Wolfmother var i stødet i Tivoli, hvor almindelig samtale formåede at overdøve koncerten.

I januar vandt Barricade talentkonkurrencen ”Mighty Fight Night” i Pumpehuset. Som en del af æren vandt de også en plads på Copenhells Pandæmonium-scene.

Mens Korpiklaani sørgede for folkefest på Hades, blev The Kandidates energiske publikum smadret igennem.

Det er svært ikke at se frem til Meshuggah på en scene, men på Copenhell blev det en jævn indsats fra bandet, der sagtens kunne have taget publikum mere med.

Killswitch Engage åbnede 'Helviti' på Copenhell og slap derfra med lidt skrammer på stemmebåndet.

Redwood Hill åbnede lørdagens program i voldsom kontrast mellem de skarpe solstråler og bandets dystre og dunkle musik.

Efter en sløv start og en skideballe til publikum kom der endelig liv i koncerten med Dying Fetus.

Rising var slet ikke dårlige, men fungerede heller ikke helt på Copenhells lille scene.

Det var finsk, fjollet og festligt, da Korpiklaani stod for årets folkemusikalske indslag.

Skønhedsfejl og et småpinligt optrin fra yngre udgaver af Cavalera fik en ellers fremragende begyndelse til at trække i langdrag og blive lidt ligegyldig mod slutningen.

Amerikanske Skeletonwitch havde æren af at åbne Hades-scenen til dette års Copenhell og leverede et solidt show.

For teltliggerne og de allermest entusiastiske kunne årets Copenhell tyvstartes med fløjter, fjollerier og fest.

Sacred Reich gav anledning til lidt tiltrængt headbanging på Sweden Rock, men Arizona-bandets meget lidt opfindsomme Slayer-inspirerede thrash kan ikke bruges til meget mere end netop dét.

Veteranerne i Bad Company med Paul Rodgers gav en hyggelig eftermiddagskoncert, der dog ikke rykkede ved andet end beholdningen i ølflaskerne rundt omkring på pladsen.

Solen vandt over engelske Hell, der var temmelig svære at tage seriøst.

Blue Öyster Cult gik på Sweden Rocks hovedscene netop som regnen begyndte at vælte ned. Og det medførte en ærgerlig drukning af amerikanernes overlegne rifffest.

Der var ikke en finger at sætte på Soundgardens koncert på Sweden Rock. Til gengæld fik man et ærgerligt indtryk af fire musikere, der nærmest intet har til fælles, og som mest spillede, fordi de skulle.

Det store metalorkester balancerer på en knivsæg mellem at ville være familierockorkester og metalmusikkens allerstørste. En svær opgave, selv for Metallica.

Fear Factory prøver at genopfinde sig selv med et velspillet, men endimensionelt album.

For lidt hård rock og for meget regn lagde en dæmper på en ellers velspillet koncert.