Copenhell '21: Fra '20 til '21
Populær
Copenhell forkæler os i 2021 med en ordentlig slat ombookinger fra det line-up, vi ellers havde i vente i næste uge. Og så får vi et par ekstra punkede indslag oveni hatten.
For knap en måned siden løftede Copenhell sløret for de første seks navne til næste års line-up. Alle navne, vi også oprindeligt havde i vente denne sommer sammesteds. Det samme gør sig gældende for 16 af dagens 19 offentliggørelser, der alle skulle have gæstet Refshaleøen i næste uge, heriblandt større navne som Emperor og Opeth.
Der er dog også tre nye tilføjelser til programmet, så vil du have et overblik over, hvad Copenhell 2021 indtil videre har i ærmet, får du det her.
Emperor:
Endelig!
Et brændende publikumsønske går alligevel i opfyldelse med et af black metal-genrens allerstørste navne på plakaten.
Emperor eksisterede egentlig kun i ti år imellem 1991 til 2001, men årtiet var mere end rigeligt for bandet til at skrive sig ind i musikhistorien med både musikalske milepæle, mord og kirkebrande. Nordmændene har ikke indspillet ny musik siden opløsningen, men har alligevel givet utallige koncerter over hele kloden – på især festivaler – i løbet af de sidste 14 år.
Bare aldrig i Danmark.
Til næste sommer sker det så, når Emperor på Copenhell debuterer på dansk grund og formentligt fremfører hele 1997-mesterværket ’Anthems to the Welkin at Dusk’. De norske ikoner har fast haft pladen på sætlisten siden 2017, og koncerten på Summer Breeze Festival i 2019 var ingen undtagelse. Devilutions Jacobh Hansen overværede showet og var godt begejstret. ”Det er svært at forestille sig, at Emperor anno 1997 kunne have lydt bedre end det, vi her var vidne til,” lød det i anmeldelsen af de norske giganter. Alternativt fremfører Emperor et 30-års jubilæumsshow, hvor de trakterer publikum på Refshaleøen med sange fra hele karrieren, nu hvor 2020-planerne gik i vasken og vi først ser dem i Danmark i 2021. Præcis 30 år efter bandet blev dannet i Notodden, lidt vest for Oslo.
Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Læs vores seneste Metaldiktator her.
Opeth:
Sidste efterår spillede Opeth på Det Kongelige Teater, men i 2021 er de tilbage i omgivelser, der trods alt nok passer dem bedre på Copenhell. Trods alt: For Opeth er gået gennem en imponerende udvikling, siden de var svensk dødsmetalband til i dag, hvor de er et af de største navne i progmetal.
Opeth har tidligere spillet på Copenhell i 2011 og 2017.
Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Læs vores seneste interview her.
Death to All:
Death to All er en hyldest til dødsmetallens gudfader, Chuck Schuldiner, der dannede bandet Death og var med til at forme lyden fra Florida i halvfemserne. Death er set af mange som et af de vigtigste bands i dødsmetallen og Chuck Schuldiner var netop en pionér, der udviklede lyden i den progressive retning. Schuldiner døde i 2001 efter et forløb med kræft i hjernen. I 2012 blev ‘Death to All’ dannet som hyldest til Chuck Schuldiner, og den gruppe af tidligere medlemmer af Death kom forbi Danmark i 2013, da de spillede på Voxhall i Aarhus, og igen i 2015, da de gæstede Amager Bio. Tredje besøg bliver så på Copenhell.
Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Læs vores seneste Metaldiktator her.
Turbonegro:
Sommeren 2015. Foran Hades står to frådende menneskemængder presset ud mod siderne, mens de brølende og larmende gør klar til at tonse mod hinanden. En overtatoveret og overvægtig type i alt for korte denimshorts og en satantåbelig ansigtsmaling, der ligner noget lavet af Bonald inde fra Grøn Stue, tiltaler masserne på engelsk med sin skarpeste tyske accent.
– Now, when I say “go”, you get out your flick knives and run towards each other and start cutting each other up. Yes?
Bandet bryder ud i 'I Got Erection', og festivalpladsen bliver et inferno af grin, gråd og tåbeligheder.
Næste sommer er det seks år siden, norske Turbonegro sidst gæstede Copenhell med deres dumme, dåske og vanvittigt gennemførte garagepunk'n'roll, udført med pikken i bund og fart på den stjålne knallert. Vi glæder os allerede til at råbe med på medrivende idioti som 'All My Friends Are Dead', 'Blow Me (Like the Wind)' og 'City of Satan' fra Bergen-Belsens allerbedste punkrøve.
Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Gloryhammer:
Der er lagt op til en af festivalens store fadølsfester, når power metal-gruppen Gloryhammer lægger vejen forbi. Selv kalder de ganske vist deres musik for ”interdimensional space metal”, men kender man bandets grundlægger Christopher Bowes og dennes andet band, den skotske piratmetalgruppe Alestorm, ved man, at det hele skal tages med et gran salt.
Det er næppe mådehold, der kan siges at kendetegne Gloryhammers overgjorte og tegneserieagtige science fiction-univers, hvor guitarriff går hånd i hånd med pompøse keyboards og lys skønsang, og hvor medlemmerne går under aliasser som Zargothrax, Dark Emperor of Dundee og Ralathor, the Mysterious Submarine Commander of Cowdenbeath. Så find lyssværdet og den store fadølshammer frem og kæmp til døden – eller overgiv dig til den intergalaktiske power metal med det samme.
Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Destruction:
Kreator har været her, Sodom har været her. Begge har sejret, og nu er det så Destructions tur til at bevise den teutoniske thrashs værd på Copenhell. 14 albums er det blevet til, siden de blev grundlagt tilbage i 1982, og på trods af mange udskiftninger gennem årene er det fortsat grundstammen af guitarist Mike Sifringer og bassisten Schmier i front, der som de bærende kræfter holder Desctruction-lyden intakt. Albumtitler som 'Infernal Overkil', 'Inventor of Evil' og 'Spiritual Genocide' er ganske sigende for, hvad Copenhell-publikummet har i vente. Tysk tonserthrash af den gamle skole og tekster om død og helvede leveret med hidsig bjæffen fra Schmier i læder og nitter fra top til tå, gerne med en bajer med hånden, så han selv kan være med i festen.
Efter de spillede Pumpehuset op med Artillery i 2015 forudsagde vores anmelder, ”... at bandet vel spillede sig på podiet til næste sommers Copenhell?” Der skulle desværre gå yderligere seks år, men bedre sent end aldrig, så trænger du til en solid gang thrash, som den blev skåret, dengang far var vild, så kører Destruction stadig stilen, og vi garanterer en fest af den mere våde slags, når de næste år for første gang slår vejen forbi Refshaleøen.
Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Raised Fist:
Troede du, at Refused kom fra langt oppe i Sverige, hvor der ikke var andet at lave i starten af 90’erne end at være bleg og sur og spille vred hardcore om ikke at spise dyr eller drikke øl? 270 kilometer nord for Umeå med den bugnende hardcore-scene begyndte Raised Fist i 1993 i Luleå tæt på den finske grænse.
Siden da har bandet holdt fanen højt for den metalliske straight edge hardcore med en samling solide anthems, der nok skal forvandle festivalpladsen til én stor hoppeborg, hvis ikke P.O.D. har gjort det.
Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Dog Eat Dog:
Hvad sker der, hvis man i starten af halvfemserne blander hardcore, punk og rap? Når smeltediglen befinder sig i New Jersey, USA, så bliver det til Dog Eat Dog. Bandet blev verdensberømte med ‘All Boro Kings’, der udkom i 1994 på Roadrunner og havde sangene ‘No Fronts’ og ‘Who’s the King’, der blev relativt store hits. Med el-guitar, saxofon og rap fandt de deres helt egen lyd, der dog også blev akilleshælen, for interessen holdt ikke ved. Trods en nogenlunde modtagelse af deres ‘Play Games’-plade i 1996 begyndte det at gå ned af bakke og bandet gik i opløsning efter ‘Amped’-pladen fra 1999. De blev dog gendannet nogle år senere og har været på turné i 10’erne, der bl.a. bragte dem forbi Amager Bio i 2014 og Vega i 2017. Nu skal saxofonen og halvfemsermusikken op på Copenhell.
Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Læs vores seneste interview her.
Sacred Reich:
Et af de amerikanske thrash-bands fra firserne, der aldrig rigtig fik samme momentum som deres landsmænd på vestkysten. Udover at være sådan lidt undergrund i en ellers stor genre, har de i en periode haft Dave McClain med på trommer i starten af halvfemserne. Han smuttede dog fra bandet, da Machine Head fik brug for én til at varme kedlerne efter Chris Kontos’ afgang. McClain er nu tilbage i Sacred Reich, og han var med på ‘Awakening’-pladen fra 2019. Vi har set dem på både Sweden Rock og Wacken Open Air, og i 2021 giver Sacred Reich således deres første festivalshow i Danmark på Copenhell.
Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Læs vores seneste interview her.
Soen:
Taler man om prog og Sverige, falder tankerne ofte hen på Opeth. Det er dog efterhånden 14 år siden, Martin Lopez forlod trommestolen efter ‘Ghost Reveries’ og søgte nye græsgange. Soen så sidenhen dagens lys, og mange sammenlignede dem på debuten, af oplagte årsager, med Tool, ikke mindst qua Joel Ekelöfs indfølte patos og de lettere snørklede rundgange.
En inspiration, der fortsat er tydelig på sidste års ‘Lotus’, men hvor Ekelöf er trådt klarere i karakter. Vi snakker prog med følelserne uden på tøjet, med undtagelsesvise mere instrumentale forløb, men Ekelöf er stadig så absolut frontfiguren, der interagerer med publikum og får musikken til at bevæge sig under huden. Er du klar til et afbræk fra staccato-riffs og hidsige brøl, så er Soen en smuk, følelsesladet afveksling fra Copenhells øvrige udbud, og den slags stunder kan vi kun støtte op om, mens du måske stadig ømmer dig fra den sidste moshpit.
Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
LOK:
Som om bookingen af Dog Eat Dog ikke var nok, graver Copenhell lige endnu engang ned vores kollektive 90'er-minder og river endnu et rapmetal-band frem. Svenske Lok slog hul ud til den brede metalbefolkning med andenpladen 'Naken, Blästrad och Skitsur' i 1999, hvor bl.a. singlen 'Lok Står När De Andra Faller' blev skrål-med-hymne for den generation af MTV-seere, der oplevede Headbanger's Balls sidste krampetrækninger og Superocks få leveår.
Opfølgeren 'Sunk 500' holdt niveau og kastede endnu et par hits af sig, inden bandets kortlivede karriere nåede enden i 2002. Efter et par af bandmedlemmerne har holdt formen ved lige i det mere melodiske Lillasyster, blev Lok gendannet i 2019 og gør klar til at nedkalde 'Lokpest' over os med viser om 'Stänkskärmar och Sprit' og 'Staden Göteborg'. Vi glæder os!
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Knocked Loose:
Så bliver det for alvor farligt. Glemt alt om at stå med armene over kors og være black metal-tvær til Emperor, her er en reel mulighed for, at du kommer til skade. Det er især ansigtet, der skal beskyttes, for Knocked Loose indbyder i den grad til højt løftede albuer og sågar fodsåler i tandhøjde.
Der står metalcore på genrekortet, men her skal man ikke lade sig afskrække. Vi er i den grad i den hardcore-tunge ende af skalaen tilsat masser af punk-attitude. Knocked Loose stjal alles opmærksomhed, da de udgav debut-ep'en 'Pop Culture' (2014), og har sidenhen været at regne som et af næste generations helt store metalcorehåb. Siden da er det blevet til to potente og testosteronpumpende fuldlængde-udgivelser, hvor især sidste års ‘A Different Shade of Blue’ kanoniserede kvintetten op i liga blandt de helt store.
Stil din fadøl på vej til pitten, ifør dig tandbeskytter og bed din ven/veninde hente samaritterne, det er umuligt ikke at lade sig rive med og et helt klart must see, hvis du er til intense koncertoplevelser.
Thundermother:
I et årti har det svenske firkløver standhaftigt holdt fast i rockens klassiske udtryk. Melodiske omkvæd, pumpede rockrytmer og svingende guitarsoli. Mere radiovenligt end radioaktivt. Kvartettens kompositioner læner sig op ad AC/DC’s potente musikkatalog fra 1970’erne, men svenskerne følger formlen for klassisk hard rock til dørs på nutidens mere pæne facon end med den fandenivoldskhed, inspirationskilderne besad. Sådan er Thundermother mere råhygge end rebelske, men de fire svenskere serverede nu stadig en stabil fest under deres seneste danske visit på Beta tilbage i efteråret. Mon ikke de bringer samme gejst med sig på Copenhell, hvor eftermiddagens solskin, fællesskab og fadøl sikkert nok skal bidrage til at gøre oplevelsen ekstra indbydende.
Læs vores seneste interview her.
P.O.D.:
Boom!
Der bliver hoppeborg på pladsen, når de kristne nu metallere tager deres største hits med til Copenhell. Godt nok var vores nu metal connaisseur ikke voldsomt begejstret for deres seneste plade 'Circles' , men det spiller ikke den store rolle, når man har hits som ‘Alive’ og ‘Youth of the Nation’ med sig. Du kan sagtens lade, som om du er for fin på den til at huske dem, men vi ved, at du rockede med, når de kom op på Boogie Listen. Og vi ved, at du lige skal forbi og høre dem igen.
Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Witchcraft:
Mange forbinder Sverige med retrorock i ruskindsjakker med frynser på ærmerne, og det skyldes i høj grad Witchcraft – der i øvrigt blev båret frem af Phil Anselmos varme anbefalinger i sin tid. Lyden bliver varm, guitarerne bliver fuzzede, og øjnene lukkes, når vokalharmonier og fine melodier begraver dig i den fede 70’er-rock, som din mor elskede den uden at turde sige det til din far.
På Copenhell kommer frontmand Magnus Pelander med det, man kan kalde for Witchcraft mk3, efter at han i 2017 for anden gang relancerede bandet med helt nye medlemmer (første gang var i 2012). Vi glæder os til at høre, hvordan dét lyder.
Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Hällas:
I nogenlunde samme boldgade befinder Hällas sig. I november sidste år spillede de i Pumpehuset sammen med Kadavar, og her viste de, at retrorocken godt kan klare et solidt skud NWOBHM – ligesom i øvrigt landsmændene i Horisont har demonstreret det. Så husk lige at have nogle nitter klar til den ruskindsjakke, OK?
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Vreid:
Nuvel, vi var ikke helt begejstrede, da vi så Vreid på Aalborg Metal Festival i 2018, men nogle måneder forinden havde nordmændene vist klase på den tyske festival Summer Breeze. Nu er det Copenhells tur, og selvom gruppens black’n’roll slægter Satyricon på, titter den klassiske black metal stadig frem i bandets lydbillede. Læg hertil, at medlemmerne alle har spillet i Windir, som for femten år siden gik i opløsning, efter forsangeren Terje Bakken omkom i en snestorm, og vi har et rutineret band, der kender deres genre.
Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
High Command:
Savnede du thrash på sidste års Copenhell? Well, så burde du få dækket nogle af dine behov her, for her kommer de lovende High Command stormende fra Worcester, Massachusetts. Som så mange andre New England-bands føjer gruppen en ordentlig dosis hardcore til deres musik, så crossoverblandingen er ekstra kværnende og pumpende.
Foruden en ep har High Command blot ét album ude, den nyligt udgivne ’Beyond the Wall of Desolation’, der udkom på Southern Lord Recordings, højborgen for nyere crossover som All Pigs Must Die, Nails og Power Trip. Og sammenligningen med sidstnævnte ligger lige for, for High Command lyder langt hen ad vejen som et Power Trip, der elsker at holde sig i midttempo.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Nerved:
Efter ti års pladetavshed vendte Nerved og Marcus Hanser tilbage i 2018 med en ny besætning, bestående bl.a. af tidligere musikere for så, i metallens verden, atypiske navne som Max Martin, Eagle-Eye Cherry og Eskobar. Den resulterende plade, 'Leave It All Behind' er metallisk i ånden, men samtidig ultramelodisk og med rigelige inspirationer fra pop, disco og electronica. Det virker ikke urimeligt at drage paralleller til bands som Evanescence og landsmændene fra Amaranthe.
Nerved bliver storladent og lyttevenligt med et tydeligt svensk aftryk på den musikalske profil, som burde kunne fange fans af alt fra MGP til Sabaton.