Trods manglen på død og helvede kæmpede fotografen sig igennem endnu en Copenhell. Billederne blev elsket af alt fra Arch Enemy til Steel Panther, og der er minsandten også her, et par hoppebilleder.

Endnu engang stod Steel Panther klar til at minde os om, at bagdøren stadig kan være den nemmeste vej ind. Bagstive på sidstedagen var det også lige præcis denne slags lumre metalshow, folket havde brug for.

Helloween og Copenhell-publikummet havde en kæmpe fest i selskab med de allermest klassiske sange fra bandets bagkatalog, hvor vokalen endda blev udført med dem, der sang numrene på pladerne i sin tid.

Med et nyt album i bagagen vendte Ghost tilbage til Danmark med et show, der emmede af gentagelse, men som ikke desto mindre var veludført og utrolig medrivende.

Troldspejlet længe leve! Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester leverede en legendarisk koncert, hvor nostalgien, nørderierne og fællesskabsånden var på sit højeste.

Copenhells andet uofficielle hovednavn er det, du bliver mest træt af at være gået glip af, når du hører vennerne snakke om det. 

 Det kan godt være, at det stadig kun var morgen for en del af publikum, sådan en tidlig fredag eftermiddag, men gang i pitten kom der nu til Exodus' show på Copenhell

Ozzy Osbourne fik sagt farvel på Copenhell, og dét med æren i behold. En levende legende levede op til sit navn og status.

Fem år efter deres sublime koncert på Copenhell var Alice in Chains tilbage. Og de både matchede og toppede den optræden med et show, der bør gå over i historien som en af Copenhells bedste koncerter nogensinde.

Efter otte år var Deftones tilbage på Copenhells hovedscene, stærkere end nogensinde før og med 18-årsfødselsdagen for deres legendariske album ‘White Pony’ i rygsækken.

Uengageret optræden fra Avenged Sevenfold, hvor leadguitarist Brian Elwin Haner Jr. stjal billedet foran en træt og ligegyldig forsanger, der sparede både stemme og energi.

Som debuterende hovednavn klarede finske Nightwish sig absolut til bestået. Men har man set bandet før med bedre lyd og mere engagement, var helhedsindtrykket let skuffende.

Det hele startede middelmådigt, men endte som en typisk Parkway Drive-koncert. Intenst, velspillet og underholdende.

Der er heldigvis masser at være sur over på Copenhell: fra Trump over ølpriser til forkert metal. Og så er der den stadfæstet rigtige metal, som veteranerne står for.

Til trods for det lidt tynde aftenprogram om fredagen var der dog adskillige highlights at komme efter. Candlemass og Batushka indtager den sikre tete, og vor udsendte medarbejders fravær til Slægt begrædes.

Uden decideret at fejle ramte Europe ved siden af og scorede først den store gevinst fra publikum til allersidst.

Når svenskerne er på toppen, er de stort set urørlige. Og således åbnede hovedscenens porte sig majestætisk med et misundelsesværdigt niveau af dødstons i pitten

Slayer var årets sidste band på Copenhells hovedscene. Med god grund! Thrashikonerne knuste festivalens øvrige navne i suveræn stil.

Årets eneste danske band på Copenhells hovedscene var Hatesphere, der med en times hårdtslående heavy i regnen beviste, at de absolut havde format til høvle igennem på de store brædder.

Der havde været usikkerhed om Five Finger Death Punch i dagene op til Copenhell, men fredag aften kvaste de alle bekymringer og gav et brag af en koncert.