Med Ulver ved man, at man ikke kan vide, hvad man kan vente sig. Man kan vente sig øjeblikke af stor skønhed, men bandets trang til konsekvent at sætte sig selv over styr kan også nemt ramme ved siden af.

Det kan nok være, at Ricky Warwick trækker det lidt langt med at udleve sin Phil Lynott-drøm. Men man ikke tage fra ham, at han er en god sanger og en fremragende sangskriver.

En hel dekade måtte Ignite-fans, før der kom glimrende nyt. Men uden fordums generelle styrke.

Tredje fuldlængdeudspil fra Bombus er mindre metal, mere rock, men stadig storladent og catchy som ind i h...

Den californiske kvartet Lycus har kreeret et funeral doom-album, som genren tro er tung og sørgmodig, men også opløftende, melodisk og håbefuld.

Østrigske Manège Noirs debutudspil er fyldt med samfundskritik og menneskehad, og serveres med en velgennemført visuel og sproglig æstetik.

Energien er til stede hos de fire italienere, der med banale titler og lige så banale riffs spiller sig udmærket igennem otte ensformige numre.

Kun aftenens hovednavn formåede at spille et brag af en koncert. Des bedre Tesseract spillede, des tydeligere var det, hvor uerfarne The Contortionist stadig er.

Italiens Enzo and The Glory Ensemble har begået en mærkelig bastard af opera og metal.

'Purge' er en tung, solid debut, der kombinerer den bombastiske lyd med et solidt atmosfærisk fundament.

Anthrax er tilbage med et nyt album efter fem år. Og selvom de på sin vis er vokset, er det også ved at vokse væk fra noget vigtigt. Læs med, og find ud af, hvad det er.

Finske Oranssi Pazuzu markerer sig som gennemført space metal-orkester, der nu også smider en god mængde prog ind i deres i forvejen særegne blanding af black, doom, psych og space rock. Og det rykker.

Guitaristen Jakob Thorkild har med sin trio lavet et improvisationsalbum, hvor artsy punk møder free jazz. Men er det metal? Ikke rigtigt, men albummet kan med lidt god vilje betegnes som impro-metal, og det kan skubbe metallen et nyt sted hen.

En angiveligt udsolgt Baltiska Hallen i Malmø på en torsdag aften var langt fra den ideelle venue til to stærke svenske navne, men Ghost formåede på eksemplarisk vis at hæve sig over dårlige koncertrammer og -forhold.

Magnum er en institution inden for den klassiske britiske pomp-rock-tradition. Men det er alligevel noget af overraskelse, at det gamle band kan komme op med et så godt album efter mere end 40 år i branchen.

Hexvessel med Mat McNerney i front går fra acid folk-undergrund til rocklødig overgrund på bandets nye album. Det har de ikke ubetinget succes med.

Italienske Zu blæste hovedet af publikum på Loppen, men var næsten for imponerende og komplekse. Danske Distortion Girls leverede lummer og hypnotiserende støjrock som opvarmning.

Det kræver sin romantiker at give sig hen til Sols højstemte besyngelse af elendigheden i alle dens nuancer. Men aarhusianerne får råbt sig frem til en virkelig vellykket plade.

De ukuelige jyder i Lipid trodsede et trist fremmøde og fyrede den forrygende af med både nyt og gammelt hårdtslående thrash. Electric Hellride stod for support med en masse nye numre, der vidnede om et band på vej i rette form.

Cancer Bats fortsatte perlerækken af koncerter på dansk grund, da de i torsdags gav et tætpakket Beta en lektion i canadisk ultra-energi.

‘Rituals’ opsummeres bedst som en øvelse udi kompositionel leg med dyster groove og storladen chant med få musikalske afstikkere.

Det andet album fra Entombed A.D. er et stærkt no filler-album, hvor der er åbnet op for en kollektiv præstation, der emmer af spilleglæde.

Det nye britiske band Inglorious løfter fint arven efter de gamle konger inden for klassisk britisk hard rock.

Den amerikanske kvartet After the Burial rejser sig efter tabet af guitarist Justin Lowe og udgiver et album, der er mere simpelt og helstøbt end tidligere udgivelser. 

Lad det være sagt med det samme, så der er lagt op til kamp: Toto spillede sgu en god koncert, da de gæstede Danmark med en enkelt optræden i Aarhus den 15. februar 2016.