Pladeanmeldelser
De hollandske metal-pionerer i Picture er endnu ikke helt rustne. ’Wings’ er bundsolid gammelmandsmetal uden at flyve op på de højeste tinder.
Killswitch Engages ottende studieplade genbruger mange af bandets egne succesformler, men halter, hvad angår både nytænkning og sangskrivning.
Der er få over Jared Gomes, men til gengæld lader det til, at der har været en hel del under. Den amerikanske flab og hans husorkester (Hed) P.E. er tilbage, og det er altid en fornøjelse. Også selvom ’Stampede’ er en halvsvag udgivelse.
Selvom Destruction mener, de er født til at forgå på deres 14. studieplade, er det noget nær det stik modsatte, der er tilfældet. Tysk thrash, når det er bedst!
Mindmares debutalbum har været længe undervejs. Til gengæld er det gennemarbejdet og viser flere gode takter i processen fra klassisk melodød til personlig Mindmare-død.
Det er Sabaton-tid, og det er tid til strid. Vi diskuterer Sabatons nyeste album med Blastbeasts fineste. Vi introducerer: 'Dragejæger-debat'!
Da Northlane albumdebuterede, spillede de progressiv djent. Nu spiller de nu-metal. Det er de til gengæld ret dygtige til.
Koncertaktuelle Inter Arma, der gæster København til november, har leveret et ambitiøst og komplekst værk, der kræver lytterens fulde opmærksomhed.
Er fint nok godt nok for Slipknot? ’We Are Not Your Kind’ er endnu et album, som vil være glemt, når turnécyklussen er overstået. Det har sine højdepunkter, men der er ikke mange af dem.
Danmarks ældste black metal-band viser storform på ep-appetitvækker forud for kommende album.
At høre Victims får på samme tid én til at føle sig som et bedre menneske, og verden til at føles som et værre sted. Det er basalt og trygt som comfort food.
Metallen har fået en heltinde uden for metal. ’Caligula’ er et eksistentielt jordskælv med smerten som epicenter, men også som katalysator for en katarsisk råstyrke.
Spanske Wormed leverer slagkraftig og kontant tech-død, der sjældent forfalder til navlepilleri og selvfede jazz-eventyr.
Deathcore-bannerførerne fra Australien er tilbage med en solid plade, der endda byder på overraskelser.
Serbiske The Trigger debuterer på engelsk med en ganske fornuftig omgang Balkan-metal.
Krzysztof Drabikowskis Batushka-album lyder på mange måder som den naturlige opfølger til debuten, men er det den rette opfølger?
Heilung overgår sig selv på ’Futha’, der er væsentligt mere helstøbt og forførende end bandets debut, som med et par års forsinkelse tog metalverdenen med storm i 2017.
Hvis Batushka anno 2015 var en blæksort Tesla, der brølende ud over stepperne gik i ét med natten, er Batushka anno 2019 et skrammet el-løbehjul, der snart løber tør for strøm.
Skilsmisser kan få noget ellers dødt og borte i mennesker til at blomstre igen. Men i bandskilsmisser er et soloprojekt langt fra altid løsningen. Med sit hidtil stærkeste udspil demonstrerer Abbath dog, at han ligesom Abba og Sabbath kan lave solid, gennemført musik.
Det er læder, nitter og armen i vejret, når indiske Kryptos på larmende motorcykler rider ud i natten til lyden af evigt chuggende riff i en gennemført hyldest til NWOBHM.