2021 har brug for Every Time I Die, og bandets niende fuldlængdeudgivelse er en magtdemonstration, der dækker præcist det behov.

Frustrationen over det senmoderne samfund får fuld afløb på første LP fra sceneveteranerne i Anti Ritual. Og hvis man er med på at råbe af folk i slips, er det helt perfekt.

Hvis et ekstra hidsigt grindcoreband, fik et elskovsbarn med en defekt transistorradio ville det lyde som Full of Hells tiende udgivelse.

Gennem Triviums 22 årige levetid, har amerikanerne været med til at skabe en genre, udgivet ni fuldlængdeudgivelser og spillet sig selv længere og længere væk fra deres musikalske ophav. Men nu står den igen på velspillet metalcore.

Der bydes på sprudlende sangskrivning, en flot rød tråd og interessant udvikling på kvintettens tredje og til dato bedste fuldlængdeudgivelse.

Vanløses Stairway er ved at have styr på hvordan man lægger lokale til metalkoncerter, og trods ujævnt fremmøde, var Kollapse klar til at banke alle på plads i Virkelighedsfjerns navn

Crocell har ændret sin arbejdsmetode og udfordrer både EP- og albumformatet med sine nye udgivelser, hvor bandet i samarbejde med to producere har skabt to selvstændige EP'er under ét banner.

Enslaved går, som altid, deres egne veje og er ikke bange for at tegne os et kort.

Veteranerne Artillery var endnu en gang rigtigt gode, da bandet gæstede Tungt Jern Festivalen i Randers. Men næste generation, repræsenteret ved Chronicle, var nu heller ikke uden momenter.

The Night Flight Orchestra står stadig for den perfekte AOR-hyldest af høj kvalitet på deres sjette album, hvor kun det ultimative hit mangler til at fuldende.

Debutalbummet fra Funeral Chasm vil være og er sortsynet og deprimerende funeral doom, men det er også sært vederkvægende midt i al mistrøstigheden.

Carcass er tilbage med en plade, der minder om forgængeren og alligevel introducerer nye elementer til en lyd, der ikke fås andre steder.

Et minde om en voldtægt og fantasien om hævn er omdrejningspunkt for den helstøbte 80-er-goth-gone-black-metal-udgivelse fra amerikanske Apricitas' hånd.

Det er ikke tilfældigt at Kill-Town Death Fest er en institution. Anmelderens sløje livsvilje til trods lever festivalens sidste dag bestemt op til målsætningen om både død og fest.

På Loppen bød Offernat og Dying Hydra på inderlighed. Både blød og taknemmelig inderlighed, men også en udadreagerende og voldsom en af slagsen.  

Både HIRAKI og We Are Among Storms var veloplagte og svedte sig gennem hver deres koncert på det lille spillested i Aalborg.

Tyske Baxaxaxa trækker lytteren tilbage til black metal før Norge. 'Catacomb Cult' er fyldt med  heksesabatter, råddenskab, catchy sangskrivning og gammel ondskab, og det er virkelig fornøjeligt.

Umiddelbart spiller Baest og Katla to ret forskellige typer metal. Men stilistisk har de tre ting til fælles. Bajer, uhøjtidelighed og frasortering. 

“Sex med Satan er den højeste sang. Det lyder som en hammer fra helvede”. Således lyder de gamle visdomsord. Men passer det nu også, når vi taler om Wormwitch?

Metal Aid pt. II står mere i blackens tegn end etteren, hvilket passer både anmelderen og datoen godt.