Pladeanmeldelser
Den danske undergrund har gravet Strychnos op, og den fæle lugt af had, gift, Satan og aggressioner fylder musikbilledet på deres nye EP.
Foo Fighters' syvende plade "Wasting Light" er bogstavelig talt lavet i garagen, og det lyder ikke helt tosset.
Dredg har droppet rocken til fordel for et mindre vellykket samarbejde med Dan The Automator.
Så er andet album efter forsangerskiftet i Scar Symmetry på gaden, og det er desværre en noget kedelig affære.
Wolf ved godt, hvordan man skærer en heavy skive og forsøger ikke at skjule inspirationskilderne.
Metallens udbredelse til Maldiverne er et smukt eksempel på det gode ved globaliseringen, og Sacred Legacy er absolut værdige til at prøve kræfter med en af vestens smukkeste kunstarter.
Udover at være lidt svære at sætte i bås, er Believer også svære at holde ud og holde af.
Man skal være forberedt på, at Between the Buried and Me vil sætte de fleste lyttere på en prøve med et ualmindeligt sært album.
Det klæder Burden at spille langsomt, men det ville øge nydelsen med større tempomæssigt variation.
Var det ikke for en dygtig, men meget uønsket tangentbokser, kunne Winds of Plague bade i positive ord.
Norther kombinerer og komponerer sig fint ad to forskellige metalliske veje, og har kun problemer med en kedelig produktion.
Fra tid til anden støder man på bands, der tager fat, hvor Bathory kunne have gjort det, og det er ca. det som Demonaz har gjort.
Sonne Adam er et ikke et band, man i dag ville forvente at finde på Century Media, men ikke desto mindre står de fælles om det israeliske oldschool angreb.
Pentagrams 'Last Rites' genforener to doom-legender, og det er der kommet en ufattelig fed plade ud af.
Illdisposed gør lige præcis som det passer dem, og det kan høres på den nye plade.
Andet album fra Sylosis er en udmærket omgang moderne thrash metal, men bandet taber af og til lytteren i langtrukne sangafslutninger.
Red Fang byder ind med et godt bud på årets stoner-skive.
Necros Christos har ikke helt evnerne til at begå sig i en svær genre, men enkelte dele fungerer overraskende godt.
Vanir spiller lystigt på danernes mytologi og kunne have undgået en Fimbulvinterens kulde i denne anmeldersaga med mere metal og mindre pusten i udhulede knogler.
Inspirationskilderne er tydelige hos SIC, men det skæmmer eller skræmmer absolut ikke.