Det var som at få bastante toner op i urinrøret, da Sunn O))) lørdag aften spillede op til t-u-n-g, aparte drone og rockende melodier foran et dedikeret publikum i en behageligt kold Den Grå Hal.
Efter små fem års pause vender Cult of Luna tilbage med et veloplagt og melodiøst postmetal-album, der bogstaveligt talt er lige så mørkt som den sorteste afkrog.
På ’Target Earth’ vender et fornyet Voivod tilbage til deres særegne kombination af prog og thrash, som de havde suveræn succes med i slut-80’erne. Det resulterer i et fantastisk album, der er til at forstå.
Queens ’Live at Wembley ’86’ er pladen, man græder og griner til. Det er et medrivende og rørende dokument af et band, der vifter rock 'n' roll-flaget med mere hjerte og større nosser end de fleste.
Genoptrykket af Hellhammers ’Demon Entrails’ brøles velkommen. Den samler bandets tre demo-udgivelser fra start-80’erne og er skelsættende low-fi black metal, når det er aller-fucking-svedigst.
Kodeordene for 2012 er ifølge Henrik blandt andet: Synd og Skam + Swans + The Cult + Nadja + High on Fire + Voivod + Sleep + Dogmatist + Lower + Universal monstre + Peter Peter & Rønn + Van Morrison + etc.
Er lidt nyt fra Porcupine Tree bedre end intet nyt? Ja og nej. Bandets seneste live-udspil, ’Octane Twisted’, synes mere at være en udgivelse til bandets eget, personlige mindealbum end til lytterens pladesamling.
Opeth leverede en metalkoncert uden punch og spillede syv kvarters stormfulde gode sange uden meget hjerte.
Opeth behøver næppe nærmere introduktion. Det er dog ikke ensbetydende med, at en koncert med dem er en selvskrevet succes. Tværtimod faktisk. Denne uge besøger de såvel Århus som København, og til trods for at man glæder sig, så er det også med skepsis. Her bringer vi fem plus/minusser, der fortæller, hvorfor man på én gang bør få røven af sted og holde sig langt væk, når Opeth besøger byen.
Sjældent har det været bedre eller mere skræmmende at spendere to timer i selskab med en gnaven, gammel skiderik, som det var fredag aften, da lovløse Swans med Michael Gira i front leverede en uforglemmelig koncert.
Senere på ugen, nærmere bestemt fredag, viser det grænsesøgende amerikanske støjsuveræne fuck-you-orkester Swans tænder i Det Kongelige Danske Konservatoriums Koncertsal. Her følger fem omstændigheder, der forhåbentlig gør dem interessante for et lidt bredere metalpublikum.
Svenske Goat er lige blevet annonceret til næste års Roskilde-plakat, hvilket er herligt. De har nemlig udgivet et af årets bedste debutudspil, der gakker over af pulserende psych og frække voodoo-beats.
Den canadiske duo i Nadja smider et nyt album på gaden, der er forbandet tungt, tindrende smuk og umådeligt godt skruet sammen.
På deres fjerde live-samarbejde til dato er det audiovisuelle-makkerskab mellem britiske Steven Wilson og danske Lasse Hoile stadigvæk en solid blanding af legende gå-på-mod og suveræn professionalisme.
Graveyard har stadig masser af vedkommende rockgods på hjerte, men mangel på nytænkning får samtidig karrierens tredje studiealbum til at virke forudsigeligt og disciplineret.
København, hvor fa’en var du? Der mødte ikke meget mere end 50 publikummer op, da Loppen torsdag aften havde legendariske Voivod på plakaten. Det sked bandet på og leverede en af årets suverænt bedste koncerter.
Til trods for sange om livets storhed og fald formåede Anathema på intet tidspunkt at røre en, da de mandag aften leverede en to timer lang(trukken) seance i Lille Vega.
Denne udgave af jubilæumsbrev nr. 100 hylder re-issues fra Sleep og Doom og har udelukkende gode tanker om Roadburn Festival og 30 år gamle Metallica.
Gallows anno 2012 savner den onde arrighed for at kunne leve op til tidligere live-præstationer, men de forstår stadigvæk at ryste fed, rockende hardcore ud af deres instrumenter.
Witchcraft anno 2012 kan stadig skrive fantastiske rocksange, men produktionen på deres fjerde album til dato er blottet for den musikalske sjæl, der ellers har kendetegnet deres tidligere udgivelser. Det lammer helhedsindtrykket en smule.