Er Uriah Heep uden Mick Box stadig Uriah Heep? Og gør det noget, når de forvalter deres sangskat så godt?
Amager Bio blev forvandlet til et musikalsk oprør, da Grandson og Pinkshift leverede en koncert fyldt med vrede riffs, kærlighed og revolutionær energi midt i en urolig verden.
Airbourne leverede med maksimum dedikation og dynamik mandag aften i Poolen, og de gode gamle gimmicks fungerer stadigvæk.
Stengade slog en mørk fredag i januar dørene op for det sorte selskab, hvor variationer over temaet "sort" blev udfoldet - fra det generiske til det (næsten) geniale.
Puke Wolf sætter følelserne i centrum og lader vokalen diktere, hvor meget plads der er til instrumenter, på fornemt album om tilsandede forhold og nedarvet emotionel bagage.
Der skulle gå seks år, inden vi fik opfølgeren til Morilds første album. Og så tillod vi os at vente endnu længere med at anmelde det. Skam få os!
Med ‘DREAMCRUSH’ skaber MØL en sjældent set fusion af shoegaze, indiepop og black metal – en skinnende, livsbekræftende metalplade, der både udfordrer og forfører.
Med metalhistoriens muligvis mest maskuline frontmand i spidsen demonstrerede russerne i Slaughter to Prevail lørdag aften i K.B. Hallen, at kvintetten er godt på vej til at blive heavy metals helt store navn.
Men det gør vi så alligevel lidt alligevel, og jeg var begravet i voksenforpligtelser og arbejde, da Demersals EP ‘Vi kunne ikke blive her for evigt, vel?’ udkom.
Exelerate spiller fermt på nostalgifaktoren men har andre finesser, der gør bandet relevant i sin samtid, selvom det er en fyrre års tid efter inspirationskildernes storhedstid.
Ingen flugtvej, ingen ilt: Pustulant Flesh kvæler dig med dødsmetal direkte fra kloaksystemet.
Phreneliths 'Ashen Womb' er 39 minutter uden nåde og uden lys - en stemningsmættet rejse gennem kosmos, lava og eksistentiel undergang.
På ‘Thalassa Phobos’ suger TRWLR dig ned i et apokalyptisk mørke af blackened aggression og dissonans. En kompromisløs plade uden nåde – stærk kost, ingen redningskrans.
Mite var nede at vende, men har påfaldende nemt overlevet afskeden med bandets karismatiske frontmand. Der er stadig liv i miderne, og de sparker fra sig.
Schweiziske Coroner laver et solidt thrash-comeback efter mere end 30 års pause fra studiet. ’Dissonance Theory’ lyder godt og komplekst.
Lige som man havde vænnet sig til de mere pop- og indie-klingende toner på ‘Ultrapop’ og ‘Perfect Saviors’, vendte The Armed alting på hovedet igen.
Svenske This Gift is a Curse er herligt intense og maniske på dynamiske 'Heir', hvor de indlagte "pauser" synes unødvendigt spilletidsforlængende.
Hvis Rage Against The Machine havde mere finesse og udgav musik i dag, kunne clipping. meget vel være deres vigtigste inspirationskilde.
‘No Retreat, No Surrender’ er retrofetichisme med stil og swing: et lækkert, filmisk groove, der hellere poserer end slår hårdt.
Tålmodigheden er opbrugt, verdensordenen krakelerer, og Rotten Sound leverer lydsporet, mens du stadig tror, at du kan stemme dig til forandringer.