Verdens første kvindelige hard rocker lever og har det godt og udgiver et af sin karrieres bedste album i en sen alder.

Eller bare troen på den? Aarhusianske Hiraki lægger sig på deres andet album i sporet af den 90’er-revival, der i mangel på reelt nye idéer forsøger at genopfinde fremtidstroen.

Et støjende helvede af rumklang, afbræk og sonisk forstyrrelse

Sandstorms anden EP er kort, simpel, stærk og rå – og kan citere de store mestre uden at kopiere.

Drüben har med 'Ormene Æder Fuglene Til Sidst' lavet en fremragende depressiv black metal, der, hvis man ikke allerede havde livslede, giver en lyst til at give op.

Finske Planeetta 9 serverer doomet metalrock på finsk, og det gøres med enkle fængende virkemidler og nogle ganske overbevisende omkvæd på den 18 minutter lange nyligt udgivne EP.

Finnerne har ry for at være nogle deprimerede og triste typer, der helst spiller hockey og begår selvmord, når de da ikke har flere metalbands per capita, end noget andet land i verden. Men efter at have set Hevi Reissu, er det ikke så blåt/hvidt endda.

Angelus Apatrida føles som nyfødte på deres syvende fuldlængdealbum. Hvis du er klar til at blive blæst omkuld, rystet i grundvolden og føle dig, som om du lige er blevet spyttet ud af en rasende thrash-vulkan, så hæng på – hvis du kan!

Fæl, flydende og bevidsthedsudvidende stonersludge fra landet hvor kvinderne lyser og mænd plyndrer.

White Void er elegant og syret rock med højt til loftet båret af en fremragende vokal fra Lars Are Nedland fra Solefald og Borknagar. Som alle inspirationer, der måtte have skabt Ghost, parret med norsk lethed og ynde.

Brødrene Loeffler brillierer trods skriveblokeringer og tydelige tegn på, at dette meget muligt kunne blive Chevelles sidste plade.

Ungdomssvinene modnes, og We Are Among Storms ryster fortid og forventninger af sig og træder ind midt i bulderet.

Baests nye album er en naturlig – og bedre – opfølger til deres tidligere albums, som dog næppe overbeviser tvivlerne. Men de kan jo også bare høre noget andet...

Med fængende guitarlyd og en rytmisk forståelse for black og dødsmetal har Suffering Hour lavet et virkelig godt album.

Iotunn har lagt det snurrende kompas fra sig og sat kursen mod stjernene på et album, der udforsker nye territorier.

Polske Crystal Viper lever og ånder for den traditionelle heavy metal – og det er slet ikke så skidt.

Finsk dødsmetal i 90'erne er på sin vis i familie med svensk dødsmetal, bare fortalt gennem den sky, men finurlige og evigt foranderlige tvilling. En bog om finsk dødsmetal er således spændende, ikke mindst for den lange liste af interesante bud til dødsmetallerens pladesamling.

Du krydrer din black metal med blues og country og tilføjer et skud solskin. Så har du Hoofmark

Finske Aethyrick perfektionerer atter den melankolske og melodiske andenbølge-black. Der er intet nyt under solen, men til gengæld leverer de på et langt højere niveau end de fleste.

Historien om fordærv og tro, renhed og besmittelse, synd og straf. Nyt dansk black metal bærer det hele i sig.