Tenacious D fortsætter med at hælde fortænkte ligegyldigheder ud over deres publikum og markedsføre det som ”rock” og ”humor”. Det er lige knap nogen af de to dele, der bliver serveret på duoens fjerde plade.

Eks-Turbonegro-frontmand Hank von Hell følger sit tidligere band ned ad den tandløse og klichemættede ligegyldigheds slagne vej.

Mr. Suicidal Tendencies har slået lejr ved kopimaskinen, hvorfra han bliver ved med at spytte ligegyldigheder ud, som heller ikke var relevante første gang vi hørte dem.

’The Doom Doc’ er et passionsprojekt, der med fokus på DIY-scenen i Sheffield gerne vil fortælle om doom som genre og scene, men sløsethed og dårlig formidling gør hverken indforståede eller udenforstående klogere.

Hovednavnet for hele Kill-Town Death Fest leverede en skuffende koncert, der virkede ude af trit med både publikum, festivalen og bandet selv.

New Wave of British Heavy Metal-pionererne flopper fælt med deres nyeudgivelse, ’Judge Not’.

Den lovede ep-opfølger til sidste års ‘World Gone Mad’ viser, at det nok var bedst, hvis Suicidal Tendencies gjorde alvor af truslerne om at holde op med at indspille musik.

Therion har kreeret en metalopera. Den er desværre på én gang så trættende lang og så ordinær, at den efterlader lytteren i desperation efter at slippe væk fra det monstrøse og nærmest uendelige værk.

I frit fald fra fordums storhed piner Machine Head med ’Catharsis’ lytteren gennem 74 minutter med pinlig politisk korrekthed, pakket ind i bedaget groove- og nu-metal.

Defectos høje ambitionsniveau matches hverken af sangskrivning eller produktion, og det formår ikke at skygge for, hvor afskyvækkende musikken er.

Arch Enemy får slet ikke udnyttet guitarist Jeff Loomis' kvaliteter og har i stedet lavet en kedelig plade, hvor Michael Amott kører den alt for meget på rutinen.

Det er svært at sige, hvad der ramte det ellers rutinerede Floridaband fredag aften på Wacken, men både gennemslagskraften og Matt Heafys stemme udeblev i hvert fald under det meste af koncerten.

Quiet Riot udgiver med albummet ’Road Rage’ deres første ”hele” studiealbum siden 2006. Man kunne ønske sig, at det ikke var sket.

De stockholmske drenge fra Viagra Boys præsterede ikke at fortrylle trods det autentiske syretrip og det store publikumsfremmøde.

Amerikanske Alter Bridge kom aldrig ud over scenekanten og gav en kedelig og anonym koncert på Copenhell. De blev kun lige reddet af de to ekstranumre.

Blandt kultkendere var der store forventninger til det progressive metal-band Psychotic Waltz. De blev gjort til skamme af en forsanger, der slet ikke kunne ramme de høje toner.

Mike Tramp er efterhånden blevet helt transformeret til P5- og 'Hithouse'-materiale. Det er i den grad forkert og spild af potentiale.

Suicide Silence følger i Whitechapels fodspor og søger udviklingen væk fra deathcoren. Det lykkes ganske effektivt, desværre er det noget af det eneste, der rigtig lykkes på amerikanernes fjerde udspil.

Da projektet blev kendt, gik internettet og fans af Rage Against the Machine og Public Enemy forventeligt i selvsving. Men der er intet at hidse sig op over.

Norske Jørn Lande og dennes signaturband Jorn har udgivet et album med udelukkende coverversioner, hvoraf en række af sangene har deres ophav i den mere traditionelle rockmusik. Det har ikke været besværet værd.