Roskilde Festivals første officielle dag er den korteste og samtidig den med færrest hårde toner. Men lidt Dark Tranquillity, lidt stoner-rock og ikke mindst Nine Inch Nails kan det da lige blive til.
Endnu engang stod Steel Panther klar til at minde os om, at bagdøren stadig kan være den nemmeste vej ind. Bagstive på sidstedagen var det også lige præcis denne slags lumre metalshow, folket havde brug for.
Det blev en underligt blandet førstedag både med fæle skuffelser, tåbelige covers og et af Copenhells absolutte højdepunkter. Og øl. Mange øl.
De tunge, atmosfæriske lag trodsede sidevinden og foldede sig fortræffeligt ud i kontrast med solens bagen – så længe man gik tæt nok på scenen.
Dedikation til rockens store ikoner eller ej, så manglede Tainted Lady både ånd og drive. Det blev hurtigt til en opvisning i unødvendigt pertentlig professionalisme.
De politiske paroler blev aldrig forløst. Et fravær af scene-pondus og dynamik gjorde The Last Internationale til et af årets mindre mindeværdige øjeblikke.
Lyden på Pandæmonium blev strammet gevaldigt op til fejringen af Mustaschs 20-årsjubilæum, og bandet viste topform med et bredt arsenal af hårdtpumpede klassikere fra hele bagkataloget.
Fraværet af vokal gjorde desværre L7 til en lidet mindeværdig affære, der ikke kunne reddes hjem instrumentalt.
Selv ikke et hjertestop undervejs i koncerten kunne holde magien tilbage. Nerven var intakt, og selv med de sidste 40 års svingende kvalitet in mente stod Uriah Heep for et af årets store øjeblikke på Sweden Rock.
Årets mest omfattende dagsprogram. Med flere overlap undervejs var det ofte nødvendigt at dele tropperne op. Dark Funeral og Uriah Heep leverede dog to af festivalens stærkeste oplevelser i hver sin ende af spektret.
Kiske, Deris & Hansen viste os vejen til Helloweens tidlige sangskat, og generalprøven til sommerens Pumpkins United-festivaltour vandt på partystemning og stærke schlagere på stribe.
Yes uden Jon Anderson og Rick Wakeman er bare ikke rigtig Yes. Denne konstellation var derfor længe ventet, og rejsen gik storladent på tværs af både de proggede og poppede dele af bagkataloget, hvor ikonerne dog indimellem fremstod stærkere end sætlisten.
Der var vaskeægte kærlighed til metal i luften, da Halford & co. lørdag leverede en god blanding af nye hits, gamle slagere og glemte godter med en lille surprise i ærmet. Der er mødepligt i Royal Arena i aften!
Ozzy leverede varen med behørig gejst og vilje til at afrunde karrieren med værdigheden i behold. Hans wingman bidrog dog desværre til en del slinger i valsen.
Copenhells sidste dag tager metalpublikummet behørigt med rundt i hele musikmanegen, inden den niende festival slutter og efterlader os med tømmermænd, hidsige diskussioner og forhåbentlig lige så mange gode minder som de forrige år.
Thrash, autotune, black metal, dansk råberi og støvet amerikansk grunge. Fredagen kan det hele, og Mørkets Fyrste lukker hovedscenen, mens Enslaved og Danko Jones rydder op på de øvrige scener.
Et overflødighedshorn af covers. En unødvendigt stram perfektionisme. Det blev en tand mere rosenrødt end giftigt. De lange epics blødte dog op og viste, at Guns N' Roses stadig tør leve sig ind i numrene, når de tager sig tiden til det.
Endnu engang går turen til Sölvesborg med et oldschool lineup med både store sværvægtere, rockikoner fra fortiden, lidt fra den sorte skole og andre blandede godter. Vi giver dig her en hurtig indføring i de vigtigste af årets bookinger fra stort til småt.
Christianias tilrøgede kulisser udgjorde et fornemt match til røgastronauternes visit i to drabeligt tunge timer; ikke helt uden momentvis fortabelse i tågerne.
Der er skruet op for mørket og synthen på seneste udspil fra Ihsahn. Det havde dog klædt ’Àmr’ at vægte mere på substans frem for form.