Pladeanmeldelser

For en sekulær metal: Uanset hvor forførende det kan være, når bands strunter i fine fornemmelser og forsøger at skabe ritualmusik, lykkes det ikke, når Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu går sammen.

Det er ikke kedeligt at være dansker. I hvert fald ikke, hvis man kan lide black metal. Direkte fra et obskurt spillested på Nørrebro sparker Gabestok døren ind med deres bølleblack.

Hvis man ikke kan andet, kan man altid genbruge. High Command thrasher sig igennem middelmådighedens ørken i adstadigt tempo uden rigtig at have en ide om, hvordan de kommer videre.

Hvis du kun vil høre en drone-plade i år, så lyt til ‘Life Metal’. Hvis du vil høre to, så lyt til ‘Life Metal’ og en nærmest hvilken som helst anden end ‘Pyroclasts’.

Amerikanske Sadistic Ritual tromler af sted med blastbeats og et væld af temposkift på underholdende debut, der hæver sig over horderne af retro-thrash-bands ved at ville mere.

Svenske Cities of Mars serverer et stærkt spacedoom-værk, der bør kunne vække selv de ubevandrede i genren.

Du skal lytte til ‘Melancholy’, og det kan kun gå for langsomt! Shadow of Intent udgav tidligere på året et brag af en udgivelse. En plade, der breder sig genremæssigt og bør tilfredsstille de fleste med hang til storladne, konceptuelle fortællinger – eller blot velskrevet metal. 

Black metal kan sagtens være både melodisk og folket uden partout at skulle handle om vikinger. Minnesotas Obsequiae leverer korsang, sværdslag, folkemusik, guitarsoloer og blastbeats på deres tredje album.

Bölzers nyeste udslip er lettere indelukket, men byder stadig på nogle få stærke kompositioner på en udgivelse, der i hvert fald ikke er for lang.

Skanderborgs metalcoredarlings leverer en overbevisende debut med plads til udvikling og selvstændighed.

Fra Minnesota kommer et af årets mærkeligste bands. Wishfield smider electronica, black metal, noise rock og (måske) en stor håndfuld psykofarmaka i heksekedlen og skruer op for blusset.

Islandske Une Misére leverer en solid debutplade, der med udgangspunkt i hardcorepunken ender med at minde om et metallisk eksperimentarium.

… Der hviskes. Her kommer nogle strygere. Lidt ildevarslende trommedunken, før strygerne stjæler lydbilledet. En gammel mand taler om konger og krig. Så ved man, det er en Blind Guardian-plade.

Britiske Earth Moves bevæger sig op og ned i jagten på crescendoet, de synger som Robert Smith på de tracks, der var for mørke til ‘Disintegration’, og de lader frustration og sorg blandes til en post-hardcore, der driver af skærende aggression og følsom skrøbelighed.

Avatarium har med det nyeste album tilsyneladende fundet den rette opskrift til at placere sig solidt i det musikalske landskab.

Den selvproklamerede metalgud bidrager til juleånden med et familie-potpourri af speedmetalliske bangers, storladne rockballader og højstemte kirkesalmer, der smager af mere sovs, end hvad godt er.

Paradise Lost-sangskriver Greg Mackintosh debuterer med sit nye projekt Strigoi, der leverer en solid gang ekstremmetal med anerkendende nik til mange fortidige referencer.

Med ’Death Atlas’ fortsættes stimen af perfekte plader, der udvider og afsøger nyt terræn og balancerer på en knivsæg mellem det ekstreme og det vellydende.

Hunter Hunt-Hendrix har ikke opgivet at redde black metal og den moderne verden fra hinanden med new age-sludder og elektronik, men han fejler på gruopvækkende vis.

Evnerne er indiskutable, de gode idéer mange, og de dårlige valg få. Desværre er sidstnævnte markante.