Dødsmetal med energi og lækre detaljer uden at det går ud over den smadrende brutalitet: Pestilence er i den grad tilbage.

Russiske Moanhand smider en solid debutplade på gaden, hvor enmandshæren bag spiller doom med klassisk, pop, rock og black metal ind over. Lækkert.

Amenra forlader prædikestolen og går i stedet blandt mennesket. Nærhed er kodeordet på belgiernes nye plade.

Miami-metallen er anderledes end det meste. Det sætter sludgetrioen Bleeth streg under på tredje skæring, der både byder på dystopiske fremtidsvisioner, barbarvokal og ægte grimhed.

Mental Crueltys tredje fuldlængdeudgivelse er et stort skridt fremad for tyskerne, oven på den lettere skuffende forrige plade. Både hvad angår sangskrivning og udvikling.

Red Fang byder på musik, du kan drikke bajere til, uden der af den grund skal gå Biergarten i den.

Et tilbageblik på brutal statsterror og punk som protestmusik i Sydamerikas største land. Fire svenskere spiller brasiliansk hardcore og hylder fortiden.

Fire bands på én aften og særdeles blandede bolcher. Between Oceans leverer aftenens mågelort, imens Unseen Faith leverer et hold-kæft-bolsche til alle, der ikke kan lide deathcore. Daze of June leverer en juni-varm, men lidt fugtig omgang. 

I weekenden lokkede Blastbeast os til The New Shit i Pumpehuset med en spøjs blanding af knallertrock og screamo.

Langt inde i karrieren formår Flotsam and Jetsam fortsat at udgive et nyt album, der holder et ganske højt niveau.

Det er efterhånden længe siden, at vi har hørt nyt fra Perturbator. Ventetiden har dog været alt værd og mere til.

Debutalbum fra Heavy Sentence er fyldt med punkede, bøllede arbejderklassemetalhymner og er nok det bedste soundtrack til et værtshusslagsmål, man kan forestille sig.

'Visions of Trismegistos' er fortættet, kompleks og mørk thrash i et hæsblæsende tempo, der efterlader stort set samtlige konkurrenter halsende efter Nekromantheon.

Højt mod nord, på kontinentet Tamriel ligger det frosne land Skyrim. Her kommer inspirationen til Noctules melodiske black metal, og der er intet andet at gøre, end at overgive sig og gå på opdagelse.

Benni Bødkers horrorroman for voksne er blevet kaldt dødsmetal, men anslaget er mere raffineret end dét – og fortrinligt kulørt.

Vulture spiller flittigt på den store oldschool heavy og thrash-violin, og så kan de endda finde ud af at knuse de snævre rammer med nogle overraskende velplacerede genrebrydninger. 

Tredje fuldlængdeudgivelse fra den dansk/svenske kvartet er et sammensurium af de foregående succeser: En tung satan med masser af variation og detaljer, der fastholder bandets lyst til at eksperimentere og udfordre lytteren.

Jo Steel lyder som en mongol, der prøver at spille heavy metal. Altså ret meget som heavy metal. Det er den perfekte antitese til den lammende perfektionisme.

'Har' er et spændende album fra rumænske Dordeduh, der i et storladent musikalsk maleri blander farver fra Rotting Christ med en palette lånt af Alcest.

Fra vestkyst til østkyst giver Awenden og Feminazgûl hver deres bud på moderne black metal, sorg og raseri