Måske det mest blasfemiske album 2020 havde at byde på. Og denne gang er det ikke Vorherre på korset, der vender øjnene væk, men i stedet er det sure mænd med pandafjæs.

Manden med Weekendvesten forstår sig på at skyde det gamle år i småstykker, og han allierer sig med Scrollkeeper, da arsenalet skal fyldes op før den store aften.

Ett Dödens Maskineri spiller skøn crust punk men ved at lempe lidt på distortionpedalen, så bliver den punkede D-beat ramt af noget rocket, endog post-rocket, og det giver alt i alt et interessant resultat.

Glacier har ventet en tredjedel af et århundrede på at lave en fuldlængde, og det var tilsyneladende klogt at udvise tålmodighed.

Nasum er ikke mere. Men dokumentarfilmen om bandets afsluttende koncert og farvel til den afdøde frontmand Mieszko Talarczyk er et glimrende værk, der sætter sine spor i seerens bevidsthed.

Californisk stoner doom med britisk mudder på kjortlen.

Til trods for en ny forsanger er det stadig Joe Cocchis let genkendelige og ekseptionelle rifferi, der definerer Within the Ruins. Man fristes til at sige, at alt er som normalt – den nye normal.

Dark Buddha Rising er en syrekakofoni med toner af Jefferson Airplane og Siouxsie and the Banshees. Et gotisk trip ud i rummet og ind i sindet.

Havde man savnet at mærke musikken i kroppen, var lørdagens koncert præcist den emotionelle forløsning, som vi har lært at forvente af esbjerggenserne.

Arsenic Addict kom godt rundt i dødsmetallens spektrum, inden Death to Seattle med vanlig finesse sked hul i gode manerer og politisk korrekthed.

Bersærk præsenterede bandets nye album i sin helhed på hjemmebanen i Aarhus en onsdag aften, hvor krasse Corona-forhold ikke havde den store indvirkning på en gennemført og solid præstation i en udsolgt sal.

Fates Warning viser både storform og overmod på bandets 13. album, som reddes af stærke sange over hvad, der for de fleste alligevel er en fin albumlængde, men er derfra noget mere på det jævne i de resterende 25 minutter.

Med deres tredje plade træder Auðn i den grad frem på den internationale black metal-scene, hvor de nu skal til at udfordre de store navne og festivalscener.

Leather Witch spiller hurtigt og hidsigt på deres debut, og i dette tilfælde er det i sig selv mere end rigeligt til at lave en fin plade.

Til trods for en enkelt tåkrummende skæring der mest af alt lyder som om de triste 00'ere stadig spøger, er Sólstafirs seneste album en mesterlig opvisning i grimme følelser, følelser der måske/måske ikke vækker genklang hos sine lyttere.

Ghostemane gør, hvad han vil. Kombinerer tidens trend med den tungeste og mest ubehagelige industrial, som var det 1994. ’Anti-Icon’ er på én gang fremadskuende og en hyldest til fortiden.

Den ene synger mørke folkesange om smerte og død. De andre synger grim og beskidt sludge om …  også smerte og død.

Selvom man ikke må øve sig, skal punk helst komme direkte fra øveren. Quitters første lp er ikke andet end rå, uforfalsket fuck-dig-musik.

For første gang i syv måneder var det muligt at tage til en metalkoncert på et spillested i Aarhus. Og aftenens bands satte musikken til den frustration, der har opbygget sig gennem et halvt år.

Det er efterhånden snart 20 år siden, at der var nyt fra de amerikanske hard rockere Blue Öyster Cult. Men bandet viser sig heldigvis ikke at være helt brændt ud i årene, der er gået.