De maskerede black metal-jazzister bød på en visuelt tilfredsstillende koncert, men først skulle mørket tage os på ordet sammen med Morild.

Hexis’ tredje fuldlængde-udgivelse er, som altid med bandets ekstremt voldsomme blanding af hardcore, black, industrial, grind, sludge, post-metal og andre ibenholtfarvede sager, en brutal oplevelse, men hov, hvad var det?

Aveilut er hebræisk og betyder sorg, og det enorme tomrum, døden efterlader sig, føles ekstremt nærværende på en overvældende, og overvældende god, plade.

Slutspilkapitalismen tages under grundig og ukærlig behandling på den maskeklædte New York-trios femte album. Og panderne inden under maskerne er lige så høje som gruppens ambitioner.

SVIN introducerer sig selv på deres syvende og hidtil mest elektroniske album. Lidt sent at præsentere sig selv, men den danske noise/jazzrock-trio er jo heller ikke kendt for at være musikalske Emma Gad-typer.

Torsdagen på Roskilde blev en forholdsvis metalfattig affære, men lyspunkterne var meget klare, og især en oplevelse blev skelsættende.

Roskilde Festivals nye scene, Platform, dannede rammen om den australske duo Divide & Dissolves charmerende og rørende woke, men delvise blindgyde af en koncert.

En sen nattetime på Pavillon burde være den ideelle setting for et band som post-industrial/noise-trioen Kollaps, men ironisk nok faldt deres koncert sammen.

Modige Gggolddd delte ud af sit inderste på Gloria med en skøn blanding af bekendelsessang, gotisk guitar og elektroniske nyrestød til følelsesapparatet.

I en bedre verden ville John Cxnnor have spillet på Orange, men Gloria dannede en perfekt ramme om en sublim oplevelse.

Endelig skete det! Avalon blev åbnet efter tre års Roskilde Festival-tørke, og publikum var tydeligvis tørstige efter det, post-punk-irerne i Fontaines D.C. kan.

Dødedans til det endegyldigt er forbi. Dommedagsaustraliere skaber kompromisløs noise og post-industrial på hjemmegjorte instrumenter.

Med en fint sammenflettet blanding af død, doom, black, sludge og hardcore, så man ved, at det er grundigt post-alting, imponerer briter på deres andet album.

Lørdagen var fra starten nådig ved Copenhell. Det trængte vi også til efter tre travle festivaldage. Solen skinnede, men det var nu ikke overvældende mange, der var nået frem til Søren Andersens koncert på Hades.

Anmelderens bange anelser blev heldigvis gjort til skamme, da Thunder var et charmerende indslag på Copenhells sidste dag.

Lifesick havde hældt kul på alle fyr, og kedlerne var brandvarme, efter at intromusikken, Eddie Noacks ’Psycho’ var gået i hak på ordene ”I killed … I killed … I killed”.

Breaking news: Anmelder på Copenhell spaltet i to efter sær fluktuation i rumtidskontinuummet.

De sympatiske nordsvenskere i Raised Fist hævede næven og uddelte høje spark på Pandæmonium torsdag nat, men trods arbejdsiver manglede forløsningen.

Hætteklædte Nyredolk gik på scenen til røg og dystert dronende intromusik. Der er ingen tvivl om, at bandet har styr på mytedannelse og performance.

Eyes gik på scenen til tonerne af Herb Alpert and the Tijuana Brass’ kitschklassiker ’The Lonely Bull’, men det var ikke den eneste frådende tyr på Gehenna onsdag aften.