Elendig lyd og sløjt fremmøde satte fra starten Tesseracts djent ud af kurs. Først efter en halv time blev der rettet ind, og briterne forlod i sidste ende scenen med æren i behold.
Candlebox overvandt svagt materiale, minimalt antal tilskuere og fækalie-brisen fra naboen og kæmpede sig til en lille sejr ved hjælp af spilleglæde, energi og solid selvironi.
Det var et klatøjet Hades-publikum. Manticora havde fået til opgave at byde op til eftermiddagspower. Hvidovre-drengene fyldte dog scenen godt ud, omend det høje tempo også resulterede i flere ofre på vejen.
Det blev aldrig den store, samlende afslutning, men Kvelertak lukkede ikke desto mindre Copenhells andenstørste scene ned med overrumpende energi, overskuds-rock 'n' roll og en vis stemning af byfest.
Svenske Refused gav Hades-scenen et tiltrængt skud sofistikeret hardcore – og festivalen en feministisk opsang.
Vi har været efter Dimmu Borgir gennem længere tid, men på Hades lørdag aften beviste nordmændene, at de kan, når de vil, og det ville de på Copenhell 2019.
Vægten var lagt mere på fejring end skønhed, da Copenhell inviterede alle til 10-årsjubilæum lørdag aften.
Sjældent har en stemme fyldt så meget, som da rocklegenden Glenn Hughes spillede gammelt Deep Purple-materiale på Hades. Musikalitet var der masser af, men mådehold intet af.
Hvis man troede, at Eluveitie ville lægge mere op til kædedans end moshpit, så tog man fejl. Metallen stod stærkt, selvom den var i følgeskab med violin og drejelire.
Tredje gang er ikke altid lykkens gang. I skæret af Copenhell-ulvens lysende øjne gav Heilung fredag nat en markant anderledes – og tiltrængt – ritualistisk koncert, der desværre aldrig helt overbeviste. I hvert fald ikke i sammenligning med deres tidligere optrædener på dansk jord.
Clutch var det helt rigtige navn til en variere fredag aftens voldsomme program.
Baest står på skuldrene af alle dem, der har været med til at bygge dansk dødsmetal op. Hvis der er nogen, der kan tage det skridtet videre, så er det dem. Og de har publikum med sig.
En stor stemme og en håndfuld stærke sange i en ellers generisk suppedas gjorde, at rockerne i Halestorm var en fin oplevelse, mens det stod på. Men det går næppe over i historien.
Demons & Wizards' første besøg i Danmark havde fortjent bedre skæbne – eller i hvert fald et større publikum med sans for power metal.
Vltimas leverede en solid dødsmetalkoncert, der kildede de rigtige steder og mindede os om, at Copenhell godt kan arrangere den gode ekstremmetal, når bare de gider.
Kellermensch gav en mesterligt medrivende og indlevende koncert lørdag eftermiddag, hvor blodet til sidst dryppede ned af scenen.
Forsangerens vokal druknede i et pauvert mix, mens guitarerne hos Amott og Loomis dog sikrede, at Arch Enemy ikke faldt helt igennem på Copenhell.
Corrosion of Conformity leverede spilleglæde og tung tråd i en koncert, der godt måtte have varet længere.
Bandet, vi elsker at hade. Vi satte en fan op mod en kritiker, så de kunne forsøge at overbevise hinanden om, hvorfor Defecto var fænomenalt. Eller forfærdeligt.
Livløs kom, så, skruede op for bolletoget, drak publikum ned og besejrede al tvivl, man måtte have om bandets leveringsdygtighed, med en fremragende præstation lørdag middag på Hades.
