Det aarhusianske black metal-band Horned Almighty har brugt tid på deres sjette plade, og den er godt givet ud, for lyden har fået flere facetter.

Fire stykker med dødsmetal af høj kvalitet gjorde den femte omgang af Extremely Rotten Death Metal til en sygeligt sej aften i Pumpehuset.

Chelsea Wolfe søger tilbage til rødderne i ‘Birth of Violence’, der med sin hudløse ærlighed åbner op for en anden form for dysterhed, end man tidligere har været vant til.

Enkelt og nuanceret. Dystopisk og opløftende. Syreregn smider ekstra konceptuel bagage på vægtskålen med flere progressive indfald i psychblues-puljen, og vi er overvejende taknemmelige.

Sjette album fra Esoteric er langt og krævende af lytteren, men med den rette tid og måske også de rette lytterammer, så udfolder sig et støjende univers, der både er skræmmende og smukt.

Det er ikke hverdagskost med gothic symfonisk metal i Danmark med kvindelig frontfigur. Men når det så endelig sker, er Ethereal Kingdoms bestemt en fin repræsentant for genren.

Canadiske Riot City vrider metalklichéerne og gør dem unge og friske på debutalbummet. Resultatet er akut luftguitarspilfremkaldende i en grad, man næsten ikke vil være ved.

Svenske Wormwood spiller en episk black metal, der vil glæde fans af såvel Bathory og Dissection som Månegarm. Den sorte nats arv føres sikkert videre.

Amerikanske Sadistic Ritual tromler af sted med blastbeats og et væld af temposkift på underholdende debut, der hæver sig over horderne af retro-thrash-bands ved at ville mere.

Black metal kan sagtens være både melodisk og folket uden partout at skulle handle om vikinger. Minnesotas Obsequiae leverer korsang, sværdslag, folkemusik, guitarsoloer og blastbeats på deres tredje album.

I Fredericia beviste Marduk nok engang, at de er i særklasse på en scene. Men det ville efterhånden klæde bandet at skifte de evigt samme sange ud på sætlisten.

Fremmødet var beskedent, men indsatsen fra Moonspell og Rotting Christ var mere end hæderlig i Kolding.  

Fra Minnesota kommer et af årets mærkeligste bands. Wishfield smider electronica, black metal, noise rock og (måske) en stor håndfuld psykofarmaka i heksekedlen og skruer op for blusset.

Islandske Une Misére leverer en solid debutplade, der med udgangspunkt i hardcorepunken ender med at minde om et metallisk eksperimentarium.

Britiske Earth Moves bevæger sig op og ned i jagten på crescendoet, de synger som Robert Smith på de tracks, der var for mørke til ‘Disintegration’, og de lader frustration og sorg blandes til en post-hardcore, der driver af skærende aggression og følsom skrøbelighed.

Paradise Lost-sangskriver Greg Mackintosh debuterer med sit nye projekt Strigoi, der leverer en solid gang ekstremmetal med anerkendende nik til mange fortidige referencer.

Selvom der var stort fokus på det nyeste album, som er smukt, men metalfattigt, så var der alligevel noget dystert og tungt over Leprous' fine koncert, så resultatet alligevel var en ganske intens oplevelse.

Med en tredelt koncert, der startede halvslapt og endte suverænt, beviste Mayhem, hvorfor de er det væsentligste black metal-band igennem tre årtier.

Metalveteranerne Tygers of Pan Tang viser sig at være i overraskende god form på bandets nye album.

Med et dusin af musikhistoriens sejeste thrashhymner omfavnede Max og Iggor Cavalera fortiden og forvandlede Pumpehuset til en fandenivoldsk og nostalgisk tidsmaskine med en koncert, der næsten kom i mål som en helt suveræn oplevelse.