Hollandske Antropomorphia er ude med andet album siden gendannelsen i 2009, og det er et udmærket dødsmetal-album, der trods en klar oldschool forankring også har lejlighedsvist groove en en smule sort stemning.
Nightbringer leverer et infernalsk lydlandskab som få.
Solbrud er modnet og leverer med andet album, 'Jærtegn', et stærkt sammenhængende og umiddelbart langtidsholdbart udspil.
Cannibal Corpse holder gang i deres karriere med den dystre og udmærkede 'A Skeletal Domain', der både har gode sange og lidt fyld.
Danske A Road To Damascus imponerer med velskrevne numre og velsmurt, international lyd, men mangler de sidste point på identitets-kontoen.
Freddy And The Phantoms placerer Danmark fornemt på kortet over de bands, der med succes genopliver start-70'erne.
Lyden er ligeså komprimeret som selvtilliden på et debutalbum, der med nysgerrighed er ventet fra et band, der indtil videre mest har imponeret.
Danske Broadway Killers leverer på debutalbummet af samme navn en festlig – om end ikke særlig original – omgang powerpoppet punk.
Endnu et tidløst, meget fint og ultrastærkt, melodisk og upoppet singer/songwriter-album fra Mike Tramp, som altså snart må høste fortjent kunstnerisk anerkendelse
Potent hård rock anført af en stærk forsanger, der sætter et tårnhøjt niveau for et rockband, der nok er drevet af traditionen, men som også viser at de vil selv og har formatet til det.
Første udspil fra Wovenwar er en befrielseskamp for fire af medlemmerne med fortid i As I Lay Dying. Det lykkes for dem at befri sig fra ex-bandets lyd, men debuten lykkes ikke med så meget andet.
De svenske vikingemetallere King of Asgard bevæger sig ind i særere og mørkere egne af metallen.
Allegaeons tredje udspil er en bouillonterning af detaljer og store armbevægelser, der både kan tages i ét eller nydes i en opløst variant.
Det aggressive, men sympatiske power violence-band Nails spillede både med musklerne og hjertet og lukkede søndag aften Pavilion af for i år med brutal manér.
Da Bl’ast! indtog Pavilion natten mellem fredag og lørdag, var man alt for fuld til overhovedet at se en bjælde. Men man kunne høre, det var fedt.
Græske Septicflesh viger ikke meget fra idéerne bag reunion-skiven 'Communion' fra 2008, og således er 'Titan' præcis som den forrige skive fra 2011 en omgang symfonisk, teatralsk dødsmetal med harmoniorkester og store kor.
Wintergarden lever fint op til sit bandnavn på debutalbummet. Der er virkeligt koldt og livløst i vinterhaven.
Mere kvalitet, mindre kvantitet - og hvordan 50 minutter kan føles som rigtig lang tid.
3rd Tsunami Agency og Nationalmuseet havde på hyggelig vis slået pjalterne sammen om en dobbeltkoncert med Essence og Electric Hellride i Palægårdens smukke omgivelser.
Armbevægelserne var ikke store, men trods en nærmest ikke-eksisterende attitude, så lod Black Book Lodge musikken tale på en måde, så man skulle være et skarn, hvis man ikke blev svært fornøjet af bandets velspillede, tunge rock.