Hvis det her er en indikation af, hvordan resten af foråret kommer til at være, skal det hele nok gå: Ud af det blå slipper Gatecreeper en EP, der renser godt ud i dyndet.
Hvor ’Poverty Metal’ viser tænder på den første sang ’Bully’, er resten af albummet fra den tidligere Ghost-guitarist en mere post-punket end metallisk omgang. Palm er mere end blot guitarist.
Et helt særligt øjeblik i King Dudes karriere er indtruffet med et noget nært perfekt album, der vil stå tilbage som et af højdepunkterne i kataloget.
Aaron Turner laver så mange plader med så højt et ambitionsniveau, at det er let at overse perlerne. Men på Sumacs sjette album går 70’ernes freejazz, 90’ernes støjrock og 00’ernes post-metal og sludge op i en højere enhed og skaber en af sidste års bedste metalplader.
Måske det mest blasfemiske album 2020 havde at byde på. Og denne gang er det ikke Vorherre på korset, der vender øjnene væk, men i stedet er det sure mænd med pandafjæs.
Manden med Weekendvesten forstår sig på at skyde det gamle år i småstykker, og han allierer sig med Scrollkeeper, da arsenalet skal fyldes op før den store aften.
Ett Dödens Maskineri spiller skøn crust punk men ved at lempe lidt på distortionpedalen, så bliver den punkede D-beat ramt af noget rocket, endog post-rocket, og det giver alt i alt et interessant resultat.
Glacier har ventet en tredjedel af et århundrede på at lave en fuldlængde, og det var tilsyneladende klogt at udvise tålmodighed.
Nasum er ikke mere. Men dokumentarfilmen om bandets afsluttende koncert og farvel til den afdøde frontmand Mieszko Talarczyk er et glimrende værk, der sætter sine spor i seerens bevidsthed.
Californisk stoner doom med britisk mudder på kjortlen.
Til trods for en ny forsanger er det stadig Joe Cocchis let genkendelige og ekseptionelle rifferi, der definerer Within the Ruins. Man fristes til at sige, at alt er som normalt – den nye normal.
Dark Buddha Rising er en syrekakofoni med toner af Jefferson Airplane og Siouxsie and the Banshees. Et gotisk trip ud i rummet og ind i sindet.
Havde man savnet at mærke musikken i kroppen, var lørdagens koncert præcist den emotionelle forløsning, som vi har lært at forvente af esbjerggenserne.
Arsenic Addict kom godt rundt i dødsmetallens spektrum, inden Death to Seattle med vanlig finesse sked hul i gode manerer og politisk korrekthed.
Bersærk præsenterede bandets nye album i sin helhed på hjemmebanen i Aarhus en onsdag aften, hvor krasse Corona-forhold ikke havde den store indvirkning på en gennemført og solid præstation i en udsolgt sal.
Fates Warning viser både storform og overmod på bandets 13. album, som reddes af stærke sange over hvad, der for de fleste alligevel er en fin albumlængde, men er derfra noget mere på det jævne i de resterende 25 minutter.
Med deres tredje plade træder Auðn i den grad frem på den internationale black metal-scene, hvor de nu skal til at udfordre de store navne og festivalscener.
Leather Witch spiller hurtigt og hidsigt på deres debut, og i dette tilfælde er det i sig selv mere end rigeligt til at lave en fin plade.
Til trods for en enkelt tåkrummende skæring der mest af alt lyder som om de triste 00'ere stadig spøger, er Sólstafirs seneste album en mesterlig opvisning i grimme følelser, følelser der måske/måske ikke vækker genklang hos sine lyttere.
Ghostemane gør, hvad han vil. Kombinerer tidens trend med den tungeste og mest ubehagelige industrial, som var det 1994. ’Anti-Icon’ er på én gang fremadskuende og en hyldest til fortiden.
Ugens top 5
Darkthrones debutplade 'Soulside Journey' var en dødsmetal-plade, før de gik i sort det næste årti. Vi har fanget fem gode ting derfra.
Læs mere