Skærtorsdag i Pumpehuset bød på blod og black og indvarslede påsken med et brag.
Lamentari er dejligt svulstige, bombastiske og ambitiøse på deres tredje EP, men det halter med sangskrivningen.
Fra kritik under bæltestedet har Glemsel rejst sig og står triumferende på deres nyeste plades solide fundament.
Svenske Valkyrja leverede præcis den mængde black metal, de var hyret ind til, og de gjorde det endda et par timer før planlagt.
Slægt havde masser af deres vanlige rockstjerneattitude og look, da de indledte deres europaturné med releasekoncert for deres nye album torsdag i Vanløse. Men en dramatisk hændelse under koncerten overskyggede det meste.
Med 'Dread Reaver' forsøger Abbath med alle tænkelig midler at sige til omverdenen, at det her er musikken, hvis Lemmy var født i Norge.
Ole Luk arbejder sig baglæns gennem historien i fint selskab på Heltekvads debut
Dark Funeral er tilbage efter seks års tørke, og er nu klar med deres syvende plade, der nok påkalder dommedag, men ikke helt leverer.
Dette er en positiv beretning om hvordan fransk middelalder-blackmetal fik en anmelder til at sænke paraderne og glemme de instinktive fordomme. I hvert fald for en stund.
Samtiden har indhentet Zeal & Ardor og hymnerne er udskiftet med slagsange.
Tyske Vorga spiller fed, atmosfærisk og melodisk black metal på en yderst velkomponeret debutskive.
Violet Cold skuffer aldrig. Men denne gang er det lidt svært at se konceptet.
Orm afrundede med inderlig og eksplosiv bravur mesterværket ‘Ir’ af, samt mange års sammenspil med deres ven og bassist gennem mange år.
Det er svært at finde tid til kunst mellem bomber og kampvogne. Alligevel formår Palæstinas Zalaam at insistere på både black metal og arabisk visdom.
Finner blander svensk og norsk meloblack sammen til gode sange, men modet til at prøve nye veje begrænser sig til ét mærkværdigt intermezzo.
Tyske Kanonenfieber er noget så specifikt som historisk korrekt black metal, der tager livtag med 1. verdenskrig. Det gør de ret godt.
Svulstige keyboards, skamløse rollespilstemaer og bombastisk mediævalisme: Amerikanske Stormkeep søger efter bedste evne at genskabe 90'ernes symfoniske black metal og lykkes næsten med det. Men illusionen knager i fugerne.
Untamed Land leger med mange interessante genre-blandinger, og det er spændende - men i nogle sammenhænge også alt for meget.
Lotan leger latin og spiller black-metal, der er lige så spændende som sort kaffe fra en kaffeautomat.
Bestialsk black/death og usædvanligt vellykkede mellemstykker forenes med en klam og rådden produktion på mini-lp og mord og moseofringer fra jysk hedenold.