Der var ingen til koncerten på Het Patronaat, der ikke var enige om, at Slægt var torsdagens utvetydigt bedste koncert. I så fald tager de fejl.

Myrkur lagde metallen i skammekrogen og dedikerede sig 100% til den nordiske folk-tradition for en stund. Et kærkomment match til Roadburns søgende profil, og en stærk og indfølt start på weekendens strabadser.

Tidligere har provokationerne været et stabilt fixpunkt. I fredags var konfrontationerne dog lagt på hylden, og Taake fokuserede på musikken i al dens utæmmede vildskab.

Tribulation kæmpede med at holde deres ellers overbevisende mørke tone intakt i en sal med fulde aarhusianere. Sangskatten blev dog trods alt leveret med æren i behold.

I et skizofrent mix mellem diverse afskygninger af de ekstreme metalgenrer bød Implore på et stormombrust vredesudbrud af en koncert som en hæsblæsende opvarmning til Asphyx en time senere.

Fakler, spikes og omvendte kors. Nordjevel gik ikke ned på black metal-klicheer, men det melodiske fundament vaklede, og genkendeligheden druknede i komprosmisløs smadder. Men nu var vi jo heller ikke kommet for at danse.

Fortidens milepæle falmede i nostalgiens tåger, og Incantations rådne død kørte på autopilot i en time, som vi egentlig gerne vil have tilbage igen.

Riverside vekslede smertefrit mellem det teknisk tunge og det øretæveindbydende catchy, og krydsningen af progressive elementer og melodisk tæft gjorde denne torsdag aften i Rødovre til en af de mere mindeværdige af slagsen.

Ulmende sortsind og episk storhed dannede et veleksekveret parløb, da Rising og Alkymist i fredags lagde vejen forbi Hotel Cecil og viste hver sin facet af den danske metalscene.

Henholdsvis nybegynder-tendenser og en malplaceret forsanger gjorde Feathers & Doom og Solstice til blodfattige affærer, mens Saturnus måtte redde Nocturnefests ære hjem med små overraskelser i ærmet.

Helvedesilden blev holdt forment i live i Pumpehusets stueetage, hvor Demon Head kuraterede deres egen releaseparty med dystre toner fra undergrunden.

Med den originale forsanger Johan Langqvist tilbage i folden var der grund til at drømme om, at der gemte sig en ny 'Epicus Doomicus Metallicus' bag Candlemass' doom-dør. Vi blev dog meget klogere.

Proggen fik fuld skrue, da Steven Wilson i går gæstede Operaen som sidste led på 'To the Bone'-turnéen, og med en god blanding af forfriskende livefortolkninger og deep cuts var det primært rammerne, der satte begrænsningerne for den ultimative koncertoplevelse.

King Diamond leverer varen, præcis som vi husker det fra Copenhell 2016. Den nidkære perfektionisme gør dog primært 'Songs for rhe Dead' til et livealbum for kompletisterne uden at føje nyt til den velkendte palet.

Stengade hyldede vintermørket med et depressivt arsenal af mere eller mindre episke proportioner. Draconians storladne goth-harmonier kom fornemt til forløsning, mens Harakiri for the Sky var ofre for en lydmand, der sov i timen.

Der blev skudt med metallisk spredehagl i Amager Bio, og hvor Jinjer ramte det musikalske lavpunkt, var Amorphis den sikre vinder, der med solidt bid og kraft sikrede fællessangen på en sen mandag aften.


Den københavnske sekstet har givet mere plads til de store arrangementer på deres andet album og gør sig fortjent til på længere sigt at skubbe dansk progressiv rock ud over egne landegrænser – hvis ambitionerne er derefter.

Menuen lørdag aften på Pumpehuset stod på pikrock i stride strømme. Hvor Flush the Fashion vandt på sleazet charme kørte Danko Jones den hjem på det vanlige arsenal af one-liners og catchy hard rock-hymner om damer i stride strømme.

Forums sorte boks dannede en passende ramme for aftenens to dystre indslag, der begge glimrede med excentrisk sortsind og stoisk stilstand. 

'Steeple and Spire' er en storladen svanesang med gedigne doser patos, schwung og betonriffs. En respektindgydende afvikling af et band, der vil blive savnet på det danske landkort.