Kellermensch gav en mesterligt medrivende og indlevende koncert lørdag eftermiddag, hvor blodet til sidst dryppede ned af scenen.

Forsangerens vokal druknede i et pauvert mix, mens guitarerne hos Amott og Loomis dog sikrede, at Arch Enemy ikke faldt helt igennem på Copenhell.

Corrosion of Conformity leverede spilleglæde og tung tråd i en koncert, der godt måtte have varet længere.

Bandet, vi elsker at hade. Vi satte en fan op mod en kritiker, så de kunne forsøge at overbevise hinanden om, hvorfor Defecto var fænomenalt. Eller forfærdeligt.

Livløs kom, så, skruede op for bolletoget, drak publikum ned og besejrede al tvivl, man måtte have om bandets leveringsdygtighed, med en fremragende præstation lørdag middag på Hades.

Copenhellpublikummets tålmodighed blev presset til sidste bloddråbe med årets kongebooking, der var programsat til at lukke hele menageriet knap to timer efter midnat på festivalens sidste dag, hvor kun de færreste var vågne.

Hæsblæsende polka-beats fik publikum til at gå amok, mens øl, kasketter og en gigantisk gul gummiand føg om kap med crowdsurfere, der regnede ned over scenevagterne

Graveyard lagde ud på samme måde, som de sluttede, da de stod på Helvíti i 2014. Mens skuffelsen kom snigende, vågnede svenskerne pludselig op og mindede os om, hvorfor de brød igennem til at begynde med.

Bullet For My Valentine leverede med vanlig velspillethed, men faldt igennem på fraværet af stærkt materiale

Metalpublikum har ikke fortjent et band af Enslaveds format. Slet ikke Copenhells publikum, stod det klart, da nordmændene lukkede Hades-scenen natten til lørdag.

Vi har udråbt dem til Copenhells moralske hovednavn, og Kreator beviste også, at de burde have været øverst på plakaten. Altid.

Konferencieren kunne måske ikke helt At the Gates' genre. Den kunne bandet dog selv, og de gav en knusende sikker opvisning i melodisk dødsmetal, som de selv skabte den.

Islandske Auðns nordiske black metal forvandlede en lun, solrig og middelmådig eftermiddag til en iskold, atmosfærisk og storslået oplevelse.

Det er ikke helt til at sige, hvorfor Mark Tremonti og hans forskellige bands efterhånden er blevet fast inventar på Copenhell. Det virker heller ikke helt, som om publikum rigtigt ved det.

Forsanger Danny Worsnop gad ikke rigtig, og det fremmødte Copenhell-publikum gad ikke rigtig akustiske numre. Det kunne være gået helt galt, men det gjorde det heldigvis ikke.

Red Warszawa lukkede traditionen tro Copenhell på den allermest tumpede, bøvede og underholdende måde med afslutningskoncerten på Hades. Men selv træfsikre hits og små overraskelser kan ikke dække over både bandets midtvejskrise og festivalens identitetskrise.

Tysklands Powerwolf havde hverken materiale eller publikum til starte den store power metal-fest sent fredag.

For tredje gang på fire år var Carcass forbi en dansk festival. Og briterne gjorde, som de plejer: forvandlede Copenhell til en musikalsk slagtebænk. 

Devildriver stod for Copenhells første hårde metalkoncert og gav en gedigen lektion i nu metal, men elendig lyd lagde desværre en dæmper på oplevelsen.

Risings musik lød fantastisk på Hades-scenen, men kontakten til publikum måtte godt have været større for virkelig at være festskabende. Musikalsk fik man dog høj klasse.