Bissesvinet blev en symbiose mellem det højrøvede og det banale. Det kaotiske og det sarte. Præcis som den festival, hvor de heldigvis kom med. Selvom det var på et afbud.
Fleshwater gjorde deres bedste for at vække den lille forsamling der var mødt frem lørdag formiddag. Det lykkedes til sidst, men det foregik ikke uden morgenkramper.
Torsdagen på Gehenna blev skubbet lidt for blidt i gang af norske Heave Blood & Die, som sendte motorisk postpunk ud til de få fremmødte.
Zola Jesus havde allieret sig med en strygekvartet noget af vejen, da hun lørdag eftermiddag viste sig fra sin mest skrøbelige side i et intenst – og til tider lidt kedeligt – sæt.
Laser Nun's eksperimenterende, improviserende, doomede noise boblede over af kreativitet til en immersiv koncert midt på Basements kolde gulve.
Nede i den dejligste kælder på Vesterbro fik jeg en billeddannende oplevelse, som spændte mig ud mellem flere grundfølelser. Det var ret vidunderligt.
Steve Von Till tryllebandt en fyldt hovedscene, da han lørdag krængede sin sjæl ud til en stille, afdæmpet og magisk koncert.
Altin Güns forførende melodiunivers passede måske ikke ned i forestillingen om tung musik, men serverede lige præcis det, publikum havde brug for: Glæde og dans.
Zeal & Ardor fik slået en solid bolledej sammen tirsdag i Aarhus. Om man kunne lide bagværket afhang helt af, om hvidt brød er nok for én, eller man savnede lidt mere knas og kerner.
Køen til Fire! sagde det hele, og de heldige, der faktisk nåede ind på Hall of Fame, blev beriget med en sjælden musikalsk oplevelse, der for en stund sendte det råkolde hollandske festivalvejr i baggrunden.
Lankum spillede sorg og glæde ind i sjælen på hver eneste dansende festivalgæst på Avalon.
Det lykkedes PJ Harvey at begynde sin koncert, lettere forsinket af det passerende uvejr, som måske også havde en effekt på fremmødet foran Orange Scene.
Kim Gordon stillede skarpt på sit nye solomateriale frem for at skue bagud. Og tak for det.
The Scratch udfordrede grænserne for, hvad Copenhell er og ikke er. Tog man med dem på rejsen op til fadølsanlægget nede på den irske pub var det dog en hyggelig fredagsbrandert, de fire folkmusikere spillede i gang.
Empire State Bastard var endnu en relativt ubekendt, Copenhell hev op af hatten til os i år. De kvitterede med det måske mest kaotiske og uregerlige sæt, vi får at se på Refshaleøen denne sommer.
Rundforvirret, rockmusikalsk ADHD fra amerikanske Palaye Royale.
Zio Acido e i Fannulloni sono tornati, ma ben poco è più come prima.
Die Wilde Jagd satte alt på et bræt og leverede festivalens absolut mest mindeværdige koncert i samarbejde med Dutch Metropol Orkest.
Depeche Mode overgik sig selv i Royal Arena lørdag aften, hvor bifaldet vidnede om en koncert udover det sædvanlige og med et band, der både formåede at lege deres egne numre ind i fremtiden og holde fast i arven.
Den gjorde ikke meget væsen af sig i 2023, men listede sig alligevel ind på vores årslister. Vores nytårsforsæt må derfor være at holde lidt bedre øje med Los – det fortjener de!