Caligula's Horse excellerer med huggende riffs og matematisk præcision, som en raffineret udvikling af den hæderkronede forgænger. Overvejende til deres fordel, men ikke helt fri for sovsede indslag.

Wulfaz holder den simple, møgbeskidte og bemærkelsesværdigt catchy blanding af crustpunk og black metal fint i hævd på duoens anden ep, der tilføjer en skæv ekstradimension til den danske svartmetal-scene.

Morning Bells proggede rock er fængende og melodisk og krydser på behagelig vis klinger med Ghost og dansk rock som Dizzy Mizz Lizzy, især på vokalen.

Det kan være svært for Gus G at slippe af med prædikatet om, at det var ham, der engang spillede med Ozzy. Men det er på tide, at man begynder at tage ham alvorligt med sit eget band Firewind.

Hvis venstrefløjens sorte blok gik en tur i skoven, så ville de høre Uprising.

Winterfylleth spiller black metal, men så spiller de også nogle gange gammel engelsk folkemusik. Denne gang er englændernes udspil, heldigvis, en fejlfri stiløvelse udi førstnævnte.

Kultband gør comeback med 39 minutters pur, uforfalsket, episk doom/heavy metal, der lyder, som om tiden har stået stille siden 1980'erne. Heldigvis da.

De seneste år har været udfordrende for det danske hard-rock band - ikke mindst hvad angår sammensætningen. Til gengæld lader det til, at Blended Brew anno 2020 er en stærkere konstellation end tidligere.

Anaal Nathrakhs musikalske univers udsættes for popskabeloner og slasher-hyldester på Make Them Die Slowlys nyudgivne og bloddryppende friske debut.

Græsk ørkenrock lige til at smide på anlægget i din gamle spand, når du skal ud at køre i sommervarmen.

Filmen om thrash metal er her. Hetfield, Hammett, Ulrich, King, Araya, Lombardo, Holt, Mustaine, Ellefson, Hunting og mange flere fortæller om starten på genren.

Vi kendte ikke argentinske Medium. Det gør vi nu. Og det bør du også. Crustpunk, grindcore og en snert af svart metal gennemsyrer bandets debut-ep, der indtil videre er årets positive overraskelse.

Som klokkerne ved midnatstide ringer canadiske Loviatar natten ind

Forndom lukker øjnene for nutiden og skeler mod folklorens svundne tid, hvor alting var mere sort og hvidt. En stemningsladet tidsrejse for hedninge med svaghed for Nordens gamle dyder.

Det kan godt være, at man hverken finder måne eller citron i en citronmåne, men man finder dog sort kunst på Svartkonsts andet album, der på fineste vis lader klassisk svenskerdød krydse klinger med ditto black.

Night Fligt Orchestras femte album er en magtpræstation i sangskrivning, men vi ville ikke være Devilution, hvis vi ikke påpegede den svage side.

At beskrive Igorrr er som at forsøge at sømme spaghetti fast til væggen. Begge dele er et ugudeligt og klistret Sisyfosarbejde, og det er lige så umuligt, som det er underholdende.

I en simpel, voldsom lyd vokser rasende riffs til melodisk storhed, når franske Cénotaphe lader debutalbummet servere lytteren en forfriskende bidsk black metal.

Finske Aethyrick fortsætter den melodiske black metal, de påbegyndte på debutalbummet. Resultatet vinder få innovationspriser, men er så meget desto mere vellykket.

Manden med Weekendvesten har ikke længere flot hår med spaltede spidser at headbange med, og derfor får han brug for heavy metal i form af svenske Ambush til give ham samsonsk styrke.