An Abstract Illusion skruer ned for tyngden og op for de filmiske synthflairs – maksimalismen lever i fuldt flor i ‘The Sleeping City’!

Titlen på Heathes andet album fortæller os, at vi skal styre vores sjæls frihedstrang, men hvordan gør man det, når nu Heathes musik er så vidunderligt fri?

Børnekoncert-formatet har udviklet sig til en landsdækkende turné. Vores udsendte medarbejder havde sin datter Elna med til et yderst vellykket arrangement, der nåede godt rundt i de tunge genrer.

Konstant eksperimenterende, men også to thine own self be true. Lyden er konstant under forandring, men altid 100 % dem. Lige dele WTF og yes, please fra de eksperimenterende black metallere.

Franske Igorrr har med 'Amen' begået et kaotisk mesterværk, der samler flere smukke og uhyrlige ideer i hvert nummer, end mange bands gør over et helt album. 

Man behøvede ikke at være fan af Assumption for at mærke, at dette var godt.

Der Weg Einer Freiheit overgår sig selv i det, de gør bedst – post-black af den trance-inducerende skole, med inderligheden udenpå tøjet.

Vi fik breakdowns galore, tunge beats i voldsom form og en spilleglæde og lyst til musikken, der løftede en i forvejen vild aften til en af de helt svedige.

Det britiske enmandsband Phantom Spell er aldeles uhippe og blottet for ironisk distance til sin egen renhjertede blanding af hard rock og progressiv rock. Måske er det derfor, deres andet album er så vidunderligt opløftende og vellykket?

Shadow of Intent har med Imperium Delirium udgivet en plade, der repræsenterer et zenit i bandets diskografi.

Steve Von Till lagde vejen forbi Karlsruhe på en regnvejrsonsdag, og intet kunne have været mere perfekt. 

Amerikanske Abigail Williams leverer en forrygende blanding af post- og black metal på en iderig plade, man både bliver betaget af og slår sig på.

Det kan betegnes som et sats at booke Arthur Brown til en metalfestival. Men mon ikke mange fik sig noget af en overraskende positiv åbenbaring på årets Metal Magic Festival?

Solen varmer, og det gør Ole Luks smil også, da han undtagelsesvist deler sit akustiske repertoire med os for åben himmel tidligt på fredagen.

Med venstre knytnæve i vejret trådte det unge riot grrl-band ind på Gaia og satte ild til både publikum og patriarkatet.

To bands fusionerede deres beslægtede, men alligevel væsensforskellige udtryk og gav os en oplevelse, der rystede kødet og sad i kroppen, og i sindet, bagefter.

Bissesvinet blev en symbiose mellem det højrøvede og det banale. Det kaotiske og det sarte. Præcis som den festival, hvor de heldigvis kom med. Selvom det var på et afbud. 

Et livealbum, der gør en forskel? Det kommer ikke til at ske igen. Men Cirith Ungol gør det umulige på mastodontisk og monstrøst tung dobbeltudgivelse.

Mens sommerdagen blev til sommernat tog Vægtløs de store følelser og deres voldsomt buldrende men også poetisk nulrende musik med op på en stor scene.

Anaal Nathrakh gjorde alt hvad de kunne med den tid, de, trods alt, fik på Copenhell i 2025 og leverede et brag af en koncert på Pandæmonium lørdag aften!