Udo Dirkschneider er en af metallens mange, mange ”has beens”, der lang tid efter udløbsdatoen stadig kører landevejene tynde for at spille spredte jobs på mindre og mindre spillesteder. Det er sådan set fint nok med lidt livenostalgi, men hvorfor også udgive album?
Selvom der var et par bundskrabere er Trivium stadig et band der kan skabe en fest. Og As I Lay Dying spillede generelt røven ud af bukserne på alt og alle.
Pain har igen ramt en fornem balance mellem industriel elektro-pop og metal på et godt varieret syvende album.
Doom? Tja, vel nok. Men også tilsat lidt pop, syre, grunge, støjrock og en punket attitude!
Megadeths seneste udspil ’Super Collider’ er ikke nogen åbenbaring, hverken musikalsk eller videnskabelig. Det er derimod Mustaine på autopilot.
Priestess tilsidesætter sig selv for meget på album nummer to, som dog stadigvæk byder på retroherligheder.
Selv med nogle af 90’ernes bedste numre kunne Corrosion of Conformity ikke vinde over dårlig lyd i et telt, der var for stort for den legendariske gruppe, som mistede modet undervejs.
Deftones hævede støt niveauet undervejs uden helt at finde den særlige magi, der gør Orange Scene til det nærmest utopiske paradis, den kan blive, når band og publikum mødes i uforklarlig synergi.
Týr præsenterede en blanding af gamle kendinge og nyere materiale og leverede ret komplet billede af, hvad bandet står for.
Lovende, men også lidt usikkert album fra noget så sjældent som et metalcore band med kvindelig forsanger.
Det gamle metalikon overraskede alt og alle ved ikke at falde igennem, men tværtimod leverede et underholdende show.
Der blev ingen fest, da KEN Mode kæmpede for hyren i Kødbyen. Til gengæld viste et nyt dansk hardcore band sig frem i overbevisende stil.
20 minutter var alt, hvad den nye københavnertrio skulle bruge til at overbevise om at de kan føre stilen videre fra deres tidligere bands.
Wovenwars andet udspil er bedre end debuten, men døjer grundlæggende med de samme problemer. ’Honor Is Dead’ er for pæn og poleret til trods for en række gode numre.
Pyogenesis overrasker ikke bare ved at have et nyt album ude efter 13 år, men også ved at det omfavner bandets hårdere fortid på en måde, hvor bandets ret unikke lydbillede bevares i en meget forstærket form.
Intet lader til at kunne sende Slayer ud af kurs. Med klassikere på stribe satte thrash-ikonerne en regulær metalstorm i gang, der blæste publikum omkuld. Ens krop imploderede nærmest!