Uengageret optræden fra Avenged Sevenfold, hvor leadguitarist Brian Elwin Haner Jr. stjal billedet foran en træt og ligegyldig forsanger, der sparede både stemme og energi.
Som debuterende hovednavn klarede finske Nightwish sig absolut til bestået. Men har man set bandet før med bedre lyd og mere engagement, var helhedsindtrykket let skuffende.
Det hele startede middelmådigt, men endte som en typisk Parkway Drive-koncert. Intenst, velspillet og underholdende.
Der er heldigvis masser at være sur over på Copenhell: fra Trump over ølpriser til forkert metal. Og så er der den stadfæstet rigtige metal, som veteranerne står for.
Til trods for det lidt tynde aftenprogram om fredagen var der dog adskillige highlights at komme efter. Candlemass og Batushka indtager den sikre tete, og vor udsendte medarbejders fravær til Slægt begrædes.
Uden decideret at fejle ramte Europe ved siden af og scorede først den store gevinst fra publikum til allersidst.
Når svenskerne er på toppen, er de stort set urørlige. Og således åbnede hovedscenens porte sig majestætisk med et misundelsesværdigt niveau af dødstons i pitten
Slayer var årets sidste band på Copenhells hovedscene. Med god grund! Thrashikonerne knuste festivalens øvrige navne i suveræn stil.
Årets eneste danske band på Copenhells hovedscene var Hatesphere, der med en times hårdtslående heavy i regnen beviste, at de absolut havde format til høvle igennem på de store brædder.
Der havde været usikkerhed om Five Finger Death Punch i dagene op til Copenhell, men fredag aften kvaste de alle bekymringer og gav et brag af en koncert.
Amerikanske Alter Bridge kom aldrig ud over scenekanten og gav en kedelig og anonym koncert på Copenhell. De blev kun lige reddet af de to ekstranumre.
Airbourne gav en udmærket koncert, der blev til en regulær fadølsfest. Det er dog umuligt at abstrahere fra den åbenlyse parodi, deres musik i virkeligheden er.
Indholdet, rammerne og publikum var der. Alligevel toppede System of a Down kun få steder i deres halvanden time lange koncert, der mest af alt var præget af for meget rutine, der virkede som en spændetrøje for bandet.
Der blev knyttet næver og råbt protester og paroler, da Prophets of Rage indtog Helviti-scenen tidligt torsdag aften. Men revolutionen udeblev.
Der findes næppe nogen mere oplagt måde at slutte tre dages metalfest af med end Slayer. Men inden det når så vidt, er der både fællessang til Europe, prog, black og en række spændende bands, som vi guider dig til.
Andendagen på Copenhell står i metalfornyelsens navn med Five Finger Death Punch, Alter Bridge og The Dillinger Escape Plans sidste koncert på dansk jord. Men festivalen har også fundet et par solide kultnavne frem.
Der er lagt op til lange shorts, når tre fjerdedele af Rage Against the Machine og et gendannet System of a Down tegner torsdagen på Copenhell. De fik endagsbilletterne udsolgt, men der er masser af andet at komme efter på festivalens førstedag.
Melodødgiganterne In Flames er i år tilbage på Copenhell-plakaten. Læs her Anders Fridén og Björn Gelottes tanker omkring festivaler generelt og Copenhell specifikt.
Devilutions hyperaktive fotograf fik dette år taget omtrent tusinde dusin billeder. Her er et længere udpluk af hans egne favoritter.
Rival Sons var kompetente som musikere, men det var den fænomenale vokalist, der reddede æren for bandet, der føltes som det gode rockband, der gør alting lige efter bogen, men alligevel har svært ved at skabe noget mindeværdigt