Celestes udfordringer med mistet bagage og hyret grej gjorde deres midnatsseance mere dyster end vanligt –  overvejende til deres bedste.

Myrkurs danske forbandelse blev endelig brudt, da hun gav en selvsikker og tryllebindende nattekoncert på den scene, hvor hendes livekarriere startede.

Watain malede fredagens sommernat sort med stænk af blod og indsvøbt i ild. Det var en både bombastisk og kaotisk koncert, der i den grad klædte Roskildes program.

Det startede sløvt og endte på sit højeste. Det lykkedes ikke Nick Cave & the Bad Seeds at overgå deres sidste koncert på dansk jord, men bandet beviste alligevel deres værd under sidste halvdel af deres koncert på Orange Scene.

En af årets mest dystre Roskilde-bookinger kunne godt have fortjent mere passende rammer, der vil have tilladt melankolske Chelsea Wolfe at brænde helt igennem.

Madball var det helt rigtige band lørdag nat. Et tiltrængt energiboost, som desværre kun var for de ganske få, der lagde vejen forbi scenen, der var lige så fejldisponeret, som Madball var veloplagte.

The Night Flight Orchestra udfordrer både publikum og sig selv og strækker grænserne for, hvad man kan tillade sig i retrorockens navn videre, bredere og længere ud i rummet end nogensinde før.

Roskilde blev åbnet i en stor røgsky, da Dirt Forge tog en ordentlig inhalering og blæste deres fuldvoksne stoner-metal ud over Rising-scenen.

Nine Inch Nails afslutter ep-trilogien, med en ep (eller et album?), der mest af alt minder om en individuel ide, der er kørt af sporet.

Lørdagens store giraf, franske Igorrr, er nok Copenhells mest outrerede booking nogensinde. Kunne det mærkelige, ekstreme blandingsprodukt de selv kalder baroquecore, fange et publikum den folkelige festival? Ja. Det kunne det godt. Men ikke uden protester.

Bersærk brølede, buldrede og skabte fællessang meget som ved bandets første show på festivalen og leverede den forventede sejr.

Endnu engang stod Steel Panther klar til at minde os om, at bagdøren stadig kan være den nemmeste vej ind. Bagstive på sidstedagen var det også lige præcis denne slags lumre metalshow, folket havde brug for.

Festivalens næstsidste koncert var en fest for de få, men ikke desto mindre var Tsjuder og deres 90’er-prægede norske black metal en tiltrængt mangelvare.

De tunge, atmosfæriske lag trodsede sidevinden og foldede sig fortræffeligt ud i kontrast med solens bagen – så længe man gik tæt nok på scenen.

Corrosion of Conformity leverede spilleglæde og tung tråd i en koncert, der godt måtte have varet længere.

Med et nyt album i bagagen vendte Ghost tilbage til Danmark med et show, der emmede af gentagelse, men som ikke desto mindre var veludført og utrolig medrivende.

Amerikanske Suffocation skulle ikke bruge mere end 40 minutter på at trække al livskraft ud af publikum med deres knusende tunge dødsmetal, der bragede på den helt rigtige måde.

 Det kan godt være, at det stadig kun var morgen for en del af publikum, sådan en tidlig fredag eftermiddag, men gang i pitten kom der nu til Exodus' show på Copenhell

Graveyard lagde ud på samme måde, som de sluttede, da de stod på Helvíti i 2014. Mens skuffelsen kom snigende, vågnede svenskerne pludselig op og mindede os om, hvorfor de brød igennem til at begynde med.

Med vanlig charme og stor spillelyst fra Danko Jones blev fredagens koncertprogram afsluttet i højt humør sammen med et rocktændt publikum