De danske rockveteraner The Sandmen havde fokus på deres nye sange, og fravalgte flere oplagte klassikere. Men bandet spillede rigtig godt, og stillede op med respektindgydende mod og integritet.

Kærligheden til 80’erne fungerede som drivkraft, da Nestor efter tidligere aflysning endelig ramte Copenhell.

Sodom lød som thrash i gamle dage, og det var præcis det vi søgte, når man i midnatsstunden valgte mosh-garanti fremfor de samtidige andre musikalske tilbud.

Grava, som vi senest så på A Colossal Weekend tilbage i maj havde fået æren af at lukke ned for Boneyard-scenens program for i år, og de gav alt hvad de havde i sig i den stegende hede container. 

Blood Incantation har vokset sig fra undergrunden og ind i stratosfæren, og viste deres værd på Hades, men manglede lige det sidste ekstra push, for at det var en koncert for alle – og ikke blot kenderne og de prognysgerrige.

Når Candace Kucsulain siger du skal starte en circle-pit, så starter du den circle-pit!

Fit For An Autopsy gik på på den næstmest udskældte scene på festivalen, men formåede at få både hæderlig lyd og et virkelig godt publikumsengagement. 

Vanen tro, og fordi jeg har et arbejde, måtte jeg “tidligt” op lørdag formiddag, og vanen tro startede jeg på Gehenna til ingen ringere end fynske Terrorpy. 

Norske Slomosa leverede bundsolid stener rock med fuld tyngde og dynamisk dedikation.

Cabal fik chancen for, som revanche for sidst, at udleve deres Rot Girl Summer, og den greb de under en vellykket, stærkt muskuløs koncert på Gehenna.

Aalborgensiske Kōya skabte en væg af mørk lyd, der skyggede for solen i en engageret og vellykket energiudladning.

Kongen fra Hvidovre holder fortsat klassikerne i live med mere show for pengene end vanligt – og et par lovende, nye numre at teste af på publikummet.

Alderen og årene har også sat sig på snart 70-årige Billy Idol, men han sørgede stadigvæk for en fin fredagsfest på Copenhell, hvor der var plads til både fællessang, fællesdans og frieri. 

Mnemics homecoming blev en rejse ned ad ungdommens gade og viste overraskende aktualitet i et stramt spillet sæt, hvor næsten ingen fingre sad forkert. 

Kreator leverede en koncert, vi har set så mange gange før. Og glæden ved gensynet var igen fantastisk i selskab med de overbevisende tyskere.

Planet Y var et fabelagtigt, 25 minutters frirum midt i K-Town-atmosfæren, og bandet skabte glæde og dans med energiske protestsange som skåret til Boneyard-scenens rammer.

Med vanlig tør, britisk humor charmerede Jeff Walker og resten af Carcass sig gennem en times melodisk dødsmetal på Hades.

Man ventede på 'Pull Me Under' men faktisk var Dream Theater gode fra start, så bandets hit var ikke det eneste gode på en aften, hvor også James LaBrie i front leverede godt.

Thus spillede Gehenna i knæ med talent i rendyrket og destilleret form. Der mangler blot det sidste stjernestøv og erfaring før pakken er fuldendt. Og det skal de nok nå at finde.

På trods af mange års stilhed fik Commie Cowboys demonstreret, at de stadig har nerven intakt – og at guitarsoli ikke behøver være et no-go, bare fordi man spiller punk af den gamle skole.