De gotiske svenskeres fjerde plade er ensformig, småkedelig og alligevel uafrystelig. Og det er faktisk al ære værd at udfordre sit publikum på den måde, Tribulation gør.

Ti plader inde når Shining et nyt højdepunkt i en diskografi, som man fortsat forundres over er så solid, som den er.

Illdisposed gav sjældne skallesmæk med en håndfuld seje numre fra 1990'erne under en vild og varm aften i hovedstaden.

Den dansk/svenske konstellation IAmFire har meget mere at byde på end blot fuzz og tyngde.

Det blev som ventet Baest, der var højdepunktet, men også Dirt Forge imponerede til den årlige omgang When Copenhell Freezes Over.

Verdens mest aktive heavy metal-sanger har skrevet endnu en bog, og vi har naturligvis læst Bruce Dickinsons biografi om livet som fægter, pilot og frontmand i et større engelsk band.

Der er kun gået knap et år siden den seneste plade, men Witchery er allerede klar med en værdig efterfølger. 'I Am Legion' er svensk thrash og black, når det er bedst.

2017 blev året, hvor amerikanske Trivium vendte tilbage med growl og nye kræfter bag dobbeltpedalen. Dette til næsten udelt begejstring. 

Primitive Man prøver med deres anden plade vitterligt på at tage livet af lytteren. 'Caustic' er noget af det hæsligste sludge, der nogensinde er udgivet, og det kræver meget at komme helskindet igennem den. Og det er fedt.

De erfarne kræfter i All Pigs Must Die har fået tilført nyt blod og disker op med en helvedes fængslende og aggressiv omgang metallisk hardcore på deres tredje album, 'Hostage Animal'.

Punkrockerne fra Norges svar på bibelbæltet er klar med deres fjerde album. Med syv års erfaring har bandet leveret et album, der lever op til forventningerne om dansabel punk, men også et album, der overordnet lykkes med en mere voksen, poleret lyd.

Der er både plads til at lege Find Tony Iommi-riffet, progge igennem på Yes-manér og fortabe sig i skønheden på Motorpsychos halvanden time lange monstrum af en plade.

Endnu et hemmelighedsfuldt band er dukket op på den danske metalscene. Men til forskel fra de fleste emmer (0)’s første udspil af kvalitet på samtlige fronter.

The New Shit anno 2018 gav både næring til nostalgikerne og udfordringer til de, som måske ikke vil have det for pænt eller anderledes end det metalliske udtryk, de har fået låst sig fast i. Med andre ord var der lidt for enhver smag.

Med Satan og Quorthon i ryggen åbner Watain pladeåret 2018. For den dovne lytter kan det fremstå råt og primitivt, men de finere nuancer ligger lige under den grumsede overflade. 

Den fælles sværgen til eget modersmål var fællesnævneren, da Solstafir og Myrkur kæmpede hver deres kamp for at trodse de mandags-søvndrukne masser. Islændingene vandt sikkert på rutinen.

Enmandshæren Midnight tromler hen over slagmarken, og der tages ingen fanger på det nye album, ’Sweet Death and Ecstasy’.

Forsoningen mellem det dansable og det kantede er blevet skarpere, og opgraderingen fra sekstet til oktet gør Diablo Swing Orchestra til en mere spraglet størrelse end nogensinde før.

Big Mess’ debut var tættest på en Hüsker Dü-feel, men med opfølgeren bevæger bandet sig tættere på andre firserhelte. Den smager af alt det gode, vi kender fra post-punken, men også af bossanova, blå blæsere og avantgarde-støj.

Hexis' nye ep, 'VII', er en kulsort perle og en brutal omgang black metal, hvor indflydelsen fra hardcore er helt oppe i fjæset på lytteren.