Nogle timer før Opeth gav sit show på Copenhell 2011 blev Devilution inviteret fra den silende regn og ind i bandets nightliner til en snak med guitarist Fredrik Åkesson.
Copenhell 2011 bød på flere kloge ord. Her en Top 5 over nogle af de bedste.
Protest the Hero var sådan set underholdende nok, men musikken druknede på en alt for stor scene.
KoRn har været for nedadgående i mange år, men beviste med sin optræden på Copenhell at det lysner for pionærbandet fra 90'erne.
Lørdagen bød på regn, ild og mere fest samt masser af fed musik, hvor Morbid Angel måske skulle have taget tamme Gwars plads som afsluttere.
Endelig kom den fredag i juni, hvor Copenhell skulle levere den svære toer ovenpå sidste års varme modtagelse fra publikum og presse.
Anvils ufrivilligt komiske show med lige dele ligegyldig musik og dildoshow kan man ikke andet end trække på smilebåndene over.
De var bestemt ikke det hårdeste band på festivallen, men der er nu alligevel en fin, melodisk finesse i Bullet for My Valentines guitarriffs.
Judas Priest sikrede sig en velfortjent skrift på gravstenen med solide præstationer på Copenhell 2011.
Kostumeshowet Gwar spillede en ligegyldig koncert og gik under i et væld af ligegyldige platte gentagelser – og blod!
Artillery havde måske Copenhells værste arbejdsopgave, men gik så absolut frisk til sagen.
Af samtlige navne der spillede koncerter på Helvíti-scenen under årets Copenhell, leverede Mayhem den sorteste af slagsen - desværre mens det endnu var lyst.
Medlemmerne i Artillery havde ellers lige stemplet ud og gjort klar til weekend, da de blev hevet op af sofaerne og rykket ind på Copenhells største scene.
Opeth spillede en fantastisk sætliste, der dog forståeligt nok aldrig formåede at få revet publikum med.
Den ellers så veloplagte Danko Jones fik ikke rystet betonen i grundvoldene på Refshaleøen, men slap hæderligt fra forsøget.
Suicidal Tendencies leverede årets festligste koncert på Copenhell.
Mnemic åbnede med en stormplaget lyd, lørdag den store scene foran et tømmermændsplaget publikum.
Det var et uhyre præcist og veloplagt Hatebreed der spillede op - en af festivalens bedste koncerter.
The Dillinger Escape Plan satte et musikalsk værdigt punktum for Copenhell, selv om man i festlighedens navn nok kunne have ønsket et mere klassisk navn
Deftones osede af energi og spilleglæde, da de spillede for et begejstret Copenhell-publikum.