Er du til obskur black metal i alle afskygninger, så har Roadburn tænkt på dig! Lamp of Murmuurs første koncerter i Europa var et trækplaster udover det sædvanlige.
Belgiske Wiegedood fremførte 'There's Always Blood at the End of the Road' – en hæsblæsende black metallisk tour de force på festivalens andendag.
'Mortal Coil' er det tredje album fra det unge, svenske crust-black foretagende Dödsrit, og netop den plade blev fremragende eksekveret under meget trange forhold sent lørdag aften.
Sólstafir-fans fik på Roadburn en enestående chance for at høre 'Svartir Sandar' fremført i sin helhed, sandsynligvis eneste gang nogensinde.
Tre albums inde i karrieren har italienske Messa på sidste måneds 'Close' fundet sin egen tone, som her skulle stå sin prøve på Roadburns hovedscene torsdag eftermiddag.
'Konkret Musik' fortsætter, hvor forgængeren slap, med synthtunge drømmeeskapader uden dog helt at nå samme ekspansive niveau, som vi kender fra Gösta Berlings Saga tidligere i karrieren.
Undergangs vekslen mellem tunge og kradse toner var drabeligt efter alle kunstens regler, mens der gik mere mudder i Deiquisitor-maskineriet. I sidste ende var det dog den alt for længe ventede lejlighed til at forsamles om metal i hovedstaden, der vandt flest points denne fredag i Byhaven.
Selvom inspirationerne slet lader sig skjule, er det tredje udspil fra Descend et forfriskende svendestykke indenfor velsmurt, atmosfærisk prog, hvor det klæder svensken med endnu flere kontraster i værktøjskassen.
Steen Jørgensen gravede dybt i fortiden, Rune Kjeldsen tilføjede ekstra liv til Sort Sol-bagkataloget, og oplevelsen af en koncert igen gjorde i sig selv aftenen til en af dem, der bandt os alle sammen og tilføjede små solstrejf til drømmen om en koncerternes snarlige genkomst.
Caligula's Horse excellerer med huggende riffs og matematisk præcision, som en raffineret udvikling af den hæderkronede forgænger. Overvejende til deres fordel, men ikke helt fri for sovsede indslag.
'Obsidian' er opsummeringen af 30 års virke med blandede inspirationer fra alle dele af Paradise Lost-kataloget. Resultatet – det er lige så blandet, som beskrivelsen lyder.
Alkymist holder jernet i ilden og finder hinanden på den alt andet end svære toer. Er der nogen retfærdighed tilbage i verden, vil 'Sanctuary' sætte Danmark tydeligere på doom-kortet.
I pagt med tidsånden fører lyden af en respirator Pure Reason Revolution tilbage til rødderne efter ti års dvale. De har meget på hjerte – men vedkommer det os?
Oranssi Pazuzu har fundet deres helt egen niche mellem krautrock og black metal. Til tider er det rent ud vanvittigt, men selv når er på dybt vand, er der melodier at holde fast i.
Forndom lukker øjnene for nutiden og skeler mod folklorens svundne tid, hvor alting var mere sort og hvidt. En stemningsladet tidsrejse for hedninge med svaghed for Nordens gamle dyder.
Candlemass har skrabet en ep sammen på blandede rester fra indspilningerne til forrige album, fordi der jo nok er enkelte derude, der synes, det er det værd. Bare ikke os.
Efter et par hårde år er My Dying Bride nu ude med deres mest personlige album til dato. Spørgsmålet er så, om al denne kunstneriske livslede kommer os til gode som lyttere. Vores MDB-fanboy tager pulsen.
Sjældent har anarkisme og legesyge haft et så fattet og organisk udtryk, som det manifesterer sig på seneste udspil fra Thy Catafalque – en tidlig kandidat til årets udgivelse for de progressivt bevandrede.
Gösta Berlings Saga rystede godteposen til alles bedste, og det er os fortsat en gåde, hvordan man kan få serveret to af Sveriges bedste instrumentale prog-navne for den beskedne sum af 100 SEK.
Sejlet er fortsat stramt spændt op i TRWLR-land med filmisk, storladen metal af den sorte skole.
Med den korte spilletid smager det bare af meget mere.