Caputo og resten af Life of Agony gav en ganske udmærket koncert på Hades, der nok mere huskes for stemningen end musikken.
Danske Steel Inferno åbnede fredagen med en forrygende omgang speed metal.
20 minutter blev til 30 seje minutter, da der var australsk smadderkasse på menuen fra det unge band Speed.
Med humor og lettilgængelig power metal kom Angus McSix langt på Copenhell, hvor publikum gik smilende, grinende og glade fra showet.
Alder betyder ikke alverden, hvis man gerne vil det. Igennem 60 minutter var hardcore-legenderne i Sick of it All en stor energibombe.
Advarsel: Følelser forude!
Med sine infernalske natteskrig fordrev Shaam Larein solskinnet fra festivalpladsen
Billy F Gibbons er ånden i ZZ Top, og det lod sig slet skjule i denne times sonderinger af den rustne white-man-blues, han selv lagde grunden til for et halvt århundrede tilbage.
Livløs var alt andet end deres navn på Hades lørdag. De bragede igennem med deres tunge dødsmetal og publikum ville lege med.
Den gamle black metal blev besøgt, mens den røde tråd til den mere industrielle metal blev alligevel bevaret, og Samaels første show i Danmark i 14 år var en succes.
Galge strammede løkken kærligt til om publikum med farverig og underholdende dødsmetal med indbyggede twists.
Ovenpå en tung periode med regn var SKYND lige hvad vi havde brug for, som en portal til et kriminalunivers fyldt med lig og androgyn forførelse.
Blodindsmurte Strychnos gjorde deres bedste for at slagte Copenhells gæster og gav en af de bedste danske koncerter, der indtil videre har været på årets festival.
Ungdommelig og utrættelig energi satte gang i den tidlige fest fra Vended, der har medlemmer, der er flasket op med, hvordan man leverer et tændt og vildt show.
Møl svævede i golden hour-lyset på Pandæmonium, og de indtog scenen som rock’n’roll stars.
Brasilianske Nervosa gav publikum på Copenhells mindste scene en ordentlig dosis thrash-metal, mens solen bagte nådesløst over Gehenna.
Der var ikke mange samlet foran Helviti, da Testament åbnede scenen torsdag efter middag, men de få der var, fik en solid times hårdslående thrash-metal.
En god gud er en død gud, og en god sang er en grum sang. Vi fik vrede sange fra et veloplagt band, da Zeal & Ardor rakte ud i mørket til os.
Parkway Drive var to numre og udfordrede sangtalenter fra at give Copenhell den ultimative afslutning på onsdagen.
Støvet blev pisket op, kammeraterne sendt i jorden, intensiteten maksimeret. The Ghost Inside leverede en ægte og ufiltreret power-performance.