Pladeanmeldelser
Fullforce overrasker med en dejligt frisk og fremadbrusende omgang heavy metal.
Whyzdom har styr på musikken og vokalen, men sammenhængskraften er ikke til stede.
Indtil videre har vi i artikelserien ’Det er en tysker’ taget udgangspunkt i, at man altid kan høre på et band, om det stammer fra Tyskland. Det selvfølgelig en fordomsfuld overdrivelse, og lad os derfor i denne uge præsentere et band fra Berlin, som virker lige så lidt tysk, som en "full english breakfast".
Grundet redaktionens lidt for nære forhold til Electric Hellride, har vi i denne uge engageret en moderat erfaren rockskribent fra et større dagblad. Hans opgave er at dele øretæver ud.
Finsterforst spiller folk metal, der kunne være underlægningsmusik til en eventyrfilm.
Vi har tidligere i år anmeldt en Dunderbeist-skive, men nu er der allerede nyt fra nordmændene, der endnu engang begejstrer.
Between the Buried and Me nyligt udkomne konceptalbum er en avantgardemetal-perle, der giver mindelser om Mike Oldfield-mesterværket 'Tubular Bells'.
Destructions svedige thrash på ’Spiritual Genocide’ holder stilen og ungdommens energi intakt.
Der er gået nogle år siden Tiamat sidst var på banen, og i den periode har de pillet de få metalelementer, der trods alt var på forgængeren 'Amanethes', helt ud og fokuseret mere på stemning.
Thrashgenren blev mere eller mindre opfundet i USA. De producerer stadig nye bands i genren og ikke alle falder lige heldigt ud. Dismantle er ét af dem.
Neurosis har begået et solidt og befriende tålmodigt tiende album, der kræver nerver af stål.
AC/DC genudsender sidste års liveudgivelse 'Live At River Plate' på 2-cd og tredobbelt, rød vinyl. De når lige at melde sig ind i julehandlen. Snedigt.
A Life Once lost har været fem år undervejs med deres sjette album. Det har været ventetiden værd.
Orden Ogan er 4. aflevering i Devilutions serie af anmeldelser af aktuelle tyske metaludgivelser. På trods af det lidt underlige navn, er Orden Ogans musik en relativt let tilgængelig form for metal.
Deftones' syvende album 'Koi No Yokan' er en stemningsfuld, men lidt flad tur i drømmeland.
Grand Supreme Blood Court tæller nogle for dødsmetalgenren prominente medlemmer og spiller da også på velkendte tangenter. Men de gør det heldigvis godt.
9MM påstår, at de er pirater, men det er kun i tekstuniverset - resten er ren og god punkmetal.
Skribent Molin aner ikke, hvorfor han skal anmelde Whores and Thieves, eller hvad det er, men han er vild med det.
Franske Hell Militia spiller brutalt som ind i helvede og har skabt en af årets bedste udgivelser inden for black metallen.
Hvis ikke man kender canadiske Cryptopsy, er deres nye opsamlingsplade et udmærket sted at starte. De har samlet deres bedste dødsmetal på en udmærket 2-cd.