Beskyt The Cure for enhver pris. Jeg forlanger mindst tre årtier mere med The Cure. Det burde kunne lade sig gøre, at dømme efter denne aften.

Kan et kor synge doom? Kan kirken danne ramme om mørket? Det udforskede komponist og lydkunstner Lars Lundehave Hansen sammen med Ars Nova i opførelsen af stykket 'Reformation' i St. Albans Kirke på Østerbro. 

Siiickbrain rammer et kreativt højdepunkt på 'Houndstooth', hvor genregrænser udviskes til fordel for et mørkt, dragende og overraskende sammenhængende lydunivers.

Nils Gröndahl og Ebbe Frej loopede sig igennem et udfordrende og vederkvægende sæt, der føltes alt for kort. 

Belgiske Thot lovede alt på plade og leverede ikke – desværre. For der var fede øjeblikke i deres sæt, der for størstedelens vedkommende virkede som et efterskoleband. 

Efter nogle år i dvale sprang belgierne i Kiss The Anus Of A Black Cat ud sammen med birketræerne i Holland og leverede en festlig og folkelig koncert. 

Maruja var i skarp konkurrence med Cult of Lunas torsdags-koncert, men hos denne signatur var der ingen nogen tvivl om, hvem der måtte gå af med sejren. Og med god grund. 

Tirsdag aften åbnede Stengade dørene til en pause. En pause fra krig og død og ødelæggelse. En pause, hvor der blev plads til refleksion, sammen med andre eller hver for sig, som man nu lystede.

Med ‘DREAMCRUSH’ skaber MØL en sjældent set fusion af shoegaze, indiepop og black metal – en skinnende, livsbekræftende metalplade, der både udfordrer og forfører.

Anna von Hausswolff strækker sit musikalske blik mod kosmos på ‘Iconoclasts’, men når ikke helt sit mål.

På deres tiende album forener Deftones drømmende shoegaze med metallisk tyngde. Resultatet er en moden og afklaret plade, der balancerer mellem atmosfære og aggression – med Chino Morenos stemme som det urokkelige centrum.

Calva Louise leger kærkomment med genrekonventionerne, men formår ikke at skabe et sammenhængende lydbillede, der gør deres gode ideer ære.

Steve Von Till lagde vejen forbi Karlsruhe på en regnvejrsonsdag, og intet kunne have været mere perfekt. 

Bissesvinet blev en symbiose mellem det højrøvede og det banale. Det kaotiske og det sarte. Præcis som den festival, hvor de heldigvis kom med. Selvom det var på et afbud. 

Wisp har på ganske kort tid stablet sig en musikalsk karriere på benene. Hvad der på papiret lød lovende endte desværre i en fersk og slap koncert, der på ingen måder kunne understøtte den placering, hun fik på festivalen. 

Fleshwater gjorde deres bedste for at vække den lille forsamling der var mødt frem lørdag formiddag. Det lykkedes til sidst, men det foregik ikke uden morgenkramper.

Torsdagen på Gehenna blev skubbet lidt for blidt i gang af norske Heave Blood & Die, som sendte motorisk postpunk ud til de få fremmødte.

Zola Jesus havde allieret sig med en strygekvartet noget af vejen, da hun lørdag eftermiddag viste sig fra sin mest skrøbelige side i et intenst – og til tider lidt kedeligt – sæt. 

Laser Nun's eksperimenterende, improviserende, doomede noise boblede over af kreativitet til en immersiv koncert midt på Basements kolde gulve. 

Nede i den dejligste kælder på Vesterbro fik jeg en billeddannende oplevelse, som spændte mig ud mellem flere grundfølelser. Det var ret vidunderligt.