Selvom Otep Shamaya er en hykler, er det ret underholdende at lytte til 'Kult45'.
Selvom Erra har succes med at skrive en række gode numre, er ’Neon’ generelt alt for poleret.
Crossfaith er langt fra lige så interessante på plade, som de er live. Hertil gaber kvintetten over alt for menge genrer på en gang, og det giver 'Ex_Machina' et rodet udtryk.
Daron Malakian and Scars on Broadway har ikke succes med at slippe ud af System of a Downs skygge.
Bury Tomorrow forsætter med at gøre hvad de er bedst til. Der er både deres force og hæmsko.
Between the Buried and Me har samlet trådene og afslutter 'Automata'-beretningen lige så stilsikkert, som de startede.
Scour beviste, at det er et band for fremtiden, men også, at der er arbejde forude – og at de mangler en bedre forsanger.
Madball var det helt rigtige band lørdag nat. Et tiltrængt energiboost, som desværre kun var for de ganske få, der lagde vejen forbi scenen, der var lige så fejldisponeret, som Madball var veloplagte.
Stone Sour måtte kæmpe med lyden på Arena og den tarvelige præmis at være booket til at tiltrække et publikum, der kunne have fået langt bedre.
53 år ingen alder. Det beviste Trent Reznor i front for Nine Inch Nails sent på Roskildes åbningsdag.
Det var alt for varmt inden for i Glorias sauna, og Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs Pigs havde ikke sangene til at fastholde publikum hele koncerten igennem.
Nine Inch Nails afslutter ep-trilogien, med en ep (eller et album?), der mest af alt minder om en individuel ide, der er kørt af sporet.
Det var en positiv overraskelse endelig at se Nothing More på Copenhell. Amerikanerne spillede en flot koncert, hvor energiniveauet på scenen dog stod i stærk kontrast til publikums.
Crossfaith ejede Pandæmonium. Publikum kom af nysgerrighed, men de blev, fordi japanerne spillede en af de bedste koncerter på dette års festival.
MØL tog et solidt jerngreb om Copenhell og sikrede den midnatsmesse, de fleste sandsynligvis havde håbet på.
Thy Art Is Murder gjorde præcis, hvad alle havde håbet på, og spillede en intens og prægtig deathcore-koncert.
Forsanger Danny Worsnop gad ikke rigtig, og det fremmødte Copenhell-publikum gad ikke rigtig akustiske numre. Det kunne være gået helt galt, men det gjorde det heldigvis ikke.
Det hele startede middelmådigt, men endte som en typisk Parkway Drive-koncert. Intenst, velspillet og underholdende.
Bullet for My Valentine søger udvikling, men fejler katastrofalt på deres 6. album. En plade, der muligvis vil give bandet nye fans, men som også skræmmer en stor del af deres nuværende væk.
Med Danny Worsnop tilbage i front siger Asking Alexandria for alvor farvel til den musikalske fortid.