Selvom man ikke må øve sig, skal punk helst komme direkte fra øveren. Quitters første lp er ikke andet end rå, uforfalsket fuck-dig-musik.

For første gang i syv måneder var det muligt at tage til en metalkoncert på et spillested i Aarhus. Og aftenens bands satte musikken til den frustration, der har opbygget sig gennem et halvt år.

Det er efterhånden snart 20 år siden, at der var nyt fra de amerikanske hard rockere Blue Öyster Cult. Men bandet viser sig heldigvis ikke at være helt brændt ud i årene, der er gået.

Der er varslet korte sæt med endnu kortere changeovers på Amager Bio i aften. Der skal nås tre bands, inden klokken slår 22:15, og vi alle igen bliver til triste græskar. Vejret passer udmærket til en smule deathcore, mens solen går ned klokken 19, og vinden rusker gennem Amagerbrogade.

De mange nu-metal-fans, der så deres genre blive kneppet af pladeindustrien og skældt ud af det elitære metalpoliti, er blevet gamle nok til selv at udgive musik – og de giver ikke en skid for, hvad du synes om genren.

Kapitel 2 i Katlas række af ep'er, 'Warmongering Luciferians', lægger sig som en naturlig forlængelse af kapitel 1. Ikke så dumt endda, for hele herligheden er netop udgivet som ét album.

Man ved aldrig helt, hvad man får med Ancst. Men denne gang får du et los i hovedet af lige dele combat boots og fortvivlelse.

Svenske Lik lyder, som om de har fået hjemlandets dødsmetal ind med modermælken, men da sangskrivning og lyd er i top, så accepterer vor anmelder, at det er så som så med originaliteten.

Anaal Nathrakh lyder, som altid, fristes man til at sige, både velkendte og eksperimenterende på album nummer 11, der er både storladent, fængende, bestialsk og modbydeligt.

Det fås ikke meget mere melodisk, men Uada kan det pis. Med den mere åbne og klare lyd på deres tredje album kan de tage springet til næste liga.

 'Napalm in the Morning' sang Sodom i sin tid. Men hvorfor nøjes med morgen-Napalm, når Napalm Death igen-igen er superskarpe, og på det 16. album i en lang karriere stadig formår at overraske og henrykke?

Aalborg-duo leverer velspillet sortmetallisk rejse udi terrorbombardement, romantik og guldalderlyrik. Darkthrone tilbedes på behørig vis, men heldigvis levnes plads til udvikling.

Pain of Salvation er gået nye og andre spændende veje, men besøger undervejs også lidt i øst og vest af bagkataloget.

Nordmændenes grindcore sparker dig så hårdt i mundtøjet, at selv de aflagte mælketænder hjemme i mors skuffe får ridser. Men fjollerierne trænges mere og mere i baggrunden af alvoren, og det hele gør noget mere ondt.

John Petrucci overrasker positivt med et ganske fornuftigt soloudspil.

Efter at have ligget i skuffen i 12 år er quebecske Atramentus’ funeral doom-opus i tre akter endelig udkommet.

Årets hidtil grimmeste album.

Svenskproduceret stoner metal med smag af ægte californisk ørkenstøv og kosmisk ditto.

Manden med Weekendvesten holder også ferie, og heldigvis for ham er corona ikke et problem, da han naturligvis er en af hjemlandets stolte campister.

I Portugal brygger man black metal med ingredienser høstet på Månens mørke side.