Svenske Refused gav Hades-scenen et tiltrængt skud sofistikeret hardcore – og festivalen en feministisk opsang.

Vi har været efter Dimmu Borgir gennem længere tid, men på Hades lørdag aften beviste nordmændene, at de kan, når de vil, og det ville de på Copenhell 2019.

Lyden var fremragende til Scorpions, der gav en fantastisk sidste omgang på Copenhells hovedscene.

Municipal Waste fik foræret et helt nyt publikum på Copenhell, og da de først havde opdaget, hvad de var vidne til, fik vi årets thrash-koncert på Copenhell.

Hvis man troede, at Eluveitie ville lægge mere op til kædedans end moshpit, så tog man fejl. Metallen stod stærkt, selvom den var i følgeskab med violin og drejelire.

Endelig fik vi Belphegor serveret i de helt rigtige rammer, så den ekstreme musik kom i smuk forening med et stemningsfuldt scenesetup og godt med røg og ild.

Slipknot gav på mange måder den samlende koncertoplevelse, som Copenhell samler på. I 90 minutter underholdt det ni mand store band med et freakshow dedikeret til dem, der står udenfor.

Clutch var det helt rigtige navn til en variere fredag aftens voldsomme program.

Slægt har været lovende i så lang tid, at det har været ved at være oppe over, at de skulle indfri det. Det gjorde de endelig på Copenhell.

Whitechapel fik rykket rundt på hele festivalprogrammet, inden de endelig mødte op torsdag eftermiddag og leverede en medrivende, om end for kort koncert.

Vltimas leverede en solid dødsmetalkoncert, der kildede de rigtige steder og mindede os om, at Copenhell godt kan arrangere den gode ekstremmetal, når bare de gider.

Pelicans sjette album er et stærkt eksempel på, at man ikke nødvendigvis behøver følge den slagne vej i metal.

Søren Sol albumdebuterer med nyt roots-projekt, der både har modet og talentet til at gå egne veje og gå på opdagelse i den nordiske musiktradition og det, som engang var.

Lunar Shadow viser med bandets nye album ’The Smokeless Fires’ et nutidigt potentiale med inspirationer hentet i de klassiske metalgenrer.

ZZ Top lirede den sikre hitmaskine af med underspillet elegance og reddede aftenen hjem på støvet charme og svedige licks på trods af lidt indledende snavs i maskineriet.

Demons & Wizards trodsede solen og bød på mørke og fortryllende øjeblikke fra bagkataloget med indlagte overraskelser fra medlemmernes respektive karrierer.

Islandske Misþyrmings andet album er veludført black metal med masser af atmosfærisk stemning. Det er  heftigt, men også fyldt med legesyge og et væld af flotte melodier. 

Saint Vitus har originalforsanger Scott Reagers med efter 24 års fravær, og det comeback nyder alle godt af.

Majestica fornyr ikke ligefrem power metal-genren, men håndværket er helt i orden.

Wacken Metal Battle-deltagerne Death to Seattle albumdebuterer med et grunge-punket sammensurium af sange, der holder det kort, kontant og catchy.