Ung energi, store smil og masser af groove var, hvad Alien Weaponry serverede for et Copenhell-publikum, der syntes hypnotiserede til begejstring af haka-danselektionen før koncerten.
Lamb of Gods metal er som skrevet til festivaler – men den imødesete genkomst blev aldrig det mindeværdige brag, man kunne have håbet på.
I momenter lagde Trivium op til en stor koncertbegivenhed, men de havde ikke sætlisten til at skabe det store øjeblik.
Doom og sol går ikke altid hånd i hånd, og slet ikke når der er tale om en åbningstjans. Rammerne var ikke optimale, men det lod det københavnske kvindekvintet sig ikke stoppe af – for udfordringen var en helt anden.
En stor stemme og en håndfuld stærke sange i en ellers generisk suppedas gjorde, at rockerne i Halestorm var en fin oplevelse, mens det stod på. Men det går næppe over i historien.
Demons & Wizards' første besøg i Danmark havde fortjent bedre skæbne – eller i hvert fald et større publikum med sans for power metal.
Fra en trist og tam første halve time på et latterligt lavt lydniveau til 40 minutter med stort format, der kunne høres. Afslutningen gav sejr til Slash i sidste ende.
Like a Storm åbnede årets Copenhell med en koncert, hvor bandets entusiasme gjorde noget mere indtryk end deres ret klichémættede repertoire.
Hvis du var ung i 90'erne var 'Plush' en uomgængelig ørehænger. I manges optik lever Stone Temple Pilots videre i hukommelsen fra dengang, 'Core' var på hitlisterne. Selv gjorde bandet ikke det mindste for at distancere sig fra ungdommen – på godt og ondt.
Uada er på mange måder den amerikanske version af Mgła, hvilket ikke er nogen dårlig sammenligning. Bandets anden fuldlængde består til fulde.
Uncle Acid & the Deadbeats fejlede som sådan intet, da de gæstede vores svenske fjender i Malmø. Alligevel var det svært ikke at spore en smule syre-træthed efter et hektisk halvt år med mange koncerter.
På en stegende hed majaften i Aarhus leverede Arch Enemy en teknisk glimrende og showmæssigt kedelig koncert med for meget fokus på de senere års svage plader.
Det er de velkendte slagere fra for 30 år siden, der vægtes, når Def Leppard spiller op til dans. Hitmaskinen fra dengang får energi fra den underkendte guitarhelt Phil Collen, men sangeren Joe Elliott trækker det desværre ned.
Diamond Head har fortsat dansk islæt på deres nye skive, og det er nok udgivelsens største plus.
Der er ingen overraskelser på Death Angels niende album. Thrashen er poleret, strømlinet og klar i spyttet, og selv de små variationer kan ikke undgå at give en vis metaltræthed i længden.
Der er mere tråd, mere pop og endnu mere genre-clash på 'Super Human'. Siamese fortsætter med at udfordre sig selv og deres lyttere.
Ashley Castello holder stramt fast i tøjlerne og styrer New Years Day sikkert igennem udgivelsen af ’Unbreakable’. En plade, der stilsikkert rammer målet, men også savner variation og nerve.
Håndværket er stadig i orden, og der er stadig mange fine melodiske ting, men den store fest, som debuten bød på, er gået tidligt i seng på The Damned Things andet album.
Frank Carter gør op med sin punk-fortid på sin tredje soloplade, der brillerer ved sit store følelsesmæssige engagement og sin lyttevenlige rockstil, men savner aggression og numre, der for alvor er musikalsk interessante.
Nyt Livs debut er en plade til tiden. Med muskuløs hardcore og social indignation peger den flere veje: Mod det brede, folkelige gennembrud, hvor de kan varetage rollen som et hårdtslående Magtens Korridorer, eller mod de dybere spadestik næste gang.