Steve Hacket vidste, hvad Genesis-fansene kunne lide, og skruede op for teatret under den dedikerede hyldest til fan-favoritten 'Selling England by the Pound', leveret med behørig pomp og pragt.

Cryptopsy tog tidsrejsen til 90'erne med en kavalkade af klassikere fra 'None so Vile', mens Gloryhole Guillotine og Ingested tilføjede yderligere slagkraft en torsdag aften på Stengade.

Lørdag 'Holy Mountain' og 'Dopesmoker'. Søndag 'The Sciences'. Kun debuten blev efterladt urørt i 4 timers stonermaraton i selskab med Matt Pike & co.

Roadburn-effekten prægede At The Gates, der bød på flere og flere covers og gæsteoptrædener, som koncerten skred frem. Det var en udelt fornøjelse at opleve svenskerne bryde de vante rammer.

Det stort opsatte 'Requiem' vandt med tiden, men tog lang tid om at komme dertil og havde, når alt kommer til alt, været bedre tjent med længere tid i tænkeboksen.

Alexis F. Marshalls kakafoniske vildskab dominerede seancen, da Daughters inviterede os på et totalteater af en anden verden som start på sidstedagen af Roadburn 2019.

I al sin genremæssige og vokale skizofreni, var mørket og de melodiske konstruktioner de magiske faktorer, der gjorde Anna Von Hausswolff så mageløst betagende – med en dybtfølt hungren efter mere.

Tomas Lindbergs 'Burning Darkness'-fold toppede ved Gösta Berlings Saga, der bestandigt søgte i futuristiske kroge og fængslede os i et af Roadburns mest dragende øjeblikke.

Mere! Vildere! Hurtigere! Midnight fik øllene til at glide hurtigere ned, og mindede os om alle de bedste ting i livet, hvis vi da nogensinde var i tvivl.

Der var ingen til koncerten på Het Patronaat, der ikke var enige om, at Slægt var torsdagens utvetydigt bedste koncert. I så fald tager de fejl.

Myrkur lagde metallen i skammekrogen og dedikerede sig 100% til den nordiske folk-tradition for en stund. Et kærkomment match til Roadburns søgende profil, og en stærk og indfølt start på weekendens strabadser.

Tidligere har provokationerne været et stabilt fixpunkt. I fredags var konfrontationerne dog lagt på hylden, og Taake fokuserede på musikken i al dens utæmmede vildskab.

Tribulation kæmpede med at holde deres ellers overbevisende mørke tone intakt i en sal med fulde aarhusianere. Sangskatten blev dog trods alt leveret med æren i behold.

I et skizofrent mix mellem diverse afskygninger af de ekstreme metalgenrer bød Implore på et stormombrust vredesudbrud af en koncert som en hæsblæsende opvarmning til Asphyx en time senere.

Fakler, spikes og omvendte kors. Nordjevel gik ikke ned på black metal-klicheer, men det melodiske fundament vaklede, og genkendeligheden druknede i komprosmisløs smadder. Men nu var vi jo heller ikke kommet for at danse.

Fortidens milepæle falmede i nostalgiens tåger, og Incantations rådne død kørte på autopilot i en time, som vi egentlig gerne vil have tilbage igen.

Riverside vekslede smertefrit mellem det teknisk tunge og det øretæveindbydende catchy, og krydsningen af progressive elementer og melodisk tæft gjorde denne torsdag aften i Rødovre til en af de mere mindeværdige af slagsen.

Ulmende sortsind og episk storhed dannede et veleksekveret parløb, da Rising og Alkymist i fredags lagde vejen forbi Hotel Cecil og viste hver sin facet af den danske metalscene.

Henholdsvis nybegynder-tendenser og en malplaceret forsanger gjorde Feathers & Doom og Solstice til blodfattige affærer, mens Saturnus måtte redde Nocturnefests ære hjem med små overraskelser i ærmet.

Helvedesilden blev holdt forment i live i Pumpehusets stueetage, hvor Demon Head kuraterede deres egen releaseparty med dystre toner fra undergrunden.