Cabal fik chancen for, som revanche for sidst, at udleve deres Rot Girl Summer, og den greb de under en vellykket, stærkt muskuløs koncert på Gehenna.

Aalborgensiske Kōya skabte en væg af mørk lyd, der skyggede for solen i en engageret og vellykket energiudladning.

Kongen fra Hvidovre holder fortsat klassikerne i live med mere show for pengene end vanligt – og et par lovende, nye numre at teste af på publikummet.

Alderen og årene har også sat sig på snart 70-årige Billy Idol, men han sørgede stadigvæk for en fin fredagsfest på Copenhell, hvor der var plads til både fællessang, fællesdans og frieri. 

Mnemics homecoming blev en rejse ned ad ungdommens gade og viste overraskende aktualitet i et stramt spillet sæt, hvor næsten ingen fingre sad forkert. 

Kreator leverede en koncert, vi har set så mange gange før. Og glæden ved gensynet var igen fantastisk i selskab med de overbevisende tyskere.

Planet Y var et fabelagtigt, 25 minutters frirum midt i K-Town-atmosfæren, og bandet skabte glæde og dans med energiske protestsange som skåret til Boneyard-scenens rammer.

Med vanlig tør, britisk humor charmerede Jeff Walker og resten af Carcass sig gennem en times melodisk dødsmetal på Hades.

Man ventede på 'Pull Me Under' men faktisk var Dream Theater gode fra start, så bandets hit var ikke det eneste gode på en aften, hvor også James LaBrie i front leverede godt.

Folkemetal med fodboldsang og konfetti – Trold spillede med alle kort på bordet. For nogle var det en fest. For denne anmelder var det...noget andet.

Soulfly fik i den grad sparket fredagen i gang med en glohed præstation på Helviti, der fik publikum til at hoppe og moshe i en time uden hvil.

Thus spillede Gehenna i knæ med talent i rendyrket og destilleret form. Der mangler blot det sidste stjernestøv og erfaring før pakken er fuldendt. Og det skal de nok nå at finde.

Paraderne var høje, og Gloryhammer gjorde sit til at holde fjollekvoten højere – en loyal garant for at få skilt fårene fra bukkene.

På trods af mange års stilhed fik Commie Cowboys demonstreret, at de stadig har nerven intakt – og at guitarsoli ikke behøver være et no-go, bare fordi man spiller punk af den gamle skole.

Syracusæ sætter Colombia på metallens verdenskort med tre kvarters teknisk velsmurt progdød – og for en stund er vi alle latinoer!

Sewer Haul hev ulækre grindcore-sange op af kloakken og viste os, at det er klogt at have det dumt.

Rock-legenderne i The Cult leverede en knap så legendarisk koncert på Copenhells største scene, hvor de i den grad svigtede den store og tunge arv, de selv har skabt. 

Britiske Conan ramte Gehenna kl. 18.30 med en væg af fuzz og tunge grooves, og sønderknuste skovscenen med muskuløs og potent krigerdoom.

Danske Danefae leverede fine, ambitiøse og atmosfæriske øjeblikke, der dog også krævede en vis fordybelse og fokus fra festival publikummet. Dén fik de.  

Skarnet spiller vedkommende og særegen nok far-rock til, at man køber ind på universet, selvom ideerne er hørt en milliard gange før, og vækkede Pandæmonium fint til live på Copenhells andendag, hvis man kunne tillade sig ikke at krumme tæer.