Fever 333 skruede alt op til 11 og leverede hoppefesten med synthriffing, ungdommelig vildskab og politiske paroler for alle pengene.

Groovy retro-stoner hænger på træerne, og 1000mods gjorde ikke meget for at bevise, at de skilte sig ud fra resten af flokken.- Men det gled nu stadig ned sammen med dagens første fadøl.

Hvis du var ung i 90'erne var 'Plush' en uomgængelig ørehænger. I manges optik lever Stone Temple Pilots videre i hukommelsen fra dengang, 'Core' var på hitlisterne. Selv gjorde bandet ikke det mindste for at distancere sig fra ungdommen – på godt og ondt.

ZZ Top lirede den sikre hitmaskine af med underspillet elegance og reddede aftenen hjem på støvet charme og svedige licks på trods af lidt indledende snavs i maskineriet.

Ritchie Blackmore's Roots havde været et mere passende navn for den halvhjertede levering af Purple- og Rainbow-travere, Blackmore fandt berettiget til et genbesøge i fortidens skatkammer.

Visse koncertoplevelser vil altid stå klart i ens bevidsthed på grænsen mellem det gale og det geniale. Green Jellÿs anarkistiske totalteater var så dumt og upassende, at man kun kunne enten elske eller hade det.

Demons & Wizards trodsede solen og bød på mørke og fortryllende øjeblikke fra bagkataloget med indlagte overraskelser fra medlemmernes respektive karrierer.

Mere fyrværkeri! Mere tunge! Mere ild i guitaren! Mere horrorcirkus! KISS' stadionrock fik fuld skrue på alle parametre, og Paul Stanley havde stadig folket i sin hule hånd.

Slayer spillede deres sidste koncert i Sverige nogensinde på Tom Arayas fødselsdag, og rundede af med både svundne perler og æren i behold.

Det er de velkendte slagere fra for 30 år siden, der vægtes, når Def Leppard spiller op til dans. Hitmaskinen fra dengang får energi fra den underkendte guitarhelt Phil Collen, men sangeren Joe Elliott trækker det desværre ned.

Der blev både skreget og skrålet i salen, da Symphony X i søndags besøgte Amager Bio. Denne gang uden et nyt album på tapetet, og med rig plads til at grave dybere spadestik tilbage i tiden.

Steve Hacket vidste, hvad Genesis-fansene kunne lide, og skruede op for teatret under den dedikerede hyldest til fan-favoritten 'Selling England by the Pound', leveret med behørig pomp og pragt.

Cryptopsy tog tidsrejsen til 90'erne med en kavalkade af klassikere fra 'None so Vile', mens Gloryhole Guillotine og Ingested tilføjede yderligere slagkraft en torsdag aften på Stengade.

Lørdag 'Holy Mountain' og 'Dopesmoker'. Søndag 'The Sciences'. Kun debuten blev efterladt urørt i 4 timers stonermaraton i selskab med Matt Pike & co.

Roadburn-effekten prægede At The Gates, der bød på flere og flere covers og gæsteoptrædener, som koncerten skred frem. Det var en udelt fornøjelse at opleve svenskerne bryde de vante rammer.

Det stort opsatte 'Requiem' vandt med tiden, men tog lang tid om at komme dertil og havde, når alt kommer til alt, været bedre tjent med længere tid i tænkeboksen.

Alexis F. Marshalls kakafoniske vildskab dominerede seancen, da Daughters inviterede os på et totalteater af en anden verden som start på sidstedagen af Roadburn 2019.

I al sin genremæssige og vokale skizofreni, var mørket og de melodiske konstruktioner de magiske faktorer, der gjorde Anna Von Hausswolff så mageløst betagende – med en dybtfølt hungren efter mere.

Tomas Lindbergs 'Burning Darkness'-fold toppede ved Gösta Berlings Saga, der bestandigt søgte i futuristiske kroge og fængslede os i et af Roadburns mest dragende øjeblikke.

Mere! Vildere! Hurtigere! Midnight fik øllene til at glide hurtigere ned, og mindede os om alle de bedste ting i livet, hvis vi da nogensinde var i tvivl.