Pretty Maids’ koncert på Helviti fredag eftermiddag startede jævnt op, men som Atkins og Hammer fik arbejdet sig varme, bedrede det sig og sluttede hæderligt.
Det var et klatøjet Hades-publikum. Manticora havde fået til opgave at byde op til eftermiddagspower. Hvidovre-drengene fyldte dog scenen godt ud, omend det høje tempo også resulterede i flere ofre på vejen.
Det blev aldrig den store, samlende afslutning, men Kvelertak lukkede ikke desto mindre Copenhells andenstørste scene ned med overrumpende energi, overskuds-rock 'n' roll og en vis stemning af byfest.
Fever 333 skruede alt op til 11 og leverede hoppefesten med synthriffing, ungdommelig vildskab og politiske paroler for alle pengene.
Svenske Refused gav Hades-scenen et tiltrængt skud sofistikeret hardcore – og festivalen en feministisk opsang.
Vi har været efter Dimmu Borgir gennem længere tid, men på Hades lørdag aften beviste nordmændene, at de kan, når de vil, og det ville de på Copenhell 2019.
Vægten var lagt mere på fejring end skønhed, da Copenhell inviterede alle til 10-årsjubilæum lørdag aften.
Det episke hardcore-monster The Psyke Project blev tæsket til live fra sit hvile og åd, flåede og rev alle rundt i en timelang og euforiserende psykose.
Lyden var fremragende til Scorpions, der gav en fantastisk sidste omgang på Copenhells hovedscene.
På mange punkter var Rob Zombie i 2019 på Copenhell en gentagelse af koncerten samme sted i 2017. En ny, udmærket skive fik ikke den store betydning for formularen. En fin koncert uden overraskelser.
Municipal Waste fik foræret et helt nyt publikum på Copenhell, og da de først havde opdaget, hvad de var vidne til, fik vi årets thrash-koncert på Copenhell.
Amon Amarth kørte på rutinen på Helviti-scenen og fik hjælp fra LG Petrov til at brøle foran de feststemte tilskuere på Refshaleøen.
Demon Head fortjener det store gennembrud, men der skal fortsat arbejdes for det. Det gjorde sekstetten, da de åbnede sidstedagen på Copenhell.
Sjældent har en stemme fyldt så meget, som da rocklegenden Glenn Hughes spillede gammelt Deep Purple-materiale på Hades. Musikalitet var der masser af, men mådehold intet af.
Der var umådelige mængder velproportioneret guitarlir og slapbas til strengehøvlings-elskerne, da Living Colour åbnede Helviti, men helt vedkommende blev det aldrig.
Hvis man troede, at Eluveitie ville lægge mere op til kædedans end moshpit, så tog man fejl. Metallen stod stærkt, selvom den var i følgeskab med violin og drejelire.
Underholdende metalcore og glade fans. Britiske While She Sleeps var ganske medrivende.
Tredje gang er ikke altid lykkens gang. I skæret af Copenhell-ulvens lysende øjne gav Heilung fredag nat en markant anderledes – og tiltrængt – ritualistisk koncert, der desværre aldrig helt overbeviste. I hvert fald ikke i sammenligning med deres tidligere optrædener på dansk jord.
Ung energi, store smil og masser af groove var, hvad Alien Weaponry serverede for et Copenhell-publikum, der syntes hypnotiserede til begejstring af haka-danselektionen før koncerten.
Groovy retro-stoner hænger på træerne, og 1000mods gjorde ikke meget for at bevise, at de skilte sig ud fra resten af flokken.- Men det gled nu stadig ned sammen med dagens første fadøl.