Der skal meget til at kede sig til et dødsmetalshow. Men én gang skal være den første.
Wisp har på ganske kort tid stablet sig en musikalsk karriere på benene. Hvad der på papiret lød lovende endte desværre i en fersk og slap koncert, der på ingen måder kunne understøtte den placering, hun fik på festivalen.
Folkemetal med fodboldsang og konfetti – Trold spillede med alle kort på bordet. For nogle var det en fest. For denne anmelder var det...noget andet.
Traditionen med et dansk metalband, der åbner festivalen og får støvet til at hvirvle på pladsen i en moshtpit, var i år erstattet af en amerikansk fuser.
Billy Idol bliver ved at udgive plader. Heldigvis ikke synderlig tit, men med 80'er-darlingens optræden på Copenhell til sommer ser vi os nødsagede til at forholde os til det. Det havde været bedre foruden.
Marilyn Manson har udgivet sin bedste plade i årevis, rent musikalsk. Desværre lider pladen eklatant under det lyriske ståsted og konteksten for udgivelsen.
Alvvays gjorde et ihærdigt forsøg på at kede et fyldt Arena-telt ihjel, det lykkedes ikke helt – men trist, at guitar-rocken skal repræsenteres af noget så middelmådigt og generisk, når nu den er så sjælden på festivalen, anno 2024.
Amerikanske Zulu er blandt de mest interessante hardcore-navne i de senere år med deres særegne og virkningsfulde mix af powerviolence, r'n'b og alt der i mellem. Interessant var deres koncert på Copenhell dog aldrig tæt på at blive.
Virgin Steeles bagmand David DeFeis og hans overflødighedshorn af ideer er atter en gang hovedproblemet på en rædderligt produceret langgaber af et album.
Det var heldigt, at publikum allerede var lullet i søvn, da King Buffalo sluttede en elendig koncert med at forveksle Copenhell med Hellfest.
Dance with the Deads dødedans var mere præget af fitnessfistpumping end af dødens gravitas i en uselvstændig omgang tomtøndebuldring.
Historisk elendigt blev det decideret aldrig, men 90 minutters anakronistisk opvisning i dårlig smag og kedelige klassikere var også mere end rigeligt, da Mötley Crüe ramte Copenhell onsdag aften.
Halvt klamt, halvt debilt. Så nemt kan Nickelbacks tiende album opsummeres.
En sen nattetime på Pavillon burde være den ideelle setting for et band som post-industrial/noise-trioen Kollaps, men ironisk nok faldt deres koncert sammen.
Syv korte numre fordelt på 50 minutters koncert. Det burde ikke være muligt. Men Suicidal Tendencies ævlede Copenhells publikum ihjel under det, der skulle have været det store åbningsbrag på Helviti.
Hvad skal man skrive når hele sættet føles som om det var den samme sang?
Nerved åbnede sidstedagen på Gehenna med synthpower og Evanescence-vibes.
Var der så overhovedet nogen, der havde efterspurgt det?
Er du til obskur black metal i alle afskygninger, så har Roadburn tænkt på dig! Lamp of Murmuurs første koncerter i Europa var et trækplaster udover det sædvanlige.
De islandske techdødsudøvere i Ophidian I faceroll'er alle knapperne med et tankemylderfremkaldende resultat.
Stonerrockidolerne i Kadavar og Elder har slået pjalterne sammen i et anfald af lockdown-selvmedlidenhed. Resultatet er intet mindre end fælt skuffende.