En lang fredag og en lang aften med svenske og norske bands med Abbath og Hypocrisy øverst på plakaten.
Technoen opstod i Detroits industrielle centre, men Lollands sukkerroer og tankstationer kan også være drivkraften i et frugtbart møde mellem rigid maskinrytmik og personlig erindring.
To fine halvdele udgør et fandens fint værk i alt på Corrosion of Conformitys første album siden 2018 og det første siden stiftende medlem Reed Mullins død.
Carpenter Brut fik uppet sit game, som man siger på nydansk, og var i modsætning til sidste gang ikke det mindste kedelig. Til gengæld havde han af besynderlige årsager valgt at finde opvarmningen på et af de billigere krydstogtskibe.
Fredericia-bandet løfter sig markant på ‘Mosaic’, men skyggen fra Gojira er stadig både en styrke og en udfordring.
På 'Ferrum Sidereum' finder Zu ro i kaosset – et nuanceret, krævende værk, hvor skronk møder kontemplation i en kompromisløs, kosmisk kraftpræstation.
Andet album fra californiske Fortress er også et præcisionsangreb af lynhurtige guitarer, lækre riffs og skinger melodisk vokal.
Lamb of God viser stadig tænder på ‘Into Oblivion’ – en energisk, men ikke fejlfri plade fra groove metal-veteranerne.
Burning Witches en fredag aften i en by i provinsen? Det kunne nu alligevel noget.
Kanonenfieber forvandlede Første Verdenskrig til fællessang, blastbeats og blodrødt sceneteater – og publikum åd det råt.
Kapper, kosmos og kontrolleret kraft: Hällas leverede en tidsrejse, der fik Amager Bio til at holde vejret.
Heksproces sigter højt på deres debut: et tungt, mørkt og ambitiøst værk, der kræver sin lytter – men også markerer et band, der vil mere end de fleste herhjemme.
Igorrr leverer kirurgisk kaos og ekstrem præcision – men bag den perfekte eksekvering lurer rutinen, og spørgsmålet er, om genialiteten er ved at blive for tryg.
En overordentlig stor dosis power metal på en lillefredag, da Wind Rose, Hammerfall og Powerwolf gæstede KB Hallen torsdag aften.
Lorna Shore beviste, hvorfor de er metallens store stjerneskud på en søndag aften, hvor også Whitechapel var glimrende.
Ponte del Diavolo forfiner deres blackened post-punk: mørkere, mere filmisk og langt mere afhængighedsskabende. De Venom Natura er gift, der virker.
Paradise Lost demonstrerede, hvorfor de stadig er blandt genrens sværvægtere: Et opdateret sæt og en Holmes i hopla løftede VoxHall på rutinen alene.
Er Uriah Heep uden Mick Box stadig Uriah Heep? Og gør det noget, når de forvalter deres sangskat så godt?
Amager Bio blev forvandlet til et musikalsk oprør, da Grandson og Pinkshift leverede en koncert fyldt med vrede riffs, kærlighed og revolutionær energi midt i en urolig verden.
Airbourne leverede med maksimum dedikation og dynamik mandag aften i Poolen, og de gode gamle gimmicks fungerer stadigvæk.