Blues Pills injicerede Copenhell med en tiltrængt ladning potent hard rock, som viste sig at være den helt rigtige kur lørdag nat.
Hverken Copenhell eller publikum bed meget mærke i det scoop, Saint Vitus præsenterede, da de torsdag aften for første gang i tyve år indtog scenen med den oprindelige forsanger, Scott Reagers, ved mikrofonen. Bandet derimod, de bed fra sig!
Med Raunchy eskalerede festen på Copenhell, og bandets dansable musik fik den store crowd ved Pandæmonium-scenen til at kridte danskeskoene og tænde godt op under ølkoret.
Red Warszawa satte et eftertrykkeligt punktum for dette års Copenhell på Pandæmonium med en times rablende og herligt ubehjælpsom heavy. Eller "polsk punk", som de jo selv kalder det.
Med list og atmosfærisk black metal forførte Solbrud publikum fredag aften i mørket og sørgede for, at Pandæmonium-scenen levede op til sit navn.
The Psyke Project har afholdt vildere koncerter end den på Copenhell. Alligevel var det et sprudlende band, der lukkede onsdagen af med musikalsk vanvid.
Mens armbåndskøen på stadig var lang udenfor, åbnede Fossils for et støj-inferno, man skulle tro kom fra flere musikere end det to mand høje band.
Belgiske Amenra leverede en koncert, der var lige så medrivende som at se en gletsjer smelte.
Toxic Holocausts spiller thrash, der har travlt, men derfor behøvede showet nu ikke gå i gang, næsten tyve minutter før al information på tryk eller web fortalte, at det skulle starte. Det var synd, for det var et stærkt og energisk show, som flere burde have overværet.
Den danske dødsmetalsupergruppe viste flotte takter, men fik aldrig tilstrækkelig luft under vingerne
Armbevægelserne var ikke store, men trods en nærmest ikke-eksisterende attitude, så lod Black Book Lodge musikken tale på en måde, så man skulle være et skarn, hvis man ikke blev svært fornøjet af bandets velspillede, tunge rock.
Trap Them leverede en god koncert, som mange havde set frem til, og fik endda nogle blandt publikum til at genoverveje seneste udspils kvaliteter
Dawn Of Demise leverede en overlegen opvisning i stramt eksekveret dødsmetal på Copenhells sidste dag
Thy Art Is Murder kæmpede bravt og entusiastisk for at overbevise, men forblev en lettere kedsommelig og svært definerbar omgang smadder
Der var ikke det helt store fremmøde til Evras koncert på Copenhell, hvilket måske var til bandets bedste.
Heidra udfyldte ikke deres potentiale på Copenhell, hvor de leverede en lidt usikker optræden.
Dødslegenderne leverede en fantastisk koncert, men rammen var ikke den rigtige.
Aphyxion er ovre konfirmationsalderen og ved at finde deres plads på hylden.
Taake er kendt for at hylde vreden, smerten, det uforsonlige og det ubehagelige. Det er blevet en stilart, der afdæmpet blev fremført sent torsdag aften.
The Hell er et fremadstormende band, som var så skrækkeligt et bekendtskab på Copenhell, at det bør stoppes.
