Hideous Divinity spiller tech-død. Det gør de fint. De vil gerne prøve noget andet og det fungerer ikke helt så godt for italienerne, der stadig magter frontalangrebet bedre end den skarpe sangskrivning.

25 år efter Lacuna Coil blev dannet, vender italienerne tilbage med en særdeles velkomponeret udgivelse, der meget vel kunne være den bedste fra kvintettens side siden ‘Comalies’.

Fredag bød, udover julebryg, på både klassisk dødsmetal ogl den mere heftige af slagsen, da Entombed A.D. førte an og havde taget Aborted og allestedsnærværende Baest med sig til festen på VEGA.

Norske Mayhem udgiver med ’Daemon’ deres sjette plade, der har samme line-up som den forrige, hvilket i sig selv er en bedrift i bandets stormombruste historie.

Borknagar peger i adskillige retninger med deres proggede metal, der stadig har sine black metal-momenter, men som også har syng-med-elementer i fokus, tætpakket med keyboards og synths.

Baest hugger til med en giftig toer, men den er ikke dødbringende. Referencerne er de helt rigtige, og alt lyder godt, men hvor er bæstet selv henne i det her?

Entombed A.D. viger ikke fra dydens smalle dødsmetalsti, og det betyder, at deres tredje plade er tro mod de hårdkogte fans, men ikke meget værd for alle andre.

Firespawn lyder mere brutale og dunkle end på forgængeren, men udtrykket er så til gengæld lidt mere standard dødsmetal, selvom clashet mellem svensk dødsmetal og brutal amerikansk ditto er veludført som altid.

Ashley Castello holder stramt fast i tøjlerne og styrer New Years Day sikkert igennem udgivelsen af ’Unbreakable’. En plade, der stilsikkert rammer målet, men også savner variation og nerve.

Martyrdöd viser igen på imponerende vis, hvor meget melodi der kan klemmes ind på en udgivelse uden at miste energien og den imponerende vildskab.

Queensrÿche er stadig i live og har vundet lidt af det tabte terræn tilbage med udgivelsen af ’The Verdict’.

Arch Enemy leverer en langgaber, som bandet havde været bedre tjent med at lade ligge til de mere løsslupne aftener i øvelokalet.

Eks-Turbonegro-frontmand Hank von Hell følger sit tidligere band ned ad den tandløse og klichemættede ligegyldigheds slagne vej.

Der er ikke meget at få sit udråbstegn på over på NYHC-veteranernes 12. plade, selvom der er dansk bidrag. Men de kalkulerede fællessange opvejes af solid standardvare. 

Monuments byder ikke på meget nyt på deres tredje album. Til gengæld byder de på masser af generisk, kedelig djent, halvfærdige ideer og uuholdeligt banal lyrik.

Kreativiteten står i fuldt flor på Voivods nye opus. Teksterne er et skævt take på menneskehedens forfald, mens den musikalske palet er mere ambitiøs og vidtfavnende, end vi har hørt fra Voivod længe.

Med ’TerrorVision’ er Aborted omsider ved at udvikle deres lyriske side, mens musikken er samme frontalangreb mod ørerne; dog nu også med en snert af melodi.

Det klæder Deicide, at Glen Benton er tilbage som sangskriver og ikke blot skriver tekster. Hans sange er med til at løfte niveauet på ’Overtures of Blasphemy’.

Krisiun har lyttet til vores anmelder for nogle år tilbage, men opfølgeren savner alligevel lidt dybde i lagene for sådan for alvor at være god.

Inden for melodisk dødsmetal har navne som Arch Enemy været på toppen, men finske Omnium Gatherum giver dem kamp til stregen med deres nye plade.