IAmFire har på ganske kort tid fået vind i sejlene. Musikken berettiger det, men der mangler lige det sidste live.
Det var fredag d. 13 og fuldmånen stod højt over Copenhell. Med Redwood Hills betagende visuelle udtryk og den effektfulde lydmur var bandet som en pacemaker for et depressionstungt hjerte.
Det var med lethed, at Of Mice & Men dirigerede det talrige publikum, der åd bandets spilleglæde råt og forgabte sig i festen.
Onsdag aften, kort efter det absolutte hovednavn, gjorde Helhorse det logisk set eneste rigtige: Nemlig at spille noget nær deres livs koncert.
Dagen før Grave spillede regndans-koncert på Copenhell, fik vi en snak i solen over en bajer med bandets mangeårige frontmand Ola Lindgren om Grave, svensk dødsmetal og Olas syn på egne guitar- og vokalevner
Denne uges Top 5 dedikeres til publikum på dette års Copenhell, men i særdeleshed til FÖRHELVEDE om torsdagen, som gjorde det til den uden sammenligning bedste koncert i min tid med HateSphere.
Canadiske Cancer Bats spillede et kort, men energisk sæt, der i den grad sprudlede af spilleglæde og -evne.
Den danske thrashscene har med Essence i spidsen fået et solidt spark frem i spotlyset, og drengene fra Nordjylland udnyttede momentet på Copenhell.
HateSphere vandt over regntruslerne og festede med et energisk publikum.
Der var masser af "signatur-moves" fra medlemmerne af Scarred by Beauty i et glimrende show på Pandæmonium; hvor det nogle gange har virket koreograferet, var det blot herligt energisk her.
Rigtig mange så et veloplagt By the Patient åbne fredagen på Copenhell, men flere kunne have været med, havde det ikke været for kø til at få armbånd på samt tjek for drikkevarer m.m. ved indgangen.
Melodisk black metal fra Ungarn i form af bandet med navn som – men ikke direkte efter – den danske ø Bornholm viste sig at være glimrende, lørdag efter regnvejret.
Grave har altid været et hårdtarbejdende band, og under den store regnskylle sled bandet sig frem til en sand dødsmetallisk arbejdssejr.
Metalcore med mange andre inspirationer gjorde, at selv de mest kræsne fandt ørelækkerier i Purified in Bloods sæt på Copenhell.
Malrun kastede sig hovedkulds og overbevisende ud i en regulær magtdemonstration, der absolut ikke passede til scenestørrelse og spilletidspunkt.
Thrash metal og happy hour i baren lørdag klokken nærmest morgen virker som et fornuftigt grundlag for en tradition, og med Impalers fik folk rystet garnet og dumpet tømmermændene.
Deus Otiosus vandt sig tjansen på Copenhell og viste med god grund, hvorfor de var konkurrencens rette sejrherrer.
Torsdagens tredje band havde lagt makeuppen og sat håret højt i et show, som imponerede langt de fleste.
Åbningsbandet til Förhelvede har nået meget på en toårig eksistens; at stå på Pandæmonium-scenen på Copenhell var tydeligvis noget, Fall of Pantheon nød og var stolte af.
På en festival, der hovedsageligt fremhæver det melodiøse og festlige, var franske Celeste og deres blanding af sludge, black og postmetal et tiltrængt musikalsk indadvendt intermezzo på Copenhell.