derfor må vi i denne omgang trækkes med lidt mindre navne, der til gengæld byder på rigeligt at udforske på egen hånd.
Så kom regnen efter uger med masser af sol og varme, og det har fået vores skribent til at finde fem sange frem, som han takket været vejret er blevet mindet om i den uge, der lige er gået.
Ulvers sekstende studiealbum snubler i egne opsmøgede blazerærmer og leverer ikke stort mere end pastiche.
Hans debutfilm handler om metalfans, og hans venner er metalfans, men den colombianske filminstruktør betragter ikke sig selv metalfan. Men noget er der alligevel om det, viser det sig hurtigt.
I 1988 kom den første danske rapudgivelse, da MC Einar udgav 'Den nye stil'. Det var en udgivelse, der fangede interessen hos vores skribent, der dengang blot gik i 2. klasse. Og måske blev den et springbræt til den efterfølgende interesse for metal.
’How to Survive a Funeral’ er Make Them Suffers svageste udgivelse hidtil. Men der er stadig gode lytteoplevelser at finde.
Entreprenør og entertainer, sexsymbol, shaman og speedballvrag: Perry Farrell var et ikon for sin generation. Og han smed det hele væk, men først efter at have ført Jane’s Addiction helt til tops. Tre årtier senere gør vi status over, hvad ‘Ritual de lo Habitual’ egentlig var for en plade.
Stærkmandspop maskeret som den fede rock: Grumpynators har motorcykeltaskerne fulde af veltjente pop-fif og skambrugte skabeloner, som man skal være virkelig rockhungrende for at lade sig spise af med.
Heller ikke i metal passer én størrelse til alle. Nyhedsbrev # 501 er en passende anledning til at gøre op med klassikerne og bare favne moderne metal i al sin ækle diversitet.
Det klinger rigtigt godt, når Ascendency tæsker sin dødsmetal ud med en smadret lyd, der bare oser af sort stemning, men også koster lidt på varationskontoen.
Country handler om livet og døden og kan have mindst lige så meget nerve som metalmusik. Det gælder især Jason Isbells moderne klassiker 'Southeastern', der er et sjældent nøgent og intenst værk.
Onslaught leverer deres thrash præcis lige så tidløst og tandløst, som man kunne frygte fra et band, der bare gerne vil have lov til at være med.
Med ‘Eaten Back to Life’ blev dødsmetal så farligt, at pladen var forbudt i Tyskland i flere årtier, og Cannibal Corpse blev så populært, som ingen politiker turde have mareridt om.
Foruden en god stak udgivelser fra blandt andre Incantation, Blues Pills og alt for få black metal-bands kan man også tage en forlænget weekend til det svenske og få en eksklusiv koncertoplevelse.
Fra skolegården, hvor to drenge trippede over ‘Angel of Death’, over Wacken Metal Battle og en ruslandsturné er Demolizer nået frem til debutpladen. Der bliver taget fra alle de store thrashnavne, de unge er vilde med det – men de hvide sneakers og det tekniske lir gider de ikke.
Vampire-forsangeren er opflasket med Alice Cooper og gyserfilm, og han kan sin klassiske heavy metal på rygraden. Han fistbumper fremmede på gaden, hvis de har en cool T-shirt på, men han er ikke bleg for at give sig hen til det, andre betragter som dårlig smag og rent affald.