Vi tog til Bremen for at se og høre Iron Maiden tirsdag aften. Vi oplevede fire strengespillere, der sørgede for underholdningsværdien.
Du vil danse, du vil headbange, du vil være voldsom – ’Unkillable Angel’ er din plade.
Tank slog aldrig for alvor igennem. Men på årets Metal Magic Festival viste NWOBHM-pionererne, at der stadig er olie i tanken og gang i larvefødderne.
Publikum var slidte. Ørerne trætte og mætte af musik. Benene ville hellere sidde end stå. Hvem bragte vitaliteten tilbage? 71-årige Bobby Liebling, såmænd.
Med stor metallisk autoritet og ukuelig energi drog Destruction på thrashhærværkstogt gennem debutalbummet og en håndfuld klassikere fredag på Metal Magic.
The Chisel på Gaia var en påmindelse om, at punk stadig kan være både vigtig, vedkommende og fuld af liv
Thou spiller normalt her og der og alle vegne og et vist mætningspunkt er nået på redaktionen. Men med så tyndt et program i den ekstreme ende, tog skribenten sig i at ønske, at de måske ville spille bare et enkelt lille bitte hemmeligt show.
I en regn af konfetti og pyroteknik gjorde Electric Callboy præcist det, alle havde forventet og spillede sig ind i alles hjerter.
Anmelderen må skamfuldt vaske sin corpsepaint af sig efter at have nydt Ghost Baths ’Rose Thorn Necklace’, der er black metal og post-rock pakket ind med lyserød sløjfe i vampyrromantik.
Med breakbeats, punket energi og japanske vokaler propstoppede Kumo 99 de dansevillige med energi og forvandlede den gamle lade til et interimistisk rave.
Knocked Loose slog sig løs i en time på Roskilde Festival, hvor de både skabte de største moshpits, de tungeste toner og formentlig flest riffs på kortest tid.
Brooklyn-sludgerne i Couch Slut er ikke for sarte sjæle, eller rettere: De er sarte sjæle, der skriger og støjer, så man kan mærke ennuien.
Den danske trio, Slim0, byggede op og rev ned i en hel times rutsjebanetur af en koncert. "Vi er her ikke for eskapisme", sagde de, men koncerten var et godt frikvarter fra de gængse formater og regler.
Rocken er ikke død. Ashes of Billy viste torsdag aften på Copenhell, at der stadig er liv i genren, og at der er håb for fremtiden!
Myrkur sørgede for genremæssig diversitet på Copenhell i år, da hun sammen med koret fra Fredensborg Slotskirke gav en god koncert på Hades.
Julie Christmas skruede ned for dramaet og op for den musikalske dynamik i en af de senaftens-seancer, der var som skabt til Gehenna-scenens intime rammer.
Selvom inspirationerne var blevet nærstuderet i alt fra musik og til, hvordan man trykker den af, så var Tetrarch en rigtig fin live-oplevelse
Gåte henførte os midlertidigt til anden tid og rum med sin episke folk, der både emmede af mørke og tyngde – en fantastisk booking inden for den mangelfuldt repræsenterede folkgenre!
De unge gutter i Sarcator leverede en sprudlende blanding af black og thrash-metal
Fredagen blev skudt i gang af fire herlige gutter fra Australien, der leverede 45 minutters svedig bluesrock.