Australske Kurushimi har en interessant indgangsvinkel til deres delvist improviserede noisejazz. Men idéerne udmunder desværre sjældent i noget decideret lytteværdigt, og dermed bliver det monstrøse debutalbum en 80 minutter lang ørkenvandring.

Lita Ford har gravet dybt i gemmerne og har fundet gamle bånd frem, som er blevet støvet af til en udgivelse 20-30 år efter, de blev indspillet. Det har heldigvis ikke været helt forgæves.

Danske The Frances Desire tilbyder med ’Persona’ en spændende lytteoplevelse og en kompetent skrevet debut, der dog efterlader plads til forbedringer.

Når Steve Austin og Chris Spencer går sammen i UXO, lyder det fuldstændig, som man kunne forvente: 50/50 Today Is The Day/Unsane. Og mere kan man egentlig ikke ønske sig.

Otep er tilbage efter tre års tavshed. Og det er en tilbagekomst, der sparker døren ind og dertil brænder hele huset ned.

Zakk Wylde tager et over 20 år gammelt projekt frem igen og kæmper hårdt for at vise en anden side af sig selv.

Marduk leverede endnu en formfuldent koncert på Royal Metal Fest 2016, hvor de satte en tyk streg under, hvor gode de i virkeligheden er live.

Britiske Tax The Heat gør det ganske godt på debutalbummet ’Fed To The Lions’. Det kan meget vel vise sig, at der er et ret stort publikum for bandets blanding af retrorock med nyere musikalske input.

På deres fjerde album forener Black Mountain kølig rabalderpsychedelia med smukke ballader og momentvist med storslået rockepik. Det resulterer i bandets hidtil bedste udgivelse. 

Filter er tilbage efter fire års pause. Med fornyet blod og et brag af en udgivelse. En plade, der sender associationer til bandets første udgivelser, kombineret med en opdateret, nutidig, tung og industriel produktion.

Heavy Metal High Priestess Doro har udgivet en ny ep. Den er sådan ikke helt tåbelig, men det er lige lidt nok kun at udgive en enkelt ny sang i den forbindelse.

Childrenn buldrer hypnotiserende derudad og pirrer med tonale spændinger og en indestængt energi, der aldrig rigtig finder vej ud af højttalerne. Det kunne den til gengæld sagtens komme til i en liveudgave.

På bandets 8. studiealbum formår Deftones på en gang at forblive tro mod sig selv og være i stadig udvikling. ’Gore’ kræver tilvænning, men skuffer ikke.

De amerikanske black/sludge-doomere Graves at Sea mislykkedes med det store angreb på deres let oppustelige debutalbum.

Påtaget storladent, svulstigt følelsesbombarderende og en håndfuld helt umuligt ringe sange. Baroness er ikke ligefrem blevet bedre med årene. Det var de heller ikke torsdag aften i sidste uge, hvor de besøgte Lille Vega.

Babymetal skyder med bløde bamser i endnu en omgang uskyldig, men overvældende smagløs og snasket salve Melodi Grand Prix-metal.

Fodfæstet er i grind metal, men der pisses vidt og bredt her fra, så andre genrer også smadres på det nye udspil fra københavnske Piss Vortex, der når mere end de fleste andre bands på deres nye godt 10 minutter lange ep.

Artillery indledte turnen for 'Penalty by Perception' på Bornholm, og selvom de aldrig er blevet så kæmpestore som nogle af deres samtidige thrash-kolleger, kan de stadig eje en club for en aften. 

Criminal fra Chile har åbnet for de helt store navne, men selvom de med 'Fear Itself' udsender deres ottende plade, er de aldrig slået helt igennem. Det er synd, men man forstår måske hvorfor.

For ti år siden skabte Cult of Luna et hovedværk i post-metal. Sammen med Julie Christmas får de nu endelig indfriet de løfter, de gav dengang, og lader alt bag sig i tomheden.

Ihsahn tør at fejle, og han tør sågar at gentage andres fejl og skabe noget ud af dem, der lykkes mod al sund fornuft. Det skal vi som metalpublikum være taknemmelige for.

Supportbandet Cattle Decapitation stjal publikum fra Suffocation, som til gengæld leverede overlegen rutine i Pumpehuset. De tre resterende supportbands stjal til gengæld alt for meget af publikums tid.

Ok, hvem fanden har flyttet den sten, som Walls of Jericho har dvælet under i de sidste otte år? Det er i hvert fald sket, og det har gjort dem sure. Dejligt sure!

Attila bliver ofte lagt for had. Med god grund. De er elendige. Så meget, at det blev helt charmerende at opleve i Vega, hvor de opvarmede for de populære Hollywood Undead, der leverede en underholdende koncert. 

Obsidian Kingdom er langt fra nyskabende, men katalanernes Genesis-worship angiver en mulig vej ud af post-metallens kreative dødvande.