Lørdag aften indtog High on Fire Roadburns Main Stage for anden gang i år, hvilket medførte en omgang varm metallisk festivitas af tight-spillede numre i et smuk møde med et pokkers veloplagt publikum.
Roskilde-aktuelle Uncle Acid & the Deadbeats leverede en overordentligt medrivende koncert på Roadburn, der både var yderst velspillet og leveret langt mere professionelt, end man havde set komme.
Godflesh var inviteret tilbage til festivalen for denne gang at spille albummet ’Pure’ fra start til slut for første gang nogensinde. Det resulterede ikke alene i en af de bedste, men også den mest tidløse koncert på Roadburn i 2013.
Gendannede Dream Death leverede en sjælden europæisk optræden, der modsat torsdagens koncert med Penance havde det punch, der skulle til for at holde nakkemusklerne og luftguitaren kørende.
Det obskure og suveræne droneprojekt Gravetemple leverede amerikanske klangtoner fra guitaren, bebudende østeuropæisk helvedesvokal samt tonserskizofrent ambient lir fra down under foran et måbende og respektfuldt publikum på Main Stage.
Til trods for at det tog Cult of Luna lidt tid at finde frem til deres aggressive ambitionsniveau, så formåede de alligevel at levere en mørk og vedkommende koncert, der tilmed havde Roadburn-publikummet i sin hule hånd.
Mægtige Electric Wizard leverede en pragtkoncert, som tog røven på én ved at være overraskende tilbagelænet og løs, og samtidig mindre imødekommende, end man havde håbet på.
Musikken fejlede bestemt ikke noget, da amerikanske Penance gav deres første europæiske koncert i tyve år, men det klassiske doom-band formåede aldrig at få et udedikeret publikum med sig, og det hele forblev underligt uforløsende.
Det tog blot de autentisk rockende bluesmusikere i Endless Boogie en håndfuld lange og ensartede numre at levere en af festivalens bedste koncerter.
Roadburn Festival byder hvert år på afslappede dage med fandens tung musik. Her er fem suveræne grunde til, hvorfor det er en af verdens bedste musikfestivaller.
Roadburn-aktuelle The Cosmic Dead er et irsk navn, man skal lægge mærke til. De går nemlig i den psykedeliske rocks fodspor tungere og mere pulserende end de fleste.
Koncertaktuelle Endless Boogie har smidt deres femte studiealbum på gaden. Her trækker det hobo-lurvede band fra New York fornemmelsen for beskidte jams og svedige improvisationer endnu længere ud, end de plejer, og uha, hvor det rykker.
Det er 25 år siden, at de første gang drejede ind på deres karismatiske blandingsrute af punk, 60'er-psych og lo-fi-heavy, men på ’Vanishing Point’ fortsætter Mudhoney med at drøne ufortrødent videre. Dog ikke specielt vellykket.
Med sublim lyd samt en håndfuld fikse hyremusikere bag sig satsede Steven Wilson mere på det effektfulde frem for det personlige foran et siddende publikum i Store Vega.
Emsemble Pearl er navnet på et nyt samarbejde mellem medlemmer fra Sunn O))), Boris og japanske Ghost, og de leverer en dyster og dronet og smuk debutplade, som Dylan Carlson sandsynligvis også approberer.
Her er nogle forsinkede og begejstrede ord om en tung splitudgivelse fra Justin Broadricks nye alias, JK Flesh, og Prurient. Foretrækker man sin tunge musik mikset med dubstep og kuldegysninger, så er det en uundgåelig plade.
Det musikalsk overlegne samt en overdådig 70’er-inspireret produktion gør Steven Wilsons tredje soloalbum til en dejlig udgivelse. Så gør det ikke alverden, at sangskrivningen på pladen emmer mere af svævende studieimprovisationer end af det afklarede.
Dinosaur Jr.’s første koncert i Danmark i små fem år var både introvert og vedkommende og først og fremmest pokkers rig på det ene gode nummer efter det andet.
Sidste uges første dag sluttede i Basement, en kælder på Vesterbro, hvor fire meget forskellige danske bands blæste vinterkulden ad helvede til.
Her følger en forsinket, men evigt aktuel anmeldelse af én af sidste års mest ventede udgivelser: Colour Hazes ’She Said’. Kodeordene er trippet og smilende fantastisk.