Bas- og trommeduoen Bell Witch havde fået bedre plads til al deres lyd end forrige år, og deres kosmiske doom var en smuk afslutning på HDDT.
De finske bølledoomere levede i hvert fald op til deres navn ved at være hætteklædte og lidt irriterende. Det er så også det bedste, der er at sige om dem.
En undskyldning for at drikke bajere og spille musik. Måske. Men samtidig også maleriske fortællinger om alt fra motorcykelbøller til Stonehenge.
Göteborg har andet og mere end dødsmetal at byde på – det er Night Viper et udmærket bevis på.
Abysmal Grief tog med deres særlige horror metal publikum med på en rejse til mørket i det hinside, hvor alt gik op i en højere enhed.
Ægte rock'n'roll er langt fra død. Og hvis det er op til Horisont, lader den ikke til at være klar til at blive lagt i graven i den nærmeste fremtid. Gud ske tak og lov for det!
Mantar var 100% parate til at vælte Dødsmaskinen, hvilket de også gjorde i den første halve time. Men i længden sev energien ud af den tysk/tyrkiske duo.
Sludge-rødderne i europadebuterende canadiske Hoopsnake gav en af de mest forudsigelige, men også øredøvende og herlige koncerter på sidstedagen af den sidste Heavy Days in Doom Town.
En halv flaske Jack Daniel's, smøger og underholdende anekdoter. King Dude gav den gas på scenen, men musik var der ikke så meget af fra den stangvisne solomusiker.
Gode riffs med kongepondus resulterede på paradoksalt vis i en noget anonym koncert med Acid King.
Chilenske Capilla Ardiente medbragte karisma, helteattitude og episk doom i en fin aftapning til deres danske debutkoncert.
Tidlig fredag aften leverede Acid Witch en koncert, der var lige så fattig på god musik, som den var rig på påtaget undergrundsdedikation og langtrukne ligegyldigheder.
Amerikanske Castle startede en længere turné i Europa ved at lukke førstedagen på Heavy Days in Doomtown med en omgang solidt spillet heavy metal.
Svenske veteraner bragte et anderledes progressivt take på doom metal med sig og leverede torsdag under åbningsaftenen en af festivalens klart bedre koncerter.
Tyske Mirror of Deception har været i gang knap 25 år, men er stadig relativt ukendte. Efter lørdagens præstation forstår man det egentlig godt.
Med hovednerve fra 'The Shape of Punk to Come' tilsat lidt gammelt, lidt nyt samt lidt Slayer gav svenske Refused publikum fuld valuta for pengene i et udsolgt Pumpehuset den sidste onsdag i april.
Pumpehuset var indhyllet i sumeriske black-thrashede toner lørdag aften, hvor Melechesh slog vejen forbi sammen med norske Keep of Kalessin, der dog skuffede fælt med et lydmæssigt mærkværdigt show.
Profetus leverede stillestående funeral doom sent lørdag i Dødsmaskinen. Fire slow motion-sange på en time. Men der manglede bund i lyden, og det var umuligt at leve sig ind i den stillestående seance midt i midnatsbrandertsummende Dødsmaskinen.
Den kvindelige italienske kvintet fumlede sig frem til ægte horror med fejl, der fik det hele til at fremstå mere urovækkende.
Dizzy Mizz Lizzy spillede suverænt sammen i Forum. Og trioen er netop klart bedst, når de rocker hårdt igennem og folder sig ud i fri leg, end når de ømme hits skal serveres på obligatorisk vis.