'Steeple and Spire' er en storladen svanesang med gedigne doser patos, schwung og betonriffs. En respektindgydende afvikling af et band, der vil blive savnet på det danske landkort.
Whoredom Rife holder jernene i ilden med en opfølger, der vægter samspil højere end producer-tricks og nerve højere end melodi. En approach, de slipper fra med æren i behold.
Det seneste opus fra Billy Corgan og hans gamle kumpaner lyder, som lovet, skinnende pænt. Mindre højglanspoleret havde været at foretrække.
Selvom der var tale om Saturnus' første koncert i år, gik deres himmelsk depressive doom lige i hjertekulen, forudsigelig sætliste eller ej.
Vreid bevægede sig lige på grænsen mellem post black og posh black, og det kunne selv ikke en gammel Windir-klassiker gøre meget for at ændre på.
Nogle gange er det svært at vurdere, hvorfor en koncert ikke bider sig fast, selvom alt er, som det skal være. Det svage fremmøde hindrede måske Rising i den store forløsning.
Det blev en tand for meget af det onde, da Necrophobic skulle overbevise os om deres diabolske dødstoner. Er mere variation for meget at forlange?
Whoredom Rife kom, så og sejrede igennem 35 minutters frygtindgydende sortmetal. Vi er taknemmelige for, at Mordor ikke har levet forgæves.
Bo Summer sprudlede, og lyden var i top, da Posen endnu en gang lagde et visit forbi AMF til den obligatoriske fordrukne folkefest, det plejer at være, når de lægger op til dans.
Selvom torsdag lugtede vel rigeligt af ekvilibristiske tendenser og musik for musikere, så var stemningen høj fra første dag, hvor Gorod og Xenoblight blev de hårdtslående højdepunkter, der holdt festen kørende.
Ne Obliviscaris og Astrosaur leverede deres komplekse kompositioner med varierende held, mens Ihsahns legesyge sind anno 2018 næppe nogensinde har befundet sig længere væk fra sine rødder.
Intet nyt er ikke altid godt nyt. Vi kunne i hvert fald godt drømme om mere mindeværdige øjeblikke til at bryde med monotonien på den seneste ofring fra blodbaderne.
Inden High On Fire fejrede deres 20 års jubilæum på Pumpehuset fik vi os en eksklusiv snak med trommeslager Des Kensel om karrieren, de store højdepunkter og ikke mindst det seneste album, 'Electric Messiah'.
Med et 35-årsjubilæum i ærmet blev der gravet dybt i godteposen, og Voivod viste sig endnu en gang som en uudtømmelig enhed af overskud og spilleglæde på en alt for tyndt befolket søndag aften.
En snert af autopilot trækker ned i regnskabet på High on Fires ottende opus, der på trods af massive riffs og potente moshere galore kun momentvis tilnærmer sig fordums storhed.
Blot halvandet år efter 'Domus Mysterium' er Slægt klar med deres tredje udspil, og den i mellemtiden opnåede liverutine smitter kraftigt af på 'The Wheel', der både komprimerer og bygger videre på alt det, vi elskede ved forgængeren.
Kreativiteten står i fuldt flor på Voivods nye opus. Teksterne er et skævt take på menneskehedens forfald, mens den musikalske palet er mere ambitiøs og vidtfavnende, end vi har hørt fra Voivod længe.
Necrowretch leverede torsdagens mest solide indslag med rå attitude, overlegent samspil og en zombie på overarbejde.
Seks timers død er en stor mundfuld, men de fleste af bandene slap helskindede gennem førstedagen på den genopstandne dødsfest, hvor Necrowretch var dagens ufravigelige højdepunkt.
Der blev gravet godt ned i gemmerne, og med en påfaldende stærk lyd og Nick Mason i smitsomt højt humør var mandagskoncerten en storladen og syrevædet totimers tidsrejse gennem Pink Floyd-legendens gryende år.