Michael Schenker har været særdeles produktiv de senere år, men med svingerne resultater. Nu leverer han endelig et album, som er mere end godkendt.

Australske StarGazer blander prog, death, thrash og black metal til et genrenedbrydende, teknisk og headbangende hele. 'Psychic Secretions' er fuld af foragt for overfladisk lytning og fuld af kunstnerisk integritet.

Guatemalansk black-band er egensindige og originale på en genudgivelse, der nok er fra 2008, men som lyder, som om den udkom, før regelbogen for black metal blev skrevet færdig.

I Sibirien lever kold og melodisk black metal i bedste velgående. Brødrene Sysoev leverer ugleskrig, synthesizer og masser af atmosfære.

Sideprojekt med medlemmer fra Denial of God og Black Oath er lyden af støv, edderkoppespind, mug og muldnende knogler.

Den syvende søn har succes med at søge udvikling og samtidig skabe en kompetent beatrock-plade, der nok lyder som en anden tid men gør det på nutidig vis.

Hvis det her er en indikation af, hvordan resten af foråret kommer til at være, skal det hele nok gå: Ud af det blå slipper Gatecreeper en EP, der renser godt ud i dyndet.

Hvor ’Poverty Metal’ viser tænder på den første sang ’Bully’, er resten af albummet fra den tidligere Ghost-guitarist en mere post-punket end metallisk omgang. Palm er mere end blot guitarist.

Et helt særligt øjeblik i King Dudes karriere er indtruffet med et noget nært perfekt album, der vil stå tilbage som et af højdepunkterne i kataloget.

Aaron Turner laver så mange plader med så højt et ambitionsniveau, at det er let at overse perlerne. Men på Sumacs sjette album går 70’ernes freejazz, 90’ernes støjrock og 00’ernes post-metal og sludge op i en højere enhed og skaber en af sidste års bedste metalplader.

Måske det mest blasfemiske album 2020 havde at byde på. Og denne gang er det ikke Vorherre på korset, der vender øjnene væk, men i stedet er det sure mænd med pandafjæs.

Manden med Weekendvesten forstår sig på at skyde det gamle år i småstykker, og han allierer sig med Scrollkeeper, da arsenalet skal fyldes op før den store aften.

Ett Dödens Maskineri spiller skøn crust punk men ved at lempe lidt på distortionpedalen, så bliver den punkede D-beat ramt af noget rocket, endog post-rocket, og det giver alt i alt et interessant resultat.

Glacier har ventet en tredjedel af et århundrede på at lave en fuldlængde, og det var tilsyneladende klogt at udvise tålmodighed.

Nasum er ikke mere. Men dokumentarfilmen om bandets afsluttende koncert og farvel til den afdøde frontmand Mieszko Talarczyk er et glimrende værk, der sætter sine spor i seerens bevidsthed.

Californisk stoner doom med britisk mudder på kjortlen.

Til trods for en ny forsanger er det stadig Joe Cocchis let genkendelige og ekseptionelle rifferi, der definerer Within the Ruins. Man fristes til at sige, at alt er som normalt – den nye normal.

Dark Buddha Rising er en syrekakofoni med toner af Jefferson Airplane og Siouxsie and the Banshees. Et gotisk trip ud i rummet og ind i sindet.

Havde man savnet at mærke musikken i kroppen, var lørdagens koncert præcist den emotionelle forløsning, som vi har lært at forvente af esbjerggenserne.

Arsenic Addict kom godt rundt i dødsmetallens spektrum, inden Death to Seattle med vanlig finesse sked hul i gode manerer og politisk korrekthed.