I dette interview fra årets Copenhell giver Tribulation et indblik i indspilningsprocessen bag succesudgivelsen 'Children of the Night' og fortæller om baggrunden for bandets brug af ansigtsmaling og en for metalgenren ret sjælden guitartype.
Fotografen må sande, at han har samlet en uduelig flok dovne lykkeriddere, narkomaner og alkoholikere, der – når det virkelig gælder – overhovedet ikke kan kende forskel på op og ned. Her opsummeres deres største fejltagelser under Copenhell 2016.
Koncertfilmen Gutterdämmerung er et brød, der er slået stort op med blandt andet en overvældende besat rolleliste, men vores udsendte var ikke for alvor imponeret.
Amerikanske Tremonti stemplede ind med generiske heavy rock-numre, der lod fadøllene glide ned uden modstand.
Amerikansk supergruppe havde publikum med sig, men druknede musikalsk i deres egen rock-skabelon.
August Burns Red er uden tvivl nogle af de tungeste drenge inden for metalcore-genren og professionelle til fingerspidserne. Og det var da også det, man kunne opleve på årets Copenhell – på godt og ondt.
Decapitated kørte for meget på rutinen på Hades. Forsangeren var bedre til at kommunikere til publikum med sine hænder end med stemmen, og det var en skam.
Med hjælp fra Bersærk og Anders Bøtter gav Helhorse en underholdende og medrivende koncert på Hades, hvor publikum i den grad deltog i festen.
Hollandske Epica kæmpede lidt med sig selv. Det betød, at det aldrig blev helt godt i bandets første besøg i Danmark, da de gav koncert på Copenhell.
Islandske Sólstafir fik med en strømafbrydelse en alt for brat afslutning på en stærk musikalsk oplevelse fra et band, der virkelig havde hele pakken som rockband.
Der var potent power metal på Hades-scenen, da Blind Guardian rettede op på en gammel fejltagelse.
Red Warszawa skulle igen tage den sidste fornuft ud af folk, da Copenhell lakkede mod enden, og det gik omtrent som planlagt.
Showmanden Abbath leverede sent fredag aften en hårdtslående metalkakofoni, hvor det lykkedes ham at få det primitive og det pøllede løftet op til avancerede højder.
Shinedowns narrefisse-tilgang til koncerthvervet tog udgangspunkt i vedholdende flufferi i form af hoppe- og råbesekvenser, der på nogle punkter passede fint til en festivalkoncert, men i længden bare var irriterende. Ligesom musikken.
De svenske kometer i Tribulation havde et dragende sceneshow og viste høj klasse på et ukristeligt tidspunkt.
Trivium konfronterede deres gudsbenådede publikum, der klappede og hoppede så begejstret, hver gang sanger og guitarist Matt Heafy blinkede med øjnene, at det var som så med at høre efter, hvad der foregik på scenen.
Sløvt growleri og dårlig lyd spændte ben for dødsmetallerne i Bloodbath, som aldrig blev hverken rigtig grumme eller synderligt medrivende.
Huldre hev den hjem på scenenærvær, deres arrangementer og at være tro mod udgangspunktet.
De virker ukuelige, de gamle drenge i Suicidal Tendencies. Men en kurs mod lidt mere musik og lidt mindre fest havde løftet koncerten.
Det norske kultband med den engelske Duke of Nothing i front kørte den stilsikkert hjem med en rutineret musikalsk rejsning.